Frederik Bille Brahe: “Da jeg mødte hende, levede hun af vandmelon og tyggegummi”
Caroline Brasch Nielsen og Frederik Bille Brahe har travlt med at finde tid til hinanden, når de ikke arbejder. De mødes i køkkenet om aftenen og taler om dagen, der er gået, over madlavningen. Derhjemme eller i hans restaurant, Apollo, hvor hun giver en hånd med.
Hvordan mødte I hinanden?
Caroline: – Jeg var på Atelier September med min mor for fire år siden. Hun ville gerne have en citronmåne, som jeg gik op for at bestille. Der stod Frederik og sagde: "Det kan du selv være, vi har ikke nogen citronmåner her." Jeg blev helt rød i hovedet.
Frederik: – Jeg vidste ikke, hvem Caroline var, men der var god kemi, så vi begyndte at se lidt til hinanden. Hun boede lige om hjørnet, så hun kom forbi i tide og utide for at drikke kaffe.
Caroline: – Du spurgte da også tit, om jeg ikke kom forbi.
Frederik: – Kort efter tog Caroline til New York for at arbejde, og i mellemtiden åbnede jeg en sommer-pop-up-restaurant i Tisvilde. Pludselig dukkede hun også op der, og derfra gik det hurtigt. Vi begyndte at se meget til hinanden og blev meget forelskede.
Caroline: – Jeg pendlede frem og tilbage i taxa mellem København og Tisvilde hele sommeren.
Kærlighed i Gothersgade. Modellen Caroline Brasch Nielsen, 24, og kokken Frederik Bille Brahe, 34
Hvad beundrer I mest ved hinanden?
Caroline: – Frederik har en fantastisk evne til at sætte sig mål og opnå dem. Og så er han god til at skabe et rum, hvor folk føler sig godt tilpas. Især på hans restauranter.
Frederik: – Caroline er en slags dåseåbner, som åbner folk op. Hun snyder, fordi hun ser sød, sjov og naiv ud. Men hun er benhård. Hun ved, hvad hun vil.
Caroline og Frederik i hans restaurant, Apollo, på Charlottenborg i København
Hvordan balancerer I arbejde og parforhold?
Frederik: – Vi har været igennem en lang periode, hvor vi begge har fokuseret meget på vores arbejde og været en del væk fra hinanden. Jeg har brugt meget tid i restauranten, mens Caroline har boet og arbejdet i New York. Sidste år besluttede vi, at hun skulle prøve at flytte hjem til København, og det har været rigtig dejligt. Vi har valgt forholdet til. I stedet for at vi er dig og mig, er vi os.
Caroline: – Selv om vi begge har travlt med arbejde, er vi stadig meget tætte, fordi vi gør mange ting sammen. Fx rejser vi meget. Når Frederik skal på arbejde i udlandet, tager jeg tit med og omvendt, så vi også har tid til at nyde hinanden.
Hvad gør I for at pleje jeres parforhold?
Caroline: – Vi mødes næsten hver dag klokken 17.30 for at lave mad sammen og snakke om dagen.
Frederik: – Mad spiller en stor rolle for os begge, men på hver sin måde. At være model på Carolines niveau kræver en kæmpe indsats og dedikation. Da jeg lærte hende at kende, levede hun af vandmelon og tyggegummi. Nu står hun hver aften og kokkererer og har en stærk holdning til de råvarer, hun bruger. Det er et rum, vi har skabt sammen.
Stoledans eller gulvvask? Caroline Brasch Nielsen på Apollos sildebensparket
Hvordan kunne jeres hverdag sammen blive bedre?
Frederik: – Vi arbejder på at dedikere noget tid, hvor vi bare er sammen. Jeg prøver at tage flere friaftener, hvor vi stener sammen, og så er vi i gang med at planlægge en renovering af vores lejlighed. Det er et hyggeligt projekt, hvor vi arbejder sammen om noget, som ikke har noget med restauranten at gøre. Arbejde er helt klart ikke det bedste for et forhold, men vi er gode til at støtte hinanden.
Caroline: – Det er jo en livsstil. Vi har travlt, men vi har selv valgt det og kan godt lide det. Ellers ville vi ikke gøre det.
Hvad er det vigtigste, I har lært om kærligheden?
Caroline: – I begyndelsen af vores forhold var jeg ret egoistisk og tænkte mest på, hvad der gjorde mig glad, og hvad jeg gerne ville. Jeg har lært at sætte mig selv lidt til side og tænke på, hvad der gør Frederik glad, og hvad der gør, at vi har det godt sammen.
Frederik: – Jeg har lært at vælge mig selv til, og at det er vigtigt også at drage omsorg for mig selv. Du skal være uafhængig og stærk for at kunne elske en anden. Du skal være tydelig i din kærlighed. Der er ikke noget værre end tvivl. Kærlighed kræver dedikation, nærvær og accept af hinanden. Det var jeg ikke så god til tidligere, men det er vi blevet gode til sammen.