Benthes tøjstil skiller sig markant ud på arbejdet: ”Folk må mene, hvad de vil”
Hun har ført nogle af de mest medieomtalte retssager i nyere tid og modtaget ridderkorset for sin indsats. Men Benthe Pedersen Lund er også kvinden, der nægter at gå i sort – og som møder op på arbejde i alt fra matchende pangfarver til slangeskind.
Når 62-årige Benthe Pedersen
Lund træder ind i et rum, vender hovederne sig.
Det skyldes ikke kun, at hun
er et af landets skarpeste specialanklagere med en 37 år lang karriere bag sig,
ridderkorset på brystet og nogle af landets mest komplekse straffesager i
bagagen.
Nej, det er nemlig også
Benthes farverige og kompromisløse stil, der fungerer som en magnet for
nysgerrige blikke.
I en branche præget af skarpskårne
uniformer og jakkesæt har Benthe nemlig valgt en anden tilgang. Hver dag møder
hun op på sin arbejdsplads hos Nordsjællands Politi iført enten pangfarver, dyreprint
eller mønstre – altid valgt ud fra dagens humør og Benthes boblende indstilling
til livet.
”Jeg kan godt lide
farver, og derfor går jeg i dem, når jeg kan. Jeg er lidt mere afdæmpet, når
jeg er i retten, for ikke at stjæle billedet fra sagen, men når jeg ikke er
det, så har jeg en masse farver på. Jeg kan også godt have sort og hvidt på,
men så er det altid i et mønster, som også er lidt specielt,” forklarer Benthe Pedersen
Lund og fortsætter:
”Jeg tror, at jeg elsker
farver, fordi jeg har brug for, at der er noget strålende og positivt i min hverdag.
Jeg har selv været syg med cancer, og min mand er også syg, så derfor tror jeg,
at jeg får glæde i den almindelige, grå hverdag ved at klæde mig lidt festligt
på. Der er så mange ting, man kan glæde sig over i sin hverdag, og dem prøver
jeg at holde fast i.”
Benthe Pedersen Lund kommer altid på arbejde i farvestrålende og matchende outfitsFoto: Privat
Selvom Benthe altid har
elsket at skille sig lidt ud og klæde sig i farvestrålende outfits, var det
især efter hendes sygdomsforløb i 2002, at farverne og mønstrene rigtigt fik lov
at fylde i hendes hverdag.
”Jeg har nok altid været
en meget positiv person af natur, og derfor tror jeg ikke, at min cancersygdom
ændrede mit generelle livssyn. Men det er klart, at som årerne går, så bliver man
mere modig og selvsikker, og indser, at man kun skal gå i det, der gør en glad –
og det turde jeg nødvendigvis ikke før mine senere år, hvor jeg også indså, at
livet er skrøbeligt.”
Til at begynde med
tilføjede Benthe farve til sine outfits ved at bære pangfarvede tørklæder om
halsen over en mere neutral base. Men i dag elsker hun at mixe og matche alt
det farverige tøj, hun kan komme i nærheden af.
”Det skal være sjovt at
klæde sig på, og så må folk mene om det, hvad de vil. For mig er det en daglig
glæde at tage noget sjovt på om morgenen, og der er i hvert fald ingen grund
til at gå i sort tøj hele tiden, bare fordi man er anklager.”
Annonse
Farverig frygtløshed
Det går heller ikke ubemærket
hen, når Benthe indtager et rum med sin farverige og spektakulære påklædning og
selvsikre attitude.
”Jeg får nærmest
bemærkninger på mit tøj hver dag – også af folk, som bare møder mig på gaden.
Så siger de, ’hold da op, sikke en farve’, ’flotte sko’ eller noget andet i den
stil. Jeg synes også, at det er hyggeligt, når mine yngre kollegaer følger med
i, hvad jeg har på. De siger tit til mig, at de gerne vil være som mig, når de
bliver voksne, selvom de jo er voksne – og det er en meget sød ting at sige. Men
jeg synes, at de skal turde at gøre det på deres egen måde.”
At Benthes yngre kollegaer
også bemærker hendes påklædning og udstråling, synes hun er skønt. For efter
hendes mange år i anklagerbranchen er hun opsat på at vise, at man ikke behøver
at være en mand – eller gå klædt som en mand – for at få en god karriere.
”Kønsroller har i
virkeligheden ikke påvirket mig særligt meget, men jeg ved, at der er flere yngre,
der har opfattelsen af, at man ikke kan være feminin eller gå feminint klædt, hvis
man vil tages seriøst. Det vil jeg gerne vise, at man godt kan, for jeg har
aldrig oplevet at blive diskrimineret eller blevet taget useriøst, selvom jeg
har været hos politiet og anklagemyndigheden i mange år og ofte har været den
eneste kvinde i rummet – også i pink fra top til tå.”
Det ligger i detaljerne
For Benthe er der ingen
tvivl om, at det gode outfit ligger i detaljen. Derfor har hun nu i flere år
samlet på tilbehør, der fungerer som den perfekte prik over i’et.
”I min alder har man
efterhånden samlet mange ting sammen i sin garderobe i løbet af årerne, hvis
man ikke smider ud, og hvis man sørger for at passe godt på tingene. Jeg har
174 par sko derhjemme, og flere af dem er over 25 år gamle,” siger hun og fortsætter:
”Det er ikke fordi, de
ting jeg køber, nødvendigvis er dyre, men hvis jeg finder et armbånd, som lige
passer til noget andet i mit skab, så passer det hele pludseligt sammen og
falder i hak. Jeg er meget bevidst om, hvordan mine ting matcher – små bijouteri-ting
kan få et helt outfit til at hænge sammen, så et godt outfit ligger virkelig i detaljerne.
Mine kollegaer griner altid af mig, når jeg kommer ind med en paraply, der
passer til resten af tøjet, men det er en lille detalje, som ikke koster særligt
meget.”
De farvetemaer, som Benthes
outfits er bygget op af, er heller ikke tilfældige. Hun klæder sig nemlig ofte
i farver, der matcher hendes humør eller vejret udenfor.
”Hvis det er solskinsvejr,
og jeg kan mærke, at det er en rigtig forårsdag, så tager jeg gerne mit helt
gule outfit på. Jeg mærker efter, hvad jeg synes, der passer til dagen, og klæder
mig afhængigt af, hvad jeg har lyst til.”
Og netop at gøre præcis
hvad man har lyst til, er Benthes vigtigste mantra. Hun håber nemlig, at hvis
hun efterlader et indtryk af, at man må være helt, som man er, at andre har
modet til at gøre det samme.
”Jeg klæder mig præcis
som jeg har lyst til, og alle andre må klæde sig præcis, som de vil. Men hvis jeg
kan være med til at inspirere folk til at tage det på, som de synes er sjovt og
giver dem glæde i hverdagen, er det dejligt.”