Lakridscookies med citron og hvid chokolade fra Hjemmet

Lakridscookies med citron og hvid chokolade

Lakrids, citron og hvid chokolade er rigtig gode venner.

Lakrids er endnu ikke et overstået kapitel for mit vedkommende, bl.a. fordi jeg kan få lakridskagerne for mig selv uden en tiggende unge på sidelinjen. Han nøjes i stedet med at guffe den hvide chokolade i sig…

Prøv også min opskrift på kardemommesnurrer - TRYK HER

Jeg havde en rest marcipan liggende i skabet, og den skulle selvfølgelig bruges til noget lækkert. Nu er jeg stor fan af cookies – alene på grund af størrelsen – så det endte med nogle velvoksne kager fyldt med godter og kærlighed. For at det hele ikke skulle blive alt for sukkersødt, har jeg revet lidt citronskal i dejen – det giver et dejligt friskt indspark.

Lakridscookies med citron og hvid chokolade

30 stk.

Arbejdstid: 45 min.

Bagetid: ca. 8 min.

1 vaniljestang

125 g smør (blødt) 

100 g rørsukker

100 g farin

1 tsk. citronskal (øko) 

1 æg

200 g hvedemel

1 tsk. bagepulver

100 g marcipan

2 spsk. lakridssirup

100 g hvid chokolade

Pynt:

50 g hvid chokolade

2 spsk. frysetørrede hindbær

1. Flæk vaniljestangen med en skarp kniv, skrab kornene ud, og bland dem med smør, sukker, farin, fintrevet citronskal og æg.

2. Bland mel med bagepulver, og rør det i dejen.

3. Bland marcipan med lakridssirup, riv det groft, og rør det i dejen sammen med hakket hvid chokolade.

4. Form dejen til en pølse på ca. 30 cm’s længde og ca. 7 cm i diameter. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 1 times tid.

5. Skær dejen i skiver på 1 cm’s tykkelse, og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad der være god afstand imellem dem, da de flyder lidt ud under bagningen.

6. Bag kagerne gyldne ved 175 grader i 8-10 min. Lad dem afkøle lidt på bagepladen, og flyt dem derefter over på en bagerist. Lad dem afkøle helt.

Pynt:

7. Hak chokoladen, smelt den forsigtigt, og pynt de helt afkølede cookies hermed. Drys med frysetørrede hindbær, inden chokoladen størkner. Opbevar cookiesene i en lufttæt beholder.

Tip: I stedet for at blande marcipan med lakridssirup, kan du købe færdig lakridsmarcipan.