God grillhygiejne - sådan gør du

Stor guide: Sådan undgår du at blive syg af grillmaden

Sol, sommer og lune aftener er lig med grill og hygge i haven eller på altanen. Men vil du undgå at blive syg af bakterier fra grillmaden eller komme til skade, mens du griller, er det vigtigt at være forsigtig med hygiejnen – og med grillen. Få gode råd og tip til sund grill her.

Kold hvidvin i glasset og duften af stegte pølser og saftige bøffer på grillen. Det lunere vejr og de lange lyse aftener indbyder i den grad til grillehygge med familie og venner.

Men selvom det er hyggeligt og smager fantastisk, er det vigtigt at du griller med måde og husker hygiejnen og fornuften, så du undgår at blive syg af grillmaden.

Risikoen for maveonde stiger nemlig, når du tilbereder maden over grill eller bål, da særligt råt kød og fjerkræ kan indeholde bakterier som fx campylobacter og salmonella, der kan give madforgiftning.

Pas på sundhedsskadelige stoffer

Selvom mad på grillen smager godt, så bør du holde lidt igen og spise det med måde. Ifølge Kræftens Bekæmpelse bør du ikke spise grill- og bålmad mere end 30 gange om året. Det gælder også for mad tilberedt på en gasgrill. For når du griller dannes der nogle kræftfremkaldende stoffer, såkaldte stegemutagener, i kødets overflade, ligesom røgen indeholder en række sundhedsskadelige stoffer, som sætter sig i maden.

For at begrænse de sundhedsskadelige stegemutagener og gøre grillmaden lidt sundere, anbefales det bl.a., at du undgår at stege kødet for hårdt ved at grille ved lav temperatur og vende kødet flere gange undervejs.

Sørg også for at fedt fra kød og olie fra marinade ikke drypper ned på de glødende kul, da det udvikler en tjæreholdig røg, der øger risikoen for at udvikle kræft. Hvis kødet bliver branket eller forkullet, bør du skære de sorte skorper af og smide dem ud, da de også kan indeholde sundhedsskadelige stoffer.

Både forarbejdede kødprodukter og kød fra firbenede dyr øger risikoen for kræft, så mere kylling, fisk og grønt, kan være med til at gøre grillmaden markant sundere. Varier menuen og tænk i nye baner. Skift fx det fede kød eller pølserne ud med noget mere magert, lav kylling- eller grøntsagsspyd og brug marinader uden olie.

Når du griller fisk, udvikles der ikke på samme måde kræftfremkaldende røg og stegemutagener, som når der er kød på grillen. Da grøntsager indeholder anti-mutagene stoffer, som modarbejder de kræftfremkaldende stoffer i fx grillede pøler og kød, er det en god ide at fråse med grøntsagerne. Pak dem eventuelt ind i folie i stedet for at pensle dem med olie og lægge dem direkte på grillen - det sparer kalorier og bevarer vitaminer.

Sørg derfor for, at der er flest grøntsager på tallerkenen og lidt kartofler eller groft brød som mættende tilbehør.

3 gode tip til god grillhygiejne

  • Hold råt og stegt kød adskilt
    I råt kød og saften fra det rå kød kan der være bakterier som campylobacter og salmonella. For ikke at blive syg af bakterier fra grillmaden, er det derfor vigtigt at holde råt for sig og stegt for sig. På den måde undgår du at sprede bakterier fra det rå kød til det stegte kød. Brug altid to forskellige grilltænger og to fade – et til det rå kød og et rent fad til det færdigstegte kød. Har du kun én grilltang, kan du holde den over de varme gløder, så bakterierne brænder af.
  • Vask dine hænder
    Vask hænder, når du har skåret råt kød og fjerkræ eller lagt det på grillen med fingrene. På den måde undgår du at sprede bakterier til det færdiggrillede kød samt til salat, brød og andet tilbehør.
  • Gennemsteg kødet
    Hakket kød, fjerkræ og mekanisk mørnet kød skal være gennemstegt. Bakterierne kan nemlig sidde i hele kødet. I hele stykker kød som fx stege og bøffer, sidder bakterierne normalt kun på overfladen. Derfor behøver hele kødstykker ikke at blive gennemstegt.

8 tip til sundere grillmad

Du kan mindske risikoen og gøre grillmaden sundere ved at følge disse simple råd:

  • Grill ikke for ofte
  • Spis varieret – også når du griller. Hold igen med kød og grill i stedet mad med lavt mættet fedtindhold som grøntsager, fjerkræ og fisk
  • Hold altid grillen ren og bålet tørt, så du undgår for meget røg
  • Grill ved lavere temperaturer og vent med at stege, til der er gløder. Læg aldrig mad på åben ild.
  • Hvis du marinerer kødet, så brug en marinade uden olie. Derved undgår du, at overskydende fedt drypper ned på kullene. Læg evt. maden på en alubakke eller pak det ind i stanniol.
  • Forkog gerne kødet i gryde eller mikroovn. Jo kortere tid maden får over ild, jo sundere.
  • Undlad at spise forkullet mad – også grønt og brød. Skær som minimum det brankede fra Hvis kødet bliver branket eller forkullet, bør du skære de sorte skorper af og smide dem ud. De brankede skorper indeholder skadelige stoffer, der øger risikoen for at udvikle kræft.
  • Smid stegeskyen ud. Den er fuld af kræftfremkaldende partikler

Husk også sikkerheden: Sådan undgår du at komme til skade når du griller

  • Anbring altid grillen på et fast underlag
  • Hæld aldrig brændbar væske på en tændt grill
  • Pas på at der ikke går ild i fedtet (fedtbrande), når du griller fede kødstykker. Kog evt. kødet først.
  • Sørg for at holde grillen ren, også fedtbakken. På den måde minimerer du fedtbrande
  • Hold altid øje med grillen, når den er tændt, da gløderne kan udvikle sig til flammer
  • Hold øje med børnene, så de ikke kommer i nærheden af den tændte grill
  • Hav altid en spand vand stående i nærheden af grillen