Det samvittighedsfulde alternativ til Dining Week: Populær madfestival vender tilbage
Restauranter som Almanak, Meyers Spisehus, Aro, Det Glade Vanvid og Retour Aarhus inviterer indenfor til en lækker gourmetmiddag, når restaurantfestivalen Spis & Støt løber af stablen fra den 2.-10. juni.
Vil du spise dig mæt med en god fornemmelse i maven?
Så er det om at gribe gaflen, mens muligheden er her.
Den 2. til den 10. juni løber restaurantfestivalen Spis & Støt nemlig af stablen, hvor du kan spise dig mæt i en lækker tre-retters menu på nogle af landets bedste restauranter - mens du samtidig støtter Kræftens Bekæmpelses arbejde.
Win-win? Det synes vi.
Foto: Spis & Støt
Nåede du ikke at få plads på yndlingsrestauranten til dette års Dining Week, kan du derfor gøre et andet – og mere samvittighedsfuldt – forsøg, når madfestivalen, der er iværksat af DinnerBooking og Kræftens Bekæmpelse, slår dørene op for fjerde år i træk.
76 restauranter inviterer på gode smagsoplevelser, og du kan selv bestemme, om du ønsker et overdådigt Michelin-eventyr, en gourmetmenu eller blot en lækker tre-retters på en af landets mere almindelige restauranter.
Priserne varierer mellem 250 og 750 kroner alt afhængigt af, hvad du vælger – og det samme gør din støtte til Kræftens Bekæmpelse. Køber du den billigste billet, støtter du med 40 kroner, mens den dyre billet donerer 120 kroner til det gode formål.
Prøv f.eks. michelin-restauranten Era Ora eller spis dig mæt i helleflynder, kylling og koldskål hos Claus Meyers Almanak.
Du kan se alle menuerne og købe billetter på spisogstøt.dk.