Chokolademousse med hindbærcoulis fra Hjemmet

Chokolademousse med hindbærcoulis

Cremet chokolademousse og syrlige hindbær er et godt makkerpar.

Nogle af vores venner havde indledt noget så livsfornægtende som en sultekur, der gik ud på at droppe maden hver anden dag. Kiloene raslede godt nok af dem, men lunten på fastedagene var nærmest ikke-eksisterende.

Prøv også min opskrift på Brownie med karamelsurprise TRYK HER

For at lette lidt på humøret, inviterede jeg dem på kagebord, og heldigvis sagde de ja, selv om det var på en mad-fri dag. Så er det jo godt, at kage ikke er mad!

Buffeten bød på tre forskellige kager, og da jeg ikke kunne nå at bage dem alle tre på én dag, lavede jeg denne himmerigsmundfuld af en chokolademousse dagen før. Den er meget intens i smagen, så derfor fordelte jeg den i 8 glas. Serverer du den som dessert – uden andre fristelser – kan du skære det ned til 6 personer.

6-8 personer

Arbejdstid: 30 min.

Størknetid: 3 timer (eller natten over)

200 g mørk chokolade

2 dl piskefløde

2 æggeblommer (evt. pasteuriserede)

½ vaniljestang

2 spsk. rørsukker

3 æggehvider (evt. pasteuriserede) 

2 spsk. brygget kaffe

Hindbærcoulis:

200 g hindbær (frosne) 

40 g flormelis

½ vaniljestang

2 spsk. vand

Pynt:

friske hindbær

mynteblade

Chokolademousse:

1. Hak chokoladen, og kog fløden op. Hæld den kogende fløde over chokoladen i en skål. Rør rundt, til chokoladen er smeltet. Rør æggeblommerne i.

2. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og bland dem med sukkeret.

3. Pisk æggehviderne og vaniljesukker sammen til en blank marengs med en håndmikser.

4. Vend marengsen i chokolademassen med en dejskraber – lidt ad gangen. Tilsæt afkølet kaffe.

5. Fordél moussen i 6-8 glas. Stil dem på køl i mindst 3 timer og gerne natten over.

Hindbærcoulis:

6. Kom hindbær, flormelis, vaniljekorn og vand i en gryde, og lad det koge i ca. 10 min. Blend blandingen med en stavblender, og sæt den på køl.

7. Fordél den kolde hindbærcoulis på de stivnede chokolademousser. Pynt med friske hindbær og mynteblade.