Kærnemælkskoldskål fra Hjemmet

Kærnemælkskoldskål

Sol, sommer og koldskål er en uadskillelig treenighed.

Ingen sommer uden koldskål! Når solen står højt på himlen, og stranden eller parken kalder, smider jeg ofte en termoflaske med koldskål i køletasken. Når man ikke er voldsomt sulten, men alligevel trænger til noget læskende i heden, er koldskål min trofaste følgesvend. Og selv om det selvfølgelig er nemmest at smide en færdig karton i køletasken, tager det altså blot få øjeblikke at piske min egen sammen – og den smager bare så meget bedre end supermarkedets!

Har du god tid, kan du selvfølgelig også bage kammerjunkerne selv. Men i denne omgang får du min hurtige opskrift på kærnemælkskoldskål, der er en rigtig god basisudgave, som du selv kan udvide med f.eks. jordbær, vaniljeis, flødeskum, crumble, eller hvad fantasien nu rækker til.

4-6 personer

Arbejdstid: 15 min.

Trækketid: 1 times tid

4 æggeblommer (evt. pasteuriserede) 

5 spsk. rørsukker

1 vaniljestang

1 citron (økologisk) 

1 liter kærnemælk

1 liter tykmælk

Tilbehør:

kammerjunkere

1. Pisk æggeblommer, sukker og kornene fra vaniljestangen lyst og luftigt i en stor skål (ca. 5 min. med en håndmikser). Tilsæt fintrevet citronskal og 4 spsk. citronsaft. Tilsæt kærnemælk og tykmælk, og pisk godt sammen. Kom den tomme vaniljestang i koldskålen sammen med en ½ citron i skiver.

2. Sæt skålen i køleskabet i 1 times tid – så smager koldskålen af endnu mere.

3. Servér koldskålen med kammerjunkere.

Tip: Kom evt. 250 g friske jordbær i koldskålen, blend det hele godt sammen, og du har den smukkeste, lyserøde jordbærkoldskål.

Tip: Har du diabetes, kan du sagtens udskifte sukkeret med steviasukker. Det er som om, desserter med citron får steviasukker til at smage som almindeligt sukker.

Tip: Skal du have en dessert med til sankthansbålet, kan du hælde koldskålen på en termokande.

Prøv også min opskrift på rabarbertrifli med hvid chokolade og lakrids TRYK HER