Vafler med jordbær-ingefærsyltetøj

Vafler med jordbær-ingefærsyltetøj

Vafler! Hjemmebagte og lune... Findes noget bedre? 25. marts er er nordisk vaffeldag! Og det fejrer vi selvfølgelig med hjemmelavede vafler med verdens bedste jordbærsyltetøj på toppen. Det lækre syltetøj er sødt, lidt flydende og med et pikant strejf af ingefær. Syltetøjet smager både fantastisk til hjemmebagte vafler eller på en franskbrødsmad. Få opskrifterne på både vafler og syltetøj her:

Jordbærsyltetøj med  ingefær

Tid: ca. 30 min.

(ca. 4 glas)

1 kg jordbær

750 g sukker

2 spsk. friskrevet ingefær

2 tsk. geleringspulver

2 tsk. sukker

1. Skyl og nip jordbærrene. Skær jordbærrene i mindre stykker, og kom dem i en gryde. Drys sukker over bærrene, tilsæt ingefær og kog op. Kog bærrene ved svag varme i ca. 10 min. 

2. Skold syltetøjsglassene. 

3. Rør geleringspulver med lidt sukker, og drys i jordbærrene. Kog i yderligere ca. 2 min. Hæld syltetøjet på glas. Lad syltetøjet afkøle, inden glassene lukkes til.

VAFLER

Tid: ca. 15 min. plus hvile- og bagetid

(ca. 7-8 stk. afhængig af vaffeljern)

300 g hvedemel

50 g sukker

1½ tsk. bagepulver

revet skal af 1 ubehandlet citron

korn af 1 vaniljestang

3 æg

5 dl letmælk

75 g smør

flormelis til drys

1. Rør hvedemel sammen med sukker, bagepulver og citronskal. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud i melet. 

2. Rør æggene i et ad gangen.

3. Smelt smørret, og afkøl. Rør mælk i dejen lidt ad gangen, og rør dejen ensartet. Tilsæt smørret, og rør, til dejen er glat og blank. 

4. Lad dejen hvile ca. 1 time.

5. Smør vaffeljernet med lidt smør, og bag vaflerne gyldne.

6. Server de lune vafler med flormelis og jordbærsyltetøj.

► SE OGSÅ: Svenske vafler