De bedste P-tærter med fransk nougat + 3 andre skønne opskrifter på juleslik
Det behøver hverken at være svært eller tage lang tid, når der skal produceres søde sager til højtiden. Her får du en lækker opskrift på fransk nougat med mandler, som du kan bruge til at lave P-tærter og andre lækkerier til jul eller andre gange, hvor der skal lidt ekstra godt og lækkert på bordet. Sådan laver du fransk nougat med mandler, som du blandt andet kan bruge til at lave hjemmelavede P-tærter:
Sådan laver du fransk nougat med mandler
Antal: 18-20 tern
Ingredienser:
150 g fast honning
50 g flydende glukose
275 g sukker
¾ dl vand
40 g pasteuriseret æggehvide
40 g sukker
200 g smuttede mandler (rist dem gerne på en tør pande, til de får en anelse farve)
- Kom honning, glucose, sukker og vand i en gryde, der kan tåle meget høje temperaturer f.eks. en stålgryde. Kog det op til 150 gr. Brug et sukkertermometer.
- Pisk æggehviden luftig. Pisk den herefter til sej marengs med de 40 g sukker. Du skal bruge en metalskål, da massen bliver meget varm, når honningmassen senere tilsættes. Brug gerne en køkkenmaskine.
- Tilsæt nu den varme honningmasse til æggehviderne i en smal stråle, mens du pisker hele tiden.
- Hak mandlerne groft eller vend dem hele i.
- For en form på 20x10 cm med bagepapir. Drys med flormelis.
- Kom den franske nougat i, og dæk til. Stil i køleskabet, til det stivner. Skær ud i tern efterhånden som det spises, men opbevar det ellers i køleskab.
Tip: Flydende glukose kan fås i større supermarkeder.
Sådan laver du hjemmelavede P-tærter
Ca. 18 stk.
Ingredienser:
½ portion fransk nougat uden mandler (se opskrift øverst på siden)
150 g saltede peanuts
250 g mørk chokolade
- Rør den varme franske nougat med peanuts. Drys et stykke bagepapir på et skærebræt med flormelis.
- Fordel den franske nougatmasse i 4 cm. cirkler ca. 1 cm høje. Stil dem i køleskab en times tid, til de er stivnede.
- Hak chokoladen fint. Gem ⅓ del. Smelt resten af chokoladen over vandbad eller i mikroovn. Rør den sidste ⅓ i.
- Overtræk p-tærterne med chokolade. Lad chokoladen stivne, evt. i køleskab.
- Pak dem i en lufttæt beholder, og opbevar dem i køleskab.
Sådan laver du konfekt med fransk nougat: Nougatchokolader med pistacie
15 stk.
Ingredienser:
15 stykker fransk nougat med mandler
150 g mørk chokolade
30 g hakkede pistacienødder
- Smelt den mørke chokolade (se fremgangsmåden under p-tærter).
- Dyb halvdelen af hvert stykke fransk nougat i chokoladen. Læg på bagepapir.
- Drys med hakkede pistacienødder.
- Lad chokoladen stivne helt evt. i køleskab.
- Pak dem i en lufttæt beholder, og opbevar dem i køleskab.
KÆMPE candybar
1 stor candybar
Ingredienser:
400 g hvid chokolade, vi brugte Lindts med mandler
150 g mørk appelsinchokolade
100 g fudge (bløde karameller)
50 g hvide miniskumfiduser (eller skær større skumfiduser i små tern)
Til denne opskrift skal du ikke bruge fransk nougat, men den smager som englene synger og er et godt alternativ til den klassiske 'træstamme' lavet af marcipan og nougat. Se her, hvordan du laver den kæmpe candybar, som hele familien vil elske:
- Smelt den hvide chokolade (se fremgangsmåden under p-tærter). Hæld den ud i en form 14x25 cm foret med husholdningsfilm.
- Smelt den mørke chokolade (se fremgangsmåden under p-tærter). Fordel den mørke chokolade rundt i den hvide, uden at det blandes helt sammen.
- Fordel små tern af fudge og skumfiduser over.
- Lad det stivne, evt. i køleskab.
- Skær eller bryd candybaren i mindre stykker.