Beauty brevkasse

Sådan undgår du at få fedtet hår

Fedtet hår, ru hænder og hudorme er nogle af de små skønhedskriser, mange af os ofte gennemlever. Her guider hudspecialist Christina Coco Cournede til, hvordan du bedst får bugt med udfordringerne foran spejlet.

Q: Jeg synes, at træning giver mig uren hud. Hvordan undgår jeg det?

A: Huden kan slå ud hormonelt i forbindelse med blandt andet menstruation, men også træning kan trigge den, hvis du ikke plejer den fornuftigt både før, under og efter. Før træning er det vigtigt altid at rense huden. Mascara har ikke nogen betydning, men cremer, foundation og pudder kan være med til at tilstoppe dine sved- og talgkirtler, så huden ikke naturligt kan komme af med de affaldsstoffer, den danner under træningen, og det kan få huden til at slå ud. Træningscentret er desuden et mekka for bakterier, som du får på hænderne, når du rører ved maskinerne, og hvis du rører og piller dig i ansigtet, ender de på din hud. Efter træning er det en god idé at rense huden med en mild rens og bagefter bruge en let fugtighedscreme. Huden sveder længe efter træningen, og derfor skal du kun bruge en let fugtgivende creme, som ikke tilstopper huden.

Q: Jeg fælder helt vildt! Hvordan styrker jeg bedst mit hår?

A: Ligesom huden har håret også behov for fugt. Så det er en god idé at investere i en shampoo og et leave in-produkt, som passer til hårets behov Jeg vil altid anbefale, at du husker at investere lidt i håret, og her vil jeg foreslå en god kur. Få din frisør til at anbefale én, der passer bedst til netop dit hår. Jeg passer selv på mit hår ved kun at vaske det én til to gange om ugen, og jeg undgår slitage ved forsigtigt at kramme håret tørt med et håndklæde.

Q: Hvad kan jeg gøre for at fjerne hudorme?

A: Hvis du har tendens til mange hudorme og tilstopninger, kan det skyldes, at du har en kombineret til fedtet hudtype. Hvis det er tilfældet, kan det hjælpe dig at få en hudplejebehandling med dybderens hver fjerde uge. Her får du fjernet tilstopningerne på den korrekte måde. Det er en god idé at tale med en dygtig og erfaren kosmetolog for også at blive vejledt til den bedste hjemmeplejerutine. Her er tre af mine favoritprodukter mod hudorme:

1. Pads til at rense huden med hver aften.

2. Mild eksfoliering til daglig brug hver morgen på fugtig hud.

3. Maske, der bruges én til to gange om ugen.

Q: Min hud er begyndt at se træt ud – kan kollagenpulver hjælpe?

A: Kollagenpulver er kroppens eget klæbemiddel/byggesten. Kollagen er noget, som vi allerede har i kroppen, og det er noget, alle vores organer, knogler og hud har behov for.

Kollagen er et protein, der findes i huden og i kroppens bindevæv. Det giver spændstighed til huden på hele kroppen. Men desværre begynder kollagenet i vores hud allerede at nedbrydes i 20’erne, hvilket medfører flere rynker og en mere slap hud, og den proces forstærkes af bl.a. hyppig solbadning samt et stort indtag af alkohol og sukker. Derfor synes jeg altid, det er en god idé at gøre noget ekstra godt for huden.

Ud fra min erfaring kan ca. 20 gram kollagen om dagen som kosttilskud gøre en stor forskel i hydrering af huden, og så øger det samtidig mængden af elastin i huden, som er med til at holde huden elastisk.

Som jeg altid siger: Skal du af med ”fine” tørhedslinjer, er hydrering af huden både indefra og udefra svaret. Et regelmæssigt kollagenindtag kan også være med til at afhjælpe, at huden hurtigt bliver rødmosset og sensitiv. De gode resultater kommer til dem, som er vedholdende i det, de gør. Så hav lidt tålmodighed, når det kommer til kollagen, og giv det ca. 6-8 uger.

Q: Hvordan plejer jeg bedst mine hænder, som er meget ru og har fået tendens til rynker?

A: Hænderne er et af de steder på kroppen, hvor aldring ses først. Vores hænder afslører derfor ofte vores alder. Husk at hænderne bliver udsat for rigtigt meget, og det er derfor, du virkelig skal pleje dem lidt ekstra. En frugtsyrebehandling indimellem, når hænderne føles ekstra ru, vil gøre meget gavn for huden på håndryggen. Investér også i en god håndcreme med nogle aktive ingredienser. Det er altid en god idé at tale om hænder med din hudplejeklinik, da de kan være med til at guide dig i, hvad du kan bruge.

Q: Hvordan finder jeg den pleje, der passer bedst til min hud?

A: Det er altid en rigtig god idé at få sin hudtype og hudtilstand vurderet hos en kosmetolog, så du får de rigtige produkter til lige netop din hud. Men overordnet så kan man sige, at har du tendens til fedtet hud i T-zonen, urenheder og tørre kinder, så har du en kombineret hudtype. Hvis du er født med tør hud, vil porerne være meget små, og huden vil hele tiden trænge til fugt.

Q: Er det sundt at sove med håret i en knold?

A: Det er ikke godt for blodcirkulationen i hovedbunden at sove med håret i en knold, nej. Det kan give hovedpine og i værste tilfælde føre til hårtab/skaldethed. Lav i stedet en løs fletning til natten.

Q: Hvordan undgår jeg at få fedtet hår?

A: Hovedbunden fungerer lidt ligesom huden i ansigtet, forstået på den måde, at alt er styret af ubalancer eller hormonelle forstyrrelser. Det kan føre til en fedtet hovedbund. Vasker du håret med shampoo hver dag, vil hovedbunden udtørre. En udtørret hovedbund vil overproducere sebum, som er det, der giver fedtet hår. Derfor skal du prøve at undgå at vaske håret hver dag og derimod nøjes med to vaske om ugen. Overgangsfasen kan være ret frustrerende, da du i en periode vil rende rundt med fedtet hår, men med tiden er det dét, der vil resultere i en mere balanceret hovedbund uden overproduktion af sebum.

Q: Skal jeg bruge natcreme, eller er dagcremen lige så god?

A: Man kan sagtens bruge den samme creme til både dag og nat, men der er få undtagelser. Hvis man f.eks. bruger en A-vitamin-creme, skal den helst kun bruges om aftenen. Dernæst skal en dagcreme, som indeholder spf, kun bruges om dagen.  Jeg har behandlet hud i næsten 20 år og har gennem årene set både, hvad der virker, og hvad der er vigtigt for huden.  Jeg anbefaler tit mine kunder forskellige sera til dag- og aftenbrug, men som regel den samme creme til både nat og dag. Jeg anbefaler blot, at man bruger en solcreme over ens creme om dagen.

Eksperten

Christina Coco Cournede er uddannet kosmetolog og hudspecialist m.m. samt ejer og grundlægger af klinikken Holistic Beauty & Spa i København.

Se Holisticbeauty.dk