5 råd til B-menneskets overlevelse i A-samfundet
Vores samfund er skruet sammen efter, at vi alle er A-mennesker. Men sandheden er en anden.
Jeg har spurgt mig selv mange gange, hvad pinslen skal til for? Hvorfor står jeg foran spejlet med grove rande under mine missende øjne i det ubarmhjertige lys fra de 13 små halogenpærer i mit badeværelsesloft klokken 07.13 og prøver at rette op på skaderne, når der ikke engang er lyst udenfor, og det eneste, jeg faktisk skal i dag, er at have skrevet en artikel. Et job, der ikke afhænger af nogen eller noget andet på kontoret end mig selv.
Jeg er et B-menneske fanget i et A-samfund, hvor de af mine medmennesker, der springer ud af sengene som kanonkonger klokken seks belønnes, og min døgnrytme ses ned på.
LÆS OGSÅ: 8 urealistiske forventninger kvinder har til mænd
Jeg tager mig selv i at læse skriverier om, hvordan jeg får en bedre start på dagen med stor iver, og jeg foreslår endda selv at skrive om det på redaktionsmøderne. Men det er en svært dårlig strategi for min art. Det fortæller Camilla Kring, Ph.d. og forfatter til bogen "Jeg er B-menneske - Kampskrift for et samfund, der understøtter alle døgnrytmer", der udkom på Gyldendal i september, da jeg ringer hende op for at få en peptalk. Den gode strategi vender vi tilbage til.
Fra ko til kontor
Kring har tidligere forsket i sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv, og det var her, hun blev sporet ind på undertrykkelsen af vores art i det moderne samfund – eller umoderne, skulle jeg rettere skrive. For A-tyranniet bunder i en samfundsstruktur, der gav mening engang, lyder det fra Camilla Kring:
- Vi har en morgenkultur fra landbrugssamfundet, hvor vi skulle op og ud arbejde i marken, mens der var lys. Vi er gået fra ko til kontor, og i dag arbejder mange af os indenfor, og det betyder at mange flere bliver mere og mere B-mennesker. Da vi arbejdede udenfor, var vi flere, der var A-mennesker, fordi vi fik så meget dagslys, der synkroniserede vores døgnrytme med jordens rotation omkring solen. Vi er jo et produkt af vores samfund, og vi har lært, at vi skal stå tidligt op. Det associeres med noget positivt. Op lille Hans, op og gå i skole. Vi har fået det ind med modermælken. Men det er ikke sikkert, det ligger i vores gener at stå tidligt op. Det ligger heller ikke i vores gener, at vi skal være glade om fredagen, når vi har weekend. Det er samfundsbestemt, siger hun, og jeg luner mig ved tanken om, at jeg på en måde faktisk er lidt forud for min tid, når jeg møder klokken 9.30. For dem med de lyserøde B-briller i hvert fald...
LÆS OGSÅ: Få svaret én gang for alle: Så lidt søvn er nok
Fire ting afgør din døgnrytme
Ifølge Camilla Kring er der fire faktorer, der er med til at afgøre din døgnrytme.
Gener
– Døgnrytmen er ikke noget, du vælger, det er noget, du er født med. Genet Per3, der blev opdaget i 2003 og kaldes for klokkegenet bestemmer dit naturlige søvnvindue – altså, det bedste tidsrum for din søvn, og hvor du får mest ud af din søvn.
Lys
– Lys har indflydelse på din døgnrytme, og hvornår din krop er klar til at stå op og falde i søvn.
Alder
– Teenagere er udprægede B-mennesker, uanset hvilken genetisk døgnrytme de har, mens ældre ofte nærmer sig A-tilstande.
Køn
– Flere mænd end kvinder er B-mennesker. Forskellen mellem de to køn udlignes ved 52-årsalderen.
Det er ikke muligt at ændre sin kronobiologi, som videnskaben omkring døgnrytmer så fint hedder, men Kring har fem gode råd til B-menneskets overlevelse i A-samfundet, der gerne skulle give dig en lidt bedre hverdag og ikke kun en følelse af at leve for de sene morgener i weekenden.
Krings 5 gode fif til B-mennesket:
1 Accepter dig selv som B-menneske
- Hav det fint med at sove længe, hvis du har brug for det, og accepter, at det er sådan, du er indrettet. For du kan ikke ændre på det, uden at det får konsekvenser for dit helbred og din sundhed. Drop skammen og respekter dit eget indre ur – også ud ad til.
2 Se på rytmerne i dit eget liv
- I stedet for at fokusere på de store linjer i dit liv, du måske ikke kan ændre her og nu, så prøv i stedet at se på, hvad du kan ændre i det små, som kan gøre en forskel. Hvis du har en A-kæreste, så prøv at gøre din partner bevidst om, at det ikke er noget, du selv har valgt, så du ikke også på hjemmefronten skal forsøge at passe ind efter en forkert døgnrytme. Når du tager snakken med din A-partner eller eventuelt forælder, som har været vant til at køre den her model af på dig, kan det være enormt befriende, at acceptere hinandens rytme i jeres privatliv, så den ene kan få lov til at sove længe, og den anden kan få lov at gå tidligt i seng, og I får individuel tid om morgenen og om aftenen.
3 Vær åben omkring din døgnrytme - også på arbejdet
- Kig også på, hvad du muligvis kan gøre i dit arbejdsliv. Kan du rykke din mødetid bare en halv time? Tal med din chef. Hvis du eksempelvis har meget transporttid, kan det være et godt argument, at du møder senere, fordi du kan halvere din transporttid måske en time om dagen ved at undgå myldertrafikken. Firmaet får to og en halv time ekstra, og du får selv to og en halv time ekstra, så der er en produktivitetsgevinst. Men det kræver, at der er en fleksibel kultur på dit arbejde, og at du som B-menneske italesætter, hvad dine ønsker til fleksible arbejdstider er, og også at du selv ændrer dit syn på det at være B-menneske og påvirker andre (og dig selv) til at droppe kommentarer som "nå, du møder nok til direktørtid" og "Der fik du dig lige en halv fridag". De sarkastiske kommentarer får folk til at rette ind og føle skyld, og det er virkelig uhensigtsmæssigt.
LÆS OGSÅ: Sandie: Jeg droppede P-pillerne. Nu anbefaler jeg hormonspiral til alle mine veninder"
4 Træn din døgnrytme
- Træn dig til at flytte din døgnrytme ét time. Nu går vi jo den mørke tid i møde, men det er sådan, at hvis du som B-menneske har behov for at være lidt mere A-menneske, så skal du have dagslys og morgen og formiddagen og undgå lys om eftermiddagen og aftenen. Du skal også undgå lyset fra telefonen og computeren, fordi det påvirker sin døgnrytme og gør, at du falder senere i søvn. Der findes nogle apps, du kan bruge, som går ind og farver din skærm og fjerner det blå lys, der holder dig vågen.
5 Vær bevidst om din bedste tid
- Vær bevidst om, hvornår du peaker i løbet af dagen og indret dig efter det.
Det handler jo i bund og grund om energi det hele. Jeg plejer altid at spørge folk, hvornår de toppræsterer. Er du en dromedar eller kamel – peaker du én eller to gange om dagen? Prøv at blive bevidst om, hvornår det er, du har energi i løbet af dagen (brug evt. app'en Life Navigation, der spørger dig løbende, hvor meget energi du har og på den måde får kortlagt dit energiniveau i løbet af dagen). Det er en god idé at lave de mest krævende opgaver, når du peaker, og jeg foreslår B-mennesket at gøre det om eftermiddagen eller om aftenen.
Socialt jetlag er ikke for sjov
Slut med at gå og bide din B-menneske-skæbne i dig som en usynlig, plagsom sygdom. Du kan gøre dit liv lettere, og det er der god mening i at gøre. Der findes flere tankevækkende forskningsresultater og statistikker, der viser, at det ikke er sundt at ignorere dit indre ur, forklarer Camilla Kring.
Eksempelvis er 60 procent af alle de B-mennesker, hvis naturlige døgnrytme ligger fem timer forskudt af den sociale, rygere. B-mennesker har en højere risiko for at blive ramt af depression, flere rammes af stress, og det går ud over din præstationsevne, sundhed og vægt.
Det er ikke dit naturlige søvnvindue som B-menneske, der er problemet, men søvnunderskuddet, det kan medføre, fordi du fra naturens side har svært ved at falde tidligt i søvn, men i det moderne samfund alligevel skal tidligt op. Du kender følelsen fra jetlag på en længere rejse. Her er der blot tale om socialt jetlag. Og det er ikke for sjovt.
Heldigvis ser små tegn på, at samfundet blæser en stille medvind i B-menneskernes retning med eksempelvis udvidede åbningstider og en langsom udligning af den lønforskel på tre til syv procent mellem A- og B-mennesker til førstnævntes fordel, som blev påvist i en stor undersøgelse fra Rockwool Fonden i 2011, så er der et stykke vej endnu, før vi opnår ligestilling mellem de to krontyper.
Har du brug for endnu mere opbakning i tilværelsen som B-menneske i A-samfundet findere du den i "Jeg er B-menneske - Kampskrift for et samfund, der understøtter alle døgnrytmer".
LÆS OGSÅ: Populært hipsterbrand går konkurs efter flere sexskandaler
LÆS OGSÅ: "Skal vi nu skyde 2,3 børn ud i de 5 år vi studerer, eller hvad?"
LÆS OGSÅ: 11 ting, ingen fortæller dig, før du er blevet gravid