Cæcilie har et sandt skattekammer: ”Jeg har en hel æske med Edward Weyses charmeklude”
Hvordan finder man en badekåbe fra 1940'erne, som passer til en overklassefrue i "Badehotellet"? Man ringer til Cæcilie Ning Hage, der har en enorm, privat samling tøj og tilbehør fra 1900-tallet. En del kan ses på museet Tidens Samling i Odense og endnu mere i danske film og tv-serier, for Cæcilie er storleverandør til blandt andet "Badehotellet".
Vi er i 1964. Annette Hage er 12 år og allerede erfaren ud i køb og salg. Hendes far ejer den ikoniske butik Kramboden i Odense, som handler med – alt!
Annette er en fars pige og ofte med ham ude for at købe varer. Hun har det svært med, at folk forkaster det gamle, fordi de vil have nyt, så Annette begynder at samle. Brudekjoler, festkjoler og fuglebure, som hun opbevarer på sit værelse.
Som voksen flytter Annette til et byhus, der ligger lige ved siden af Kramboden. Her bor hun frem til 2004, hvor hun dør og efterlader sig datteren Cæcilie Ning Hage.
Der var to stier på min mors pigeværelse, fordi hun samlede så mange ting: Én førte hen til hendes seng, og én førte til klaveret, forklarer Cæcilie smilende.
Historien gentager sig her i 2024, omend i meget større målestok, for Cæcilie har åbnet porten til sit lager på havnen i Odense.
1800 kvadratmeter med tøj, ting og tilbehør fra de seneste 100 år. Meget fra hendes mors samling.
På hylder, i kasser og hængende fra loftet er her effekter fra en svunden tid. Stativer med tøj går fra gulv til loft, og ganske som på hendes mors værelse er her smalle stier, som fører én rundt i det overvældende sceneri.
"Her er to af de stativer, som vi har fået tilbage fra "Badehotellet", siger Cæcilie og kanter sig ind mellem to rækker tøj.
Hun nøjes nemlig ikke med at samle for at udstille det på sit museum, Tidens Samling i Odense. Cæcilie lejer kostumer ud til film, senest "Synkefri", og serier som "Carmen Curlers", "Anker" og "Badehotellet".
Her i Cæcilies skatkammer finder kostumedesignerne beklædning til deres karakterer:
"Jeg har en hel æske her med Edward Weyses charmeklude," siger Cæcilie og peger på en sort æske fyldt med spraglede tørklæder.
Tys tys
Siden "Badehotellets" start, har hun vidst mere om den kommende sæson end andre:
"Hvem der ville få et barn og den slags, som tøjet afslørede, men jeg har naturligvis ikke sagt noget," fortæller Cæcilie, 52.
Hun leverer kostumer til så mange film og serier, at hun erkender, at hun ikke er sjov at se dem sammen med.
"Jeg lægger mest mærke til, hvad de har på, og siger hele tiden, "Den er fra os, den er fra os".
"Os" er Tidens Samling, som er et museum for mode, form og bolig i det 20. århundrede. Her er det tilladt at sætte sig i møblerne, kigge i bøgerne og prøve tøjet, fordi det er en privat samling og dermed ikke, som på andre museer, forbudt at røre.
Samtidig er "os" også et større begreb for Cæcilie, hvis mor jo var den 12-årige pige, der samlede og grundlagde det livsværk, som Cæcilie stod tilbage med, da hendes mor døde.
"Min mor var 19 år, da hun fik mig, og vi har altid været meget tætte. Hun mødte min far, da hun var 15 år, og han var 30 og havde fire børn. Det var en anden tid med fri kærlighed, og de flyttede sammen, og min mor åbnede som 16-årig en butik, hvor hun solgte ud af sin samling."
"Det blev et sted, hvor de skæve eksistenser i Odense kom, for her var der plads til mænd, der gerne ville gå i kjole, homoseksuelle og andre, som Odense dengang var for lille til at rumme. Min mor lignede en stjerne fra en stumfilm, og når hun gik gennem gaderne, kiggede folk," fortæller Cæcilie.
Den lyserøde dunjakke
Cæcilies far forsvandt hurtigt igen, og mor og datter blev boende i det hus, hvor Cæcilie bor i dag med sin mand og sine børn på 16 og 18 år. Cæcilies mand driver i dag den gamle købmandsgård Kramboden.
"Jeg er aldrig flyttet hjemmefra, men jeg havde en oprørstid i firserne, hvor jeg hadede alt, hvad der var gammelt! Som barn gik jeg i gammeldags tøj, og det værste, jeg kunne gøre mod min mor, var at blive disker, som det hed: Jeg gik i lyserød dunjakke, havde idoler og moonboots, og min mor hadede det," mindes Cæcilie med et grin.
I dag kan hendes teenageværelse med idolplakater, stereorack og walkman ses på Tidens Samling som repræsentant for 1980'erne:
"Mit værelse var en tidslomme i vores hjem, for resten var fra 1920'erne," siger hun.
Arven efter mor
Cæcilie tog en handelsuddannelse, for hun ville gerne på sigt overtage sin morfars krambod. Da hendes mor fik konstateret uhelbredelig kræft og døde kun tre uger senere, stod Cæcilie rådvid tilbage.
"Kort før hun døde, sagde min mor til mig, ”Dine veninder har altid drillet dig med, at du ikke var flyttet hjemmefra, men det giver jo mening, at vi skulle bruge den korte tid, vi havde sammen” – men jeg følte mig efterladt."
"Jeg ville selvfølgelig føre min mors livsværk videre, men jeg var ikke særlig moden og følte, at jeg skulle blive voksen med et trylleslag," forklarer Cæcilie.
Hun havde lige mødt sin mand dengang og blev gravid et par måneder efter moderens død.
"Barnet blev mit anker indeni. Jeg fik følelsen af, at jeg nok skulle klare det. Jeg er trods alt vokset op med at få en hestesko, så jeg kunne kigge ned i containere," fortæller Cæcilie med et stort smil.
I dag har hun fundet sin egen vej, hvor hun viderefører sin mors livsværk, men også er blevet direktør i eget, og museets, liv.
"Jeg ejer samlingen, og museet er en forening, der har ansat mig som direktør. Alt overskuddet fra udlejning til film og serier går ind i samlingens drift. For mig er det sjovt at se tingene blive brugt, fremfor at de støver til på et lager. Jeg er med til at give tingene liv, og det er fantastisk at se kjoler komme ud og svinge igen," mener Cæcilie.