Pærekage med kokos-topping
Pærer er dejlige at bruge i det søde bagværk. Her er pærekagen toppet med lækker kokos. Du kan også sagtens udskifte pærerne med blommer eller anden frugt.
1 kage/ca. 15 stykker
Total:1 time 30 minutter
Arbejdstid:45 minutter
Ingredienser
Kage:
- 100 g blødt smør
- 150 g sukker
- 1 æg
- 3 spsk. ahornsirup
- 1 tsk. vaniljesukker
- 275 g hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- 1 tsk. stødt kanel
- ½ tsk. stødt ingefær
- ¼ tsk. salt
- 1½ dl mælk (eller kærnemælk)
- 3-4 modne pærer (350 g renset)
- 75 g valnøddekerner
- 2 spsk. mel
Kokostopping:
- 100 g smør
- 100 g farin
- 3 spsk. ahornsirup
- 150 g kokosmel
- 3-4 spsk. mælk (eller fløde)
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 180 grader.
- Pisk smør og sukker cremet i 3 min., og pisk æg, ahornsirup og vaniljesukker i.
- Sigt mel sammen med bagepulver og krydderier, og tilsæt salt. Vend melet i dejen skiftevis med mælken.
- Skræl og udkern pærerne, og skær dem i små stykker. Hak valnødderne groft. Vend pærer og nødder sammen med 2 spsk. mel, og rør det i dejen.
- Fyld dejen i en smurt bradepande (20x30 cm), og bag kagen midt i ovnen i 30-35 min., til den er gennembagt. Tag kagen ud af ovnen, og skru op til 225 grader.
- Topping: Smelt smør og farin i en gryde, og rør ahornsirup, kokosmel og mælk i. Fordel toppingen på den færdigbagte kage, og sæt den i ovnen i ca. 8 min., til den er gyldenbrun. Afkøl kagen i formen på en rist.