Jesper er stemmen i "Den store bagedyst": Spændingen skal kunne høres
Mousse og macarons er ord, som Jesper Markward Olsen bruger ret ofte. Han er nemlig manden, der med sin stemme fører os gennem deltagernes op- og nedture i "Den store bagedyst". Han får samtidig lov til at komme helt tæt på de medvirkende – og så har arbejdet et velsmagende frynsegode.
Når "Den store bagedyst" ruller over skærmen, er der særligt én mand, der får hele programmet til at hænge sammen, og seerne til at sidde på kanten af sofaen. Det er stemmen, som fortæller, at "NU skal mousserne på køl", eller at "flødecremen skiller, og så er gode råd dyre".
Stemmen er Jesper Markward Olsens. Han er 43 år og har været journalist på DR i 18 år på et hav af programmer for både børn og voksne. I 2013 kom der et nyt kageprogram, som havde brug for en speaker. Jesper meldte sig til en test og fik jobbet. Selvom han er en super trænet speaker, tager det halvanden time at få speaken til bare ét program i kassen.
– Jeg går ind i et mørkt speakrum, og så sidder tilrettelæggerne udenfor. Vi tager teksten afsnit for afsnit, og tilrettelæggerne guider mig undervejs. Nogle steder skal betoningen være glad og let, andre steder skal det være spændende, og så skal jeg tale langsommere og dybere.
Spændingen skal kunne høres, forklarer Jesper, der er far til to børn på syv og 10 år.
– Vi sidder hele familien og ser med. I begyndelsen syntes børnene, det var sjovt at høre far i fjernsynet. Men nu er det blevet almindeligt, og de kommenterer det ikke mere, siger han med et smil.
Små dramaer
I 2018 blev Jesper for første gang inviteret med i teltet, hvor programmet bliver optaget. Her er hans rolle at tale med deltagerne og stille spørgsmål til deres handlinger eller reaktioner i forskellige situationer.
– Det er supersjovt at opleve deltagerne og være med i de små dramaer, når noget går galt. Jeg fik Marianne (deltager i "Den store bagedyst" i 2019) til at synge en sang fra Olsen-banden, da hun havde lavet en Yvonne-kage. Det er mit job at få hende til fremstå godt, siger Jesper, som også trøster deltagerne, når noget kikser, og de bliver kede af det.
– Vi lægger en hånd på deres skulder, når noget går galt. For dem betyder det så enormt meget at komme i mål, fordi de har brugt så meget tid og energi på at forberede sig, fortæller Jesper, der bøjer sig i støvet over deltagernes niveau.
– De er så sindssygt dygtige og dedikerede. De bager og tryller, og samtidig skal de være tilstede og være på. Det er et jo et program, der ikke bare handler om at bage, men som handler rigtig meget om mennesker og om følelser. De griner, og de græder. Og alle er venner i teltet, det er herligt at opleve.
Kollegaerne driller
Sidegevinsten ved at være med i teltet er smagsprøverne. For kagerne skal jo spises, som Jesper konstaterer grinende:
– Kagerne er et frynsegode, og jeg har da måttet springe frokosten over nogle gange. Kager og bagning er et ikke et område, Jesper tidligere har dyrket. Så der er også mange ord, han aldrig var stødt på tidligere. Det kan være udenlandske ord som "ganache" eller "croquembouche", der får tungen til at krølle. Og så må speaken tages om, indtil ordet lyder helt rigtigt. Sommetider har hans kolleger, som skriver teksterne, drillet ham ved at skrive nogle helt forkerte ord ind.
– Engang brugte jeg lang tid på at speake, at en af deltagerne skulle lave "grønlandsk spæk- og tangplader" til sin kage. Det var der selvfølgelig ikke nogen, der skulle lave, men min kollega havde en fest med at få mig til at stå og kløjs i ordene, siger han grinende.
Privat bager Jesper gerne sammen med med sin kone Kristina og sine børn. På hans repertoire står en klassisk banankage højt. Og der skal helst masser af chokolade, modne bananer og vanilje i dejen.
– Jon (bagedystdeltager i 2018) har lært mig, at er noget godt, så put da lidt mere i. Så når jeg står og hælder vanilje i min kage, tænker jeg på ham. Det er i øvrigt også ham, der har bagt den bedste kage, jeg har smagt. Det var en ret enkel kage med en browniebund. Uh, den slog mig helt i gulvet!