Rabareris med crumble

Rabarberis med crumble

Mange har rabarber i deres have, men ligesom det gælder for ribs, virker det, som om mange ikke rigtigt kan finde ud af, hvad de skal bruge rabarberne til. De er fine til en crumble, men rabarberis med crumble er endnu bedre.

6 dl is

Ingredienser

  • Arbejdstid: 35 min.
  • Koge-/bagetid: 10 min.
  • Køle-/frysetid: 2-3 timer
  • Crumble:
  • ¾ dl hvedemel
  • 2 spsk. sukker
  • 25 g smør
  • Rabarberis:
  • 200 g rabarber
  • 25 g smør
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • ½ dl lyst muscovadosukker
  • ½ dl almindeligt sukker
  • et nip salt
  • 2 dl piskefløde
  • 1½ dl mælk

  1. Crumble:
  2. Varm ovnen op til 200 grader. Smuldr alle ingredienserne sammen til en løs dej, bred den ud på en bageplade med bagepapir, og bag den i ovnen i 8-10 min. Lad den køle af, kom den i en skål, og sæt den i køleskabet.
  3. Rabarberis:
  4. Skær rabarberne i stykker på 1-1½ cm. Bland rabarber, smør, vaniljepulver, muscovadosukker, almindeligt sukker og salt i en gryde, varm det op til kogepunktet, og lad det simre, til rabarberne er møre. Lad dem køle af, og blend dem til en puré. Gem eventuelt 3 spsk. af puréen til at lave striber i isen.
  5. Bland resten af puréen med fløde og mælk. Sæt isblandingen i køleskabet, til den er helt kold.
  6. Kør isblandingen i en ismaskine, til isen er færdig. Kom den færdige is, crumblen og eventuelt den puré, du gemte, lagvis i en afkølet beholder, og sæt den i fryseren.