5 fantastiske fødselsdagskager
Her får du fem lækre opskrifter på flotte og festlige fødselsdagkager, der vil gøre en hver kageglad fødselar glad. Og der er nok at vælge imellem - hvad enten du er til islagkage, brownie, cheesecake, kanelkage eller den helt klassiske othello lagkage, så finder du opskrifterne på en skøn fødselsdagskage her. Velbekomme - og tillykke ♡
Det er ikke for sjov, at vi synger 'med dejlige chokolaaaaaaade og KAGER til', når vi synger fødselsdagssang. For til en rigtig fødselsdagsfest, hører en god fødselsdagskage. Og her på siden finder du 5 gode bud på både klassisk lagkage, lækker cheesecake, islagkage og andre fine lækkerier, der kan gøre fødselsdagsfesten helt perfekt.
Få opskrifterne på fem fantastiske fødselsdagskager her:
- KANELKAGE MED SMØRCREME OG KARAMEL-GLASUR
- ISLAGKAGE MED MANDELMARENGS OG HVID CHOKOLADEPARFAIT
- MANGO CHEESECAKE
- BROWNIES MED HINDBÆRTOPPING
- OTHELOLAGKAGE
KANELKAGE MED SMØRCREME OG KARAMEL-GLASUR
Denne kage er den ultimative fødselsdagskage – sød og smovset. Kanelkagen lægges sammen med en klassisk smørcreme og toppes med en sød flydende karamelglasur.
Tid: ca. 40 minutter plus bagetid.
(14-16 pers.)
120 g smør
400 g sukker
5 dl kærnemælk
400 g hvedemel
4 tsk. stødt kanel
2 tsk. natron
Smørcreme:
200 g bløde smør
200 g flormelis
Karamelglasur:
150 g brun farin
1,5 dl piskefløde
1. Smelt smørret, og pisk det med sukker. Rør kærnemælk i.
2. Bland hvedemel med kanel og natron, og rør det i dejen. Rør, til dejen er ensartet.
3. Hæld dejen i en smurt springform på ca. 24 cm i diameter, og bag kagen ved 200 grader i ca. 40 minutter, til den er gylden, og dejen slipper, når du stikker en strikkepind i den. Afkøl kagen, før den skæres midt igennem til to bunde.
4. Smørcreme: Pisk smørret blødt med en håndmikser. Tilsæt flormelis, og rør cremen ensartet. Læg kagen sammen med smørcreme.
5. Karamelglasur: Kom brun farin og piskefløde i en gryde, og kog ved jævn varme i ca. 10 minutter. Afkøl karamellen en smule, før den hældes over kagen.
-----------------------------------------------------------
ISLAGKAGE MED MANDELMARENGS OG HVID CHOKOLADEPARFAIT
Islagkagen er fantastisk lækker. Den består af en sej marengsbund med mandler og en blød cremet chokoladeparfait.
Tid: ca. 40 minutter plus bage- og frysetid.
(12 pers.)
Mandelmarengs:
150 g mandler
150 g flormelis
1 tsk. bagepulver
4 æggehvider str. L
Hvid chokoladeparfait:
150 g hvid chokolade
75 g sukker
3 bæger pasteuriserede æggeblommer
(6 æggeblommer i alt)
5 dl piskefløde
Pynt: Hvid chokolade og skal af 1 lime.
1. Mandelmarengs: Tænd ovnen på 175 grader. Smør en springform på ca. 26 cm i diameter, og drys den med lidt hvedemel.
2. Hak mandlerne fint i en blender eller foodprocessor. Bland de hakkede mandler med flormelis og bagepulver.
3. Pisk æggehviderne stive, og fold dem forsigtigt med mandelmassen. Kom dejen i springformen, og bag i ovnen i ca. 30 minutter. Afkøl bunden i formen.
4. Chokoladeparfait: Hak chokoladen, og smelt den i en skål over vandbad.
5. Pisk sukker og æggeblommer hvidt med en håndmikser – det tager ca. 5 minutter. Pisk forsigtigt den smeltede chokolade i æggesnapsen.
6. Pisk fløden til tykt skum. Vend forsigtigt flødeskum med æggesnaps til en ensartet creme.
7. Hæld iscremen over den afkølede mandelmarengs, og dæk med husholdningsfilm. Stil kagen i fryseren i mindst 4 timer – allerhelst til næste dag.
8. Ved servering tages islagkagen ud af fryseren ca. 10 minutter før servering. Pynt kagen med chokoladespåner og skal af lime.
-----------------------------------------------------------
Denne cheesecake er fantastisk med sin sprøde kiksebund toppet med ostecreme af italiensk mascarpone og moden mangofrugt.
Tid: ca. 40 minutter plus bage- og frysetid.
(8-10 pers.)
Kiksebund:
120 g smør
250 g digestive kiks
3 spsk. sukker
Fyld:
1 stor moden mango
250 g mascarpone
50 g flormelis
2,5 dl piskefløde
Pynt: 1 moden mango og frisk mynte.
1. Smelt smørret, og lad det køle af. Kom kiksene i en frysepose, og knus dem med en kødhammer. Ælt de knuste kiks med sukker og smør.
2. Tryk kikseblandingen godt ned i bunden af en smurt springform på ca. 22 cm i diameter. Bag bunden i en forvarmet ovn ved 150 grader i 15-20 minutter. Afkøl bunden.
3. Skræl mangoen, skær den i små tern, og blend frugtkødet.
4. Mos osten med en gaffel, og rør den sammen med flormelis og mango.
5. Pisk fløden til skum, og vend flødeskummet med ostemassen. Hæld cremen på bunden, og dæk med husholdningsfilm. Stil ostekagen i fryseren i mindst 5 timer.
6. Tag kagen ud i god tid inden servering. Den skal være helt optøet, inden den spises. Server den toppet med mango skåret i tynde både og frisk mynte.
-----------------------------------------------------------
De fleste chokoladeelskere sætter pris på en lækker klassisk brownie. Vi topper kagen med en syrlig frisk cremefraiche og hindbær – et godt modspil til den søde kage.
Tid: ca. 30 minutter plus bagetid.
(12 stk.)
160 g smør
60 g mørk chokolade
2 æg
225 g sukker
60 g hvedemel
2 spsk. kakaopulver
1 tsk. vaniljesukker
120 g valnødder
Topping:
200 g cremefraiche 38 %
200 g friske eller frosne optøede hindbær
1. Smelt smørret, og tilsæt chokolade. Rør, til chokoladen er opløst, og lad den køle af.
2. Pisk æg og sukker hvidt og skummende.
3. Bland hvedemel med kakaopulver og vaniljesukker, og vend det i æggemassen sammen med chokoladeblandingen. Hak valnødderne, og vend dem i dejen.
4. Fordel dejen i en smurt springform på ca. 26 cm i diameter, og bag i en forvarmet ovn ved 170 grader i 20-25 minutter. Afkøl kagen, og skær den i 12 stykker.
5. Pisk cremefraichen tyk med en håndmikser. Top kagen med cremefraiche og hindbær.
-----------------------------------------------------------
Ingen fødselsdag uden lagkage. Vi elsker Othellolagkage, og den er fantastisk, når den er hjemmelavet.
Tid: ca. 45 minutter.
(12 pers.)
3 sukkerbrødsbunde (bestil dem hos bageren)
Vaniljecreme:
1 bæger pasteuriserede æggeblommer, 2 stk.
3 spsk. sukker
4 tsk. majsstivelse
2 dl letmælk
1 vaniljestang
2 dl piskefløde
150 g marcipanmakroner
150-200 g hindbærmarmelade
1 færdig marcipanlåg til overtræk
2½ dl piskefløde
1. Pisk æggeblommer, sukker, majsstivelse og mælk sammen i en gryde. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og kom dem i gryden. Varm cremen op ved svag varme, og pisk grundigt undervejs, indtil den tykner.
2. Tag gryden af varmen, og afkøl cremen. Pisk i den nogle gange undervejs, så den ikke trækker skind eller danner klumper.
3. Pisk fløden til tykt skum. Knus makronerne. Vend flødeskum og knuste makroner i vaniljecremen.
4. Læg en lagkagebund på et fad, og smør et lag hindbærmarmelade på. Læg dernæst en lagkagebund ovenpå. Top med vaniljecreme, og læg den sidste lagkagebund på toppen.
5. Rul marcipanlåget ud, og skær det til, så det passer i størrelsen til lagkagen. Læg forsigtigt marcipanlåget over kagen.
6. Pisk resten af fløden til skum, kom det i en flødeskumssprøjte med stjernetylle, og dekorer lagkagen.
► SE OGSÅ: Bag til børnefødselsdagen
► SE OGSÅ: Lækker gulerodslagkage med mascarpone
► SE OGSÅ: Islagkage for voksne
12 fantastiske lagkager
-
Valnøddelagkage fra Svinkløv Badehotel
-
Sommerlagkage med jordbær, hvid chokolade og mandler
-
Mandellagkage med råsyltet rabarber, spansk kørvel og vaniljecreme
-
Marengslagkage med mokkaskum
-
Tiramisu-pandekagelagkage
-
Hindbærlagkage med hvid chokolade
-
Jordbærlagkage med hyldeblomst
-
Skøn sønderjysk rugbrødslagkage
-
Fragilitélagkage med hindbær
-
Makronlagkage
-
Små fine minilagkager, som ungerne vil elske
-
Marengslagkage med bær og chantillycreme