Kristine og hendes familie lever for 1.000 kr. om ugen: Her er hendes bedste budgetråd
Kristine lever – sammen med sin mand og deres to børn – for 1.000 kroner om ugen. Hun deler her sine tips til, hvordan du bringer dit husholdningsbudget ned.
Du har egentlig en idé om, at du gerne vil bruge x-antal kroner hver måned på dine indkøb til husholdningen, men det skrider alligevel altid lidt i svinget, ik’? Budgettet, that is.
Det gjorde det også for Kristine og hendes mand.
De blev kærester for 13 år siden og flyttede sammen efter tre år. Allerede dengang fastsatte de et husholdningsbudget, og det gik faktisk ”okay” med at overholde, fortæller Kristine.
For fem år siden bliver Kristine og hendes mand så forældre til Annie, og siden kommer også Wilhelm til.
Da parret bliver forældre, hæves husholdningsbudgettet til 4.000 kroner om måneden, men det bliver mere og mere vanskeligt at overholde det. I hvert fald slipper husholdningspengene altid op sidst på måneden, og der bliver overført flere penge til madkontoen. Overblikket går fløjten.
”Budgettet har vi egentlig hele tiden haft, vi har bare haft svært ved at overholde det. Der kom et tidspunkt i vores liv, jeg tror i forbindelse med, at vi fik børn, og dagen blev mere presset, at det hele blev mere lyststyret,” fortæller Kristine til alt.dk.
Et kig på den samlede oversigt over de seneste 12 måneders forbrug på madkontoen sætter det hele i perspektiv. Faktisk kommer forbruget som et kæmpe chok for Kristine, og det bliver besluttet, at tingene skal sættes i system.
Derfor overfører Kristine og hendes mand nu 1.000 ad gangen til madkontoen, så de ikke bliver fristet af de mange penge, der står og lokker først på måneden. Og det er så alt, de og deres to børn på hhv. fem og tre år bruger hver uge.
Pengeoverførslen sker fast hver søndag, når der er blevet lavet madplan, og den bliver som regel lavet lørdag aften med udgangspunkt i, hvad der allerede er i køkkenskabe, køleskab og fryser – suppleret med de tilbud, det lokale supermarked har at byde på. Og så bliver der handlet stort ind én gang om ugen. For ved at reducere antallet af supermarkeder og turene dertil, har Kristine mindsket impulskøbene.
”Jeg ved, at hver gang, jeg træder ind i et supermarked, så bliver jeg præsenteret for en masse andre spændende ting, som jeg ved, at jeg med stor sandsynlighed kommer til at købe. Så jo flere supermarkeder, jo flere impulskøb.”
Det er altså ikke nødvendigvis de helt store justeringer, der skal til. Små tiltag kan også gøre en forskel, forklarer Kristine. Derfor deler hun her sine bedste budgetråd til dig, der gerne vil sænke dit husholdningsbudget – ligesom du kan følge med på hendes Instagram-profil.
Husholdningsbudget: Her er Kristines ni bedste råd
1. Lav sammenskudsgilde med gæster
”Noget, man måske godt kan savne, når man lever på et lidt mere skrabet budget, er at have gæster. For det kan være en dyr udgift fx at invitere venner med børn på mad, og det kan mærkes økonomisk, hvis man er vant til at lave mad til fire og pludselig skal lave mad til otte. For stadig at kunne invitere gæster, er vi blevet gode til at lave sammenskudsgilder og ligesom italesætte, at ’vi vil vildt gerne ses, men har alle mulighed for at bidrage med noget’, og det fungerer bare vildt godt. Der er ikke nogen, som har stået med hele regningen selv.”
2. Udskift kød
”Ikke nødvendigvis over hele linjen, men det kan være en god idé simpelthen at lave nogle kødfri dage om ugen. Det kan altså hurtigt mærkes på pengepungen.”
3. Køb fra frost
”Hvis du køber frostgrønt, er der også en del penge at hente. Hvis du er glad for økologisk grønt, så kan du ofte få dem på tilbud i en frostversion, og der skal du altså ikke være bange for, at det ikke er lige så sundt som det friske. For det bliver frosset ned så hurtigt, at vitaminerne bliver bevaret lige så fint – hvis ikke bedre – som ved friske grøntsager, der mister meget ved transporttid mv. Der kan selvfølgelig være noget med konsistensen, som man gerne vil bevare, men hvis du fx skal bruge spinat til en lasagne, så kan du lige så godt bruge den fra frost.”
4. Lav en indkøbsliste
”Lav altid en indkøbsliste, inden du handler. Og hold dig til den.”
5. Sørg for at handle så få gange som muligt
”Hvis det fx går op for os, at vi har glemt at købe tomater til burgeren, så må vi undvære dem, og så kører vi ikke afsted for at købe én pakke tomater. For så ved vi godt, at så får vi også købt noget andet, vi ikke har brug for. Og så skal du måske blive bedre til at sige, at der er, hvad der er.”
6. Vælg billigere alternativer
”Prøv at bytte nogle af de lidt dyrere mærker ud med billigere alternativer. Fx er der mange penge at spare på at købe et billigere alternativ til sin tandpasta. Det vigtigste er bare, at fluorindholdet er i overensstemmelse med tandlægernes anbefalinger, men den behøver ikke at være fra Colgate.”
7. Frys ned
”Fryseren er en guldgrube. Og der kan være mange penge at sparre ved at fryse ALT ned – selv den smule rest revet ost eller de to burgerboller, der er tilovers fra aftensmaden. Det samme gælder smør og fløde, som jeg gerne køber ekstra af, når det er på tilbud, og kommer det i fryseren. Fløden hælder jeg i isterningeposer, og så kan jeg tage dem op enkeltvis og komme en terning i fx kødsovsen. Husk dog at skrive dato på alt, du kommer i fryseren. Så er det lettere at holde styr på holdbarheden.”
8. Spis rester
”Lav gerne mad til to dage, så der er rester.”
9. Hjemmelavet takeaway
"Der kan også være rigtig mange penge at spare på takeaway. Altså på ikke at købe det. Fx laver vi ofte en hjemmelavet kebabtallerken (med kebabkød og pomfritter fra frost), frysepizza eller hjemmelavet burger, hvor bøfferne er købt formede. De er selvfølgelig lidt dyrere, end hvis du selv former dem, men de pre-formede minder om takeaway-konceptet, fordi det er nemt og hurtigt – og uanset hvad er det langt billigere end at bestille det ude."