Mac and cheese med hokkaido og grønkål

Mac and cheese med hokkaido og grønkål

Den amerikanske nationalret makaroni og ost er her tilføjet ovnbagt hokkaidogræskar og frisk grønkål, som både giver retten farve, fylde og smag.

4-6 personer

Total:1 time 15 minutter

Arbejdstid:45 minutter

Ingredienser

  • 1 stor hokkaido (ca. 1500 g)
  • 1-2 spsk. olivenolie
  • salt og peber

Sovs:

  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 25 g smør
  • 3 spsk. mel
  • ½ liter mælk
  • muskatnød

Endvidere:

  • 400-500 g kort pasta (f.eks. fusilli, conchiglie eller kort makaroni)
  • 1 pose snittet grønkål (150 g)
  • 125 g revet ost (f.eks. gruyere eller cheddar)
  • 75 g revet parmesanost

Pynt:

  • 2-3 spsk. græskarkerner

Tilbehør:

  • grøn salat

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Vask græskarret, skær det igennem, og fjern tråde og kerner. Skær græskarret i både, og derefter i mindre stykker (2x2 cm). Vend dem med olivenolie, salt og peber på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 20 min.
  3. Sovs: Pil løg og hvidløg, og snit dem fint. Steg dem bløde og blanke i smør. Rør melet i løgene, og bag det igennem under omrøring. Tilsæt mælken lidt ad gangen, og kog sovsen i 6-8 min.
  4. Sæt 3 liter vand og 2 spsk. salt over at koge til pastaen, og kog den al dente (med bid) efter pakkens anvisning.
  5. Blend mælkesovsen sammen med ca. halvdelen af de bagte græskarstykker, og kog den igennem. Tilsæt grønkål, og kog i 2-3 min. Smag til med salt og peber, og tilsæt de to slags revet ost og resten af de bagte hokkaidostykker.
  6. Dryp den færdig kogte pasta af i en sigte (gem lidt pastavand), og vend den sammen med sovsen. Juster evt. konsistensen med pastavand.
  7. Server straks eller anret i et ovnfast fad eller i ovnfaste skåle, og drys med græskarkerner og revet ost. Sæt fad eller skåle i ovnen i 5-8 min., til overfladen er gylden.

Tip:

Du kan også drysse sprødstegt bacon over den færdige ret.