Popcakes til Halloween: Fine små græskarkager på pind
Bag en saftig chokoladekage, og tryl den om til små græskarhoveder. De sjove popcakes vil helt sikkert vække lykke hos ungerne.
Ca. 24 kager
Ingredienser
- Arbejdstid: 1½ time
- Bagetid: 30 min.
- Køletid: 1 time
- Fryseegnet
- Kage:
- 15 g smør (til formen)
- 150 g hvedemel
- 50 g kakao
- 1 tsk. bagepulver
- ¼ tsk. salt
- 125 g smør
- 175 g sukker
- 1 tsk. vaniljesukker
- 1 æg
- 2 dl mælk (eller kærnemælk)
- Smørcreme:
- 50 g smør
- 150-200 g flormelis
- 50 g kakao
- 1 tsk. vaniljesukker
- 2-3 spsk. mælk (eller kærnemælk)
- Overtræk:
- 250 g hvid chokolade
- 1 tsk. smør (eller kakaosmør)
- gul + rød frugtfarve
- Endvidere:
- 50 g mørk chokolade
- 24 træpinde
- evt. 50 g marcipan + grøn farve
- Tænd ovnen på 180 grader, og smør en springform (24-26 cm) eller lille bradepande (18 x 26 cm) med smør.Sigt de tørre ingredienser sammen.Pisk smør, sukker og vaniljesukker cremet, og pisk ægget i.Rør melblandingen i dejen skiftevis med mælk. Hæld dejen i formen, og bag kagen midt i ovnen i ca. 30 min.Tjek med et træspyd, om kagen er gennembagt, og vend den ud på en rist til afkøling.
- Smørcreme: Pisk smørret cremet. Sigt flormelis, kakao og vaniljesukker sammen, og pisk det i smørret skiftevis med mælk. Pisk cremen luftig.
- Smuldr den afkølede kage til krummer i en stor skål, og rør smørcremen i lidt ad gangen, til kagemassen bliver til at forme.
- Form ca. 24 kugler på størrelse med en golfbold, og læg dem på et fad med bagepapir.
- Smelt den mørke chokolade i en skål over vandbad. Dyp den ene ende af pindene – én ad gangen – i chokoladen, og stik dem i kagekuglerne. Sæt fadet med kagerne i fryseren i mindst 30 min.
- Smelt den hvide chokolade sammen med smør i en skål over vandbad, og tilsæt farve, så den bliver orange.
- Dyp de frosne kager i den orange chokolade, og ryst/sno pindene forsigtigt, så overskydende chokolade glider af. Læg dem på bagepapir (eller stik pindene i en flamingoblok), og lad chokoladen stivne.
- Hæld resten af den smeltede, mørke chokolade i et lille kræmmerhus af madpapir, og pynt kagerne som græskar. Sæt evt. en stilk af grøn marcipan i toppen. Opbevar i en boks i køleskabet.