Cecilie står bag én af landets største secondhand-platforme: ”Dette kan pifte ethvert outfit op”
Cecilie Pram holder mest af behageligt tøj i god kvalitet, som hun kan beholde i mange år, og allerhelst finder hun det brugt. De klassiske styles må gerne have et lille tvist af en farve eller noget skævt, der gør det ekstra særligt.
Stil
Min stil er ret enkel, men der er altid et strejf af farve eller et skævt element. Jeg vægter også, at tøjet er behageligt og komfortabelt. Jeg vil nok beskrive det som pænt, men aldrig for pænt, så bliver det nedtonet i en eller anden grad. Til tider også lidt oversized, og det er med årene blevet endnu mere behageligt og med fokus på god kvalitet, der holder længe.
Inspiration
Inspirationen kommer alle steder fra – venner, medier, rejser, film eller bare folk på gaden. Jeg er meget inspireret af dem, der kan klæde sig efter deres figur og farver, og som ovenikøbet kan fortælle lidt om deres personlighed via påklædningen.
Jeg elsker også dem, der er mere modige i form af påklædning, frisurer m.m. Det kan jeg blive meget inspireret af, selvom jeg ikke nødvendigvis ville iføre mig det samme.
Favoritbrand
Jeg har ikke noget specifikt, for jeg bliver mere forelsket i materialer. Jeg forelsker mig altid i kashmir og silke, så brands, der er gode til disse to materialer, kan jeg godt lide. Men der er da også nogle brands, hvor jeg altid forelsker mig i deres ting. Sea New York for deres farver og detaljer.
Deres ting gør mig glad. Missoni for deres farvesammensætninger. Aiayu for deres materialer og enkle design. Efter jeg har åbnet min butik med luksusgenbrug, har jeg virkelig også fået øjnene op for Jil Sander og Sonia Rykiel og vintageitems fra Saint Laurent.
Hverdag
Du ser mig ofte i bukser med skjorte og/eller T-shirt med en stor sweater eller blazer. Tit med sneakers til. Om sommeren varierer det lidt mere. Der er det et godt miks af lange kjoler, nederdele og løse bukser og helt klart klipklapper eller sandaler. Jeg har øreringe på hver dag, for jeg synes, det giver lidt ekstra til det typisk enkle outfit.
Fest
Jeg tager oftest bukser og en bluse på, og for at pifte det op, tilsætter jeg et par øreringe, der fylder lidt, og hopper i et par komfortable hæle. Det kan løfte hele outfittet, når der kommer lidt højde på.
Bæredygtighed
Da jeg har min egen secondhandplatform og community, Cyycle, er det er noget, jeg arbejder med hver evig eneste dag. Bæredygtighed er et farligt ord at bruge ift. tøj og mode, men jeg har et grønt fokus, hver gang jeg shopper og arbejder. Jeg er blevet meget bevidst om, hvor meget og hvor ofte jeg køber, hvor det kommer fra, produktion, materialer og holdbarheden på det enkelte stykke tøj.
Qua mit arbejde har jeg virkelig lært meget om tøj, forbrug og produktion, og hver dansker køber i gennemsnit 10,9 kg tøj om året og bruger kun tøjet 7-8 gange. Det er så vildt.
Så jeg er stærk fortaler for genbrug, og at vi giver tøjet længere levetid og faktisk fokuserer på alt det, der allerede er produceret. Du kan netop finde de smukkeste items i høj kvalitet og gode materialer, der ovenikøbet kun er brugt meget lidt eller måske aldrig og kun koster en brøkdel af den oprindelige købspris.
Kvaliteten er bedre, produktet er mere holdbart, og fordi det typisk er et brand, kan det videresælges om et par år igen. Alle mine sidste køb har kun været gennem Cyycle, og det bliver det nok ved med at være.
På repeat
Jeg køber ofte sweatre i kashmir. Jeg elsker dem, for jeg kan bruge dem året rundt, materialet er så blødt på huden, og jeg har dem i tusind år. Et par gode jeans, en hvid T-shirt og et par fløjlsbukser fejler heller aldrig noget.
Tasker
Jeg elsker tasker! Jeg har rigtigt mange stråtasker, selvom det langtfra er dem, jeg bruger mest, men det er blevet lidt et ritual at have en stråtaske med hjem fra de fleste ferier.
Jeg er superglad for min Cala Jade, som jeg købte til mig selv, da jeg fødte min første søn. Den er helt genial og kan bruges både til hverdag og fest. Jeg er også meget glad for min A.P.C.- taske, som jeg købte sammen med min mand i Paris. Den er enkel, men har den røde kant, der gør den lidt sjov – præcis som jeg elsker.
Butikker
Jeg kommer ikke så meget rundt, efter jeg selv har åbnet butik i Nyboder-kvarteret. Så jeg shopper mest online og har faktisk ingen favorit. Når jeg ofte er på ferie i Skagen, bliver jeg altid overrasket over, hvor mange gode butikker, der egentlig er, alt fra mode til indretning og genbrug. Jeg elsker at strolle rundt deroppe og lure i butikkerne.
Største samling
Sko, tasker og frakker. Jeg er dårlig til at sortere ud og er lidt en gemmer, så det hober sig op. Men sko og frakker kan pifte ethvert outfit op og kan holde i evigheder, og det samme gælder tasker.
Tendenser
Jeg er ikke dikteret af trends – kun indimellem, når det gælder sneakers. Men jeg er vild med quiet luxury-trenden. Den taler helt klart til mig. Og så er 00’erne på vej tilbage, hvilket er så vildt – et miks af helt off og megafedt.
Bedste budgetkøb
Jeg har nogle gode jeans fra Arket og har den samme model i flere farver, som jeg har haft længe, og de holder super godt.
Aldrig uden
Jeg har en Sea New York-frakke og kjole, som jeg beholder for evigt. Det samme smykker det samme. Jeg har også en lille Chanel-taske, som jeg købte for 10 år siden., som jeg aldrig bruger, men jeg fik den af min farmor, og den bliver kun smukkere med tiden og skal gå videre i generationer. Selvom jeg ikke bruger den, elsker jeg den, og hvem ved, måske kommer jeg til at bruge den en dag.