Rabarber med hvid chokolade og lakrids fra Hjemmet

Rabarber med hvid chokolade og lakrids

Kombinationen af syrlige rabarber, hvid chokolade og lakrids gør mig i godt humør.

Her har jeg valgt at lave en trifli med hvid chokolade blandet i flødeskummet og et drys lakrids på toppen. Jeg synes, det ser rigtig flot ud at servere dem i små glas, men du kan selvfølgelig også bare sætte én stor skål på bordet.

Skal dette være endnu lettere, kan du servere kompotten til en god vaniljeis – det smager af sol og sommer! 

(4 personer)

Rabarberkompot:

500 g rabarber

ca. 300 g sukker

1 vaniljestang

Chokoladeflødeskum:

¼ liter fløde

50 g hvid chokolade

ca. 12 makroner

evt. lidt portvin

lakridspulver

  1. Rens rabarberne og skær dem i stykker på 2 cm.

  2. Kom dem i en gryde og drys med sukker. Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og kom korn og den tomme stang i gryden.

  3. Lad rabarberne koge helt ud. Det tager ca. en halv times tid. Tag gryden af blusset og køl kompotten ned.

  4. Chokoladeskum: Varm fløden op og tag den af blusset, lige inden den koger.

  5. Bræk chokoladen i mindre stykker og lad den smelte i den varme fløde.

  6. Køl chokoladefløden helt ned (gerne et par timer på køl) og pisk til skum – hellere for lidt end for meget.

  7. Fordél rabarberkompotten i høje glas med et lag knuste makroner imellem – evt. stænket med lidt portvin. Kom en klat chokoladeskum på og drys med lakridspulver.