Hyldeblomstsorbet

Hyldeblomstsorbet med jordbær-mango-salat og sprøde citronkager

Lækker sorbet med en intens sommersmag.

Ingredienser

  • Hyldeblomstsorbet:
  • 3 dl vand
  • ½ citron, saften herfra
  • 1½ spsk glukose
  • 3 dl koncentreret hyldeblomstsaft
  • Jordbær-mango-salat:
  • 1 moden mango
  • ½ bakke jordbær
  • 2 spsk flydende honning
  • ½ lime, saften herfra
  • mynteblade til pynt
  • Sprøde citronkager:
  • 150 g smør, blødt
  • 100 g flormelis
  • ½ vaniljestang, kornene herfra
  • 1 æg
  • 2 tsk citronskal, fintrevet
  • 1½ tsk frisk ingefær, fintrevet
  • 275 g mel
  • 1½ dl perlesukker

Sådan gør du

  1. Hyldeblomstsorbet:
  2. Kom vandet i en gryde, og bring det til kogepunktet. Kom citronsaft og glukose i gryden, og lad det smelte. Bland det sammen med hyldeblomstsaften, og afkøl. Hæld massen i en ismaskine, og kør det, til det opnår en lækker sorbetkonsistens – eller sæt det i fryseren, og rør i det med jævne mellemrum. Sorbet bliver meget hårdt efter 8-10 timer i fryseren, så husk at tage det ud noget tid inden servering.
  3. Jordbær-mango-salat:
  4. Skræl mangoen, og skær den i små tern. Nip jordbærrene, og skær dem i mindre stykker. Rør honning sammen med limesaft, og vend mango og jordbær sammen med marinaden. Anret en stor skefuld hyldeblomstsorbet sammen med frugten, lidt mynte og sprøde citronkager ved siden af.
  5. Sprøde citronkager:
  6. Pisk blødt smør, flormelis, vaniljekorn, æg, citronskal og ingefær sammen med en elpisker. Rør melet i dejen, og ælt det sammen med lidt mel på køkkenbordet.
  7. Pak dejen i bagepapir, og læg den i køleskabet i ca. 1 time. Rul dejen ud til en pølse, tril den i perlesukker, og skær den i skiver. Kom kagerne på bageplade med bagepapir, og bag dem i 8-10 minutter ved 185 grader, til de er gyldne. Lad dem afkøle, og opbevar i en lufttæt boks eller kagedåse, til de skal serveres.
  8. Få mere inspiration til lækker mad på Altfordamerne.dk/opskrifter
SE OGSÅ på Boligliv.dk: Nem og lækker sensommermad