Anne Loses leder: ”Eventyret om Mary Elizabeth Donaldsen”
Eventyret om Mary Elizabeth Donaldson, der mødte sin Frederik og endte som kronprinsesse i det lille kongerige mod nord, kender vi alle. Men den her kronprinsesse bruger sin platform til at italesætte det, der er svært og tabubelagt. Som sorg, ensomhed og vold.
Kronprinsesse Mary vil fremme ligestilling og tale for piger og kvinders rettigheder og muligheder, og hun sætter en ære i at være en stemme for dem, der ikke har det let. Hun er meget bevidst om, hvad hun kan udrette i sin position, og derfor synes jeg, at vi er heldige, at hun en dag bliver vores dronning.
“Hun er med til at definere tidsånden,” siger uddannelses- og køns–sociolog Cecilie Nørgaard på side 21 i denne måneds Eurowoman.
“Kronprinsessen er forbilledlig, fordi hun kæmpede for piger og kvinders muligheder, før det blev smart og legitimt i Danmark – og længe før #MeToo – fordi hun har været oprigtigt interesseret.”
5. februar fylder kronprinsesse Mary 50, og Eurowoman fik lov til at komme indenfor i Frederik Vlll’s Palæ på Amalienborg en kold decemberdag og fotografere kronprinsessen samt stille hende 10 spørgsmål om, hvad livet har lært hende, og hvad der optager hende lige nu. Vi tegner også et portræt af hende gennem mennesker, der er tæt på hende, inspireret af hende og arbejder sammen med hende. Læs med på side 21 i denne måneds Eurowoman.
Jeg tror, at mange kvinder kan spejle sig i kronprinsessen, når hun på side 18 i magasinet siger:
“Alderen har også givet mig en grundlæggende følelse af at være blevet et mere helt menneske. At hvile mere i mig selv. At turde mere – f.eks. kaste mig over nye interesser og udfordringer. Eller at sætte ord på noget mere personligt, som der ikke bliver talt særlig meget om. Nemlig det, jeg begynder at mærke på egen krop – overgangsalderen og de store indvirkninger faldet i østrogen har på kvindekroppen.”
Jeg håber, at kronprinsessen bliver fejret på festlig maner, på trods af corona. Stort tillykke herfra – vi glæder os til at følge hende og hendes mission om at forebygge uligestilling.
I februarnummeret kan du også komme bag om kulisserne hos nogle af dansk modes sejeste stjerner lige nu som Cecilie Bahnsen, Amalie Røge Hove og Emilie Helmstedt.
God læselyst,
Anne Lose