Skøn retrokage: Fejøkagen
Fejøkagen, eller figarokagen, som den også kaldes, stammer fra den lille ø Fejø i smålandsfarvandet nord for Lolland. Kagen er en lagkage, der er lagt sammen med ribsgelé og godt med flødeskum på toppen.
Ca. 15 stykker kage
Total:1 time
Ingredienser
- 250 g hvedemel
- 1 tsk. hjortetaksalt
- 250 g smør
- 250 g finthakkede smuttede mandler
- 250 g sukker
- Fyld:
- 3 dl ribsgelé
- Pynt:
- 2½ dl piskefløde og lidt sigtet flormelis
- Rysteribs:
- 1 dl ribs
- 3 spsk. sukker
Sådan laver du fejøkage
- Bland hvedemel og hjortetaksalt. Smuldr smørret heri. Tilsæt mandler og sukker, og ælt dejen sammen.
- Del dejen i 5 portioner. På bagepapir tegnes der cirkler med en diameter på 20 cm.
- Pres dejen ud i et jævnt lag på cirklerne. Bag dem ca. 10 min. ved 200 gr. på midterste ovnribbe, til de er gyldne. Afkøl bundene på en bagerist.
- Læg bundene sammen med ribsgelé. Lad kagen trække tildækket 4-6 timer.
- Pisk fløden til skum. Fyld det i en sprøjtepose med stjernetylle. Pynt kagens kant med flødeskummet.
- Kom ribbede, skyllede og afdryppede ribs i et glas. Kom sukkeret i og ryst det sammen.
- Pynt kagen med et drys sigtet flormelis og rysteribs.