Fristende luksus-lagkage
Denne skønne chokoladelagkage har jeg netop serveret til en familiefødselsdag. Den er lagtsammen af saftige chokoladebunde, en sød/salt/syrlig karamelcreme og en overdådig chokoladecreme.Smagen er meget fyldig, så én kage var nok, selv om vi var 14 omkring bordet.
Ingredienser
- Arbejdstid: 1½-2 timer
- Køle/hviletid: 3-4 timer
- Bagetid: 35-45 min.
- Ikke fryse-egnet
- Kagebunde:
- 2 dl kakao (ca. 80 g)
- 3 dl kogende vand
- 1 ½ dl cremefraiche 18 % eller 38 %
- 350 g hvedemel
- 1 spsk bagepulver
- ¼ tsk salt
- 1 stang vanilje eller 2 tsk vaniljesukker
- 250 g sukker
- 250 g blødt smør
- 200 g farin
- 4 æg
- Karamelcreme:
- 200 g sukker
- ½ dl vand
- 2 spsk sirup
- 1 ½ dl piskefløde
- 50 g smør
- 3-4 spsk cremefraiche 18 % eller 38 %
- 1 tsk citronsaft
- 1 tsk flagesalt
- Chokoladecreme:
- 250 g mørk chokolade
- 3 dl piskefløde
- 2-3 spsk sirup eller honning
- 50 g smør
- Tænd ovnen på 160 grader varmluft. Smør 2 springforme (22-24 cm) med smør og drys dem med lidt sigtet mel. Rør kakaoen sammen med kogende vand og rør cremefraiche i. Sigt mel og bagepulver sammen og tilsæt salt. Halvér vaniljestangen, skrab kornene ud og mos dem sammen med sukkeret.
- Rør smør, sukker med vanilje og farin godt sammen og rør æggene i ét ad gangen. Tilsæt skiftevis melet og kakaovæsken og rør dejen jævn. Fordel den i de 2 forme og bag kagerne i ca. 35 min. Tjek med en tandstikker, om kagerne er gennembagte, og lad dem stå i formene 10 min., før de åbnes, og kagerne sættes på en rist.
- Kog sukker, vand og sirup til gylden karamel (8-10 min. ). Tag gryden af varmen og tilsæt fløde. Rør smør og cremefraiche i og tilsæt citronsaft og salt. Lad cremen afkøle og sæt den i køleskabet 2-3 timer.
- Hak chokoladen groft og læg den i en skål. Giv fløde og sirup eller honning et opkog og hæld ca. 1/3 over chokoladen. Lad det stå et par min. og rør derefter cremen jævn. Tilsæt resten af fløden ad to omgange og lad cremen afkøle til ca. 40 grader.
- Pisk smørret i cremen og lad den afkøle til stuetemperatur – sæt den ikke i køleskab! Del de 2 kager i 2 bunde hver og fór en ren springform med film. Smør en kagebund med chokoladecreme, læg den i formen og dryp et lag karamelcreme over.
- Smør en kagebund med chokoladecreme og læg den oven på karamellaget. Dryp med karamelcreme og gentag lagene – slut af med en kagebund. Dæk med film og stil kagen koldt et par timer eller natten over. Overtræk kagen med det sidste af chokoladecremen og drys med lidt flagesalt.
- Pynt kagen med 1 tsk flagesalt på toppen og evt. 75 g mandelflager eller hakkede mandler på siden.