Pølsehorn med spinat og kyllingepølser fra Hjemmet

Pølsehorn med spinat og kyllingepølser

Min barndoms madpakker var fyldt med pølsehorn, som var en af de første ting, jeg selv fik lov til at lave i køkkenet.

Det var en fryd at stikke fingrene i dejen og se hornene hæve op til gyldne og sprøde lækkerbiskener.

Dengang bestod dejen af rent hvedemel, og jeg kunne uden problemer køre fire-fem stykker ned på en enkelt frokostpause.

I denne opskrift er brødet blevet en kende sundere med både fuldkornsmel, spinat og kyllingepølser. Det mætter en del mere, så selv om jeg har en glubende appetit, kan jeg umuligt spise mere end to horn.  

Pølsehorn

24 stk.

500 g hvedemel

250 g grahamsmel

5 dl mælk

35 g gær

4 kugler frossen spinat (optøet) 

3 spsk. planteolie

1½ tsk. salt

24 små kyllingepølser (eller 12 delt i 2)

1 æg (til pensling)

Drys:

2 spsk. sesamfrø (evt. sorte)

1. Lun mælken og opløs gæren heri.

2. Tø spinaten op, pres væden fra og hak spinaten i mindre stykker. Bland den i mælken.

3. Tilsæt olie og salt og gradvist de to typer mel. Ælt dejen godt.

4. Lad dejen hæve tildækket i 1 time på et lunt sted.

5. Del dejen i 3 lige store kugler. Rul dem ud i 3 cirkler (ca. 30 cm i diameter). Læg en pølse på hver trekant og rul dem sammen til horn med snippen nedad.

6. Sæt hornene på bageplader med bagepapir og lad dem hæve i ½ time.

7. Pensl hornene med sammenpisket æg og drys med sesamfrø.

8. Bag hornene gyldne ved 225 grader i ca. 15 min. Lad dem køle af på en bagerist.

Tip: Kyllingepølserne kan selvfølgelig erstattes med andre typer pølser efter smag.