Guide: Sådan handler du mest klimavenligt
Du ved sikkert, at oksekød belaster klimaet mere end kylling. Men vidste du også, at kartofler er mere klimavenlige end ris? Her er 6 x inspiration til et mere klimavenligt indkøb.
- Køb mere fisk og skaldyr – og mindre kød. Fisk og skaldyr har generelt et lavere klimaaftryk end kød. Der er dog også forskel på fisk og skaldyr. Muslinger og marineret sild har for eksempel et lavt klimaaftryk, rejer og fladfisk et højere. Når du vælger kød, kan du med fordel vælge kylling eller svinekød.
- Køb årstidens frugt og grønt – og gerne fra friland. Grøntsager er den type mad, som belaster klimaet mindst. Ved at vælge grønt i sæson mindskes udgifterne til produktionen. Vælg gerne grove grøntsager fra friland som f.eks. bønner, broccoli, kål og rodfrugter. De finere grønsager dyrkes i drivhuse og kræver derfor mærkbart mere energi. Frugt har generelt også et lavt klimaaftryk.
- Spis kartofler og pasta frem for ris – ris har et klimaaftryk, der er ca. 12 gange større end aftrykket for kartofler og fire gange større end aftrykket for pasta.
- Drik vandet fra hanen – der er ikke brugt energi på produktion og transport. Vand på flaske belaster faktisk klimaet 35 gange mere, end vand fra hanen.
- Køb og tilbered kun den mængde, du skal bruge – det er både spild af mad, ressourcer og penge at smide mad ud. Hvis du alligevel får lavet mere mad, end du kan spise, så sørg for at bruge resterne.
- Skru op for bælgfrugterne – bønner, ærter, linser og andre bælgfrugter er ligesom kød en god kilde til protein, men har en klimabelastning, som er næsten 50 gange lavere end oksekød.
Kilde: Økolariet og Tænk