Christine Sofie er model og størrelse 40: "Jeg er så træt af, at vi skal tale om kilo"

– Du skal virkelig passe på med at bruge ordet 'normalt', når du taler og skriver om modeller. For hvad er 'normalt'?

Den danske model Christine Sofie Johansen, 25, gør mig opmærksom på, at jeg netop har omtalt hendes størrelse 40-krop med fyldige bryster og struttende numse som 'normal'. Og hun har jo ret. Men når 'normalen', for bare at blive ved det kedeligt klingende ord, for modeller er åleslanke piger, virker Christine Sofies krop befriende, ja, 'normal'. En krop, som er lidt lettere at spejle sig i end dem, der typisk pryder catwalken og modekampagnerne. Christine Sofies krop er, heldigvis, et godt eksempel på, at modebranchen er ved at få øjnene op for, at det måske kunne være en meget god idé at vise diversiteten i vores kroppe og udseende. Det handler ikke kun om at vise modeller med mere frodige former, der har fået den til tider misvisende titel 'plus size', eller mænd klædt i kvindetøj. Det skal ikke længere kun gå til grænsen og provokere. Det skal derimod reflektere den forskellighed, vi mennesker bærer rundt på: bløde maver, store bryster, blege bryn, fregner, mellemrum mellem tænderne, kvinder med brede kæber og mænd med høje kindben, de lave, de høje, dem med chokoladeglød og vilde krøller og dem med kødpølseteint og flyvsk hår.

I pausen under dagens fotoskydning, hvor Christine Sofie var hovedperson, fik hun ud over tom yam-suppe også serveret en række spørgsmål om den nye diversitet blandt modeller, som hun selv er eksponent for.

Hvordan gik du fra at arbejde som størrelse 36 til størrelse 40?

– I sommeren 2014 skulle jeg til Paris og arbejde. Der er de meget strikse med kropsmål, og jeg havde fået at vide, at jeg forinden skulle "arbejde på min krop." Det er en måde at pakke det pænt ind på, at de synes, du skal tabe dig. Jeg vejede dengang 12-13 kilo mindre, end jeg gør i dag, og havde været på alle mulige kure og bootcamps, og jeg kunne ikke mere! Så så jeg modellen Myla Dalbesio, der vel er en størrelse 40-42, på en billboard for Calvin Klein på Magasin og tænkte: "Det er præcis sådan, jeg ville se ud, hvis jeg spiste normalt. Tænk, hvis jeg kunne få en anden tilgang til, hvad jeg puttede i munden og ikke skulle stå på trædemaskinen i fitnesscentret hver dag. Hvis hun kan, så kan jeg også!" Det gik jeg op og sagde til mit modelbureau, og vi tog sammen kontakt til det bureau i New York, som Myla er tilknyttet. De ville mega gerne have mig, og så flyttede jeg til New York i sommeren 2015, efter mit visum var gået igennem.

Hvordan har du kæmpet med din krop gennem din karriere?

– Jeg har altid kæmpet med mit hoftemål. Det mindste, jeg har været nede på, er 91 centimeter, og det skal gerne være under 90 centimeter. Men man kan ikke punktslanke sig, så på et tidspunkt var jeg virkelig, virkelig tynd. Jeg levede nærmest kun af peberfrugter. Men min rumpe er bare skruet sådan sammen, at den stritter ud i luften, uanset hvor stor eller lille jeg er. Jeg er glad for min popo i dag, men dengang skammede jeg mig lidt over den. Det var ikke så fedt at komme på arbejde og mærke strømpebukserne give sig eller ikke at kunne lukke bukserne. Heldigvis har jeg en sund psyke, men til tider har det da gjort noget ved mit selvværd. Du starter som model som teenager og vokser op i en branche, som hele tiden tager stilling til, hvordan din krop ser ud, og hvor du hele tiden skal slanke dig lidt. Til sidst tænkte jeg: "Jamen, så er jeg jo nok for tyk." Jeg mødte min kæreste i 2014, og han kunne slet ikke forstå det. Han har været sindssygt god for mig. Jeg kan huske, at jeg lå ude på badeværelsesgulvet og var ked af det og syntes, at alting var total træls og uretfærdigt, fordi jeg havde den indstilling, at det nok var mig, der var noget i vejen med. I stedet for at rejse mig og sige: "Nej, fandeme nej, det kan ikke være rigtigt.

LÆS OGSÅ: Moderedaktørens dagbog fra modeugen i Milano: "Vi burde alle være feminister"

Hvordan håber du, at du kan bidrage positivt til kvinders kropsopfattelse?

– Jeg vil gerne bidrage til, at du kan åbne et modemagasin og ikke kun se én kropstype. Du kan sagtens være smuk, selvom du ikke er en størrelse 34. Du kan også være smuk, hvis du er en størrelse 50. Eller hvis du er midtimellem, som mig. Jeg føler, at der er et gap mellem de to kropstyper, som indtil nu ikke har været dækket. Jeg kunne godt tænke mig, at flere mennesker kunne identificere sig med det, de ser i reklamebilledet. Gud, hvor ville det være kedeligt, hvis vi alle sammen lignede hinanden. Du må aldrig sammenligne dig med andre! Men det kommer du jo til, hvis der kun er ét skønhedsideal. Så kommer du til at føle dig som den tykke pige i klassen, eller hende der står udenfor fællesskabet.

Hvad har det gjort ved dig, at du arbejder som midtimellem-model?

– Det har været ekstremt befriende, at jeg må være og se ud som den, jeg er. At jeg kan få lov til at gå på arbejde og sidde ned og have en mavedelle og være ligeglad og spise det til frokost, som jeg har allermest lyst til. Hver gang, jeg tager på arbejde, tænker jeg, at det er en sejr, at der er plads til sådan en som mig. Det kommer til at lyde totalt banalt det her, men YOLO altså! Hvis jeg blev kørt over af en bus i morgen, ville jeg være så ked af, at jeg ikke fik spist den hotdog, hvis jeg havde lyst til den. Man bliver ikke et lykkeligere menneske af at tælle kalorier.

Hvad er den største forskel på dig i dag og dengang, du var slankere?

– Det er mængden af mad, jeg spiser, for jeg spiser det samme, som da jeg var slankere. Jeg kører ikke bare pizza og flødeskumskager ind, jeg har altid spist sundt og varieret, fordi jeg gerne vil leve længe. Jeg er så træt af, at vi skal tale om kilo. Jeg ville ønske, at vi alle kunne læne os lidt tilbage og slappe af og ikke være så optaget af, hvad der er på andres tallerkener. Kig på din egen, og nyd det, der er på den. Lav noget mad, der smager dejligt, og lad være med at spis det, fordi det giver mere hår på hovedet, hvidere tænder eller gør dig slankere ...

LÆS OGSÅ: Pia er 67 år og topmodel i USA: "Mit grå hår og mine rynker er okay"

Skønhedens nye ansigt – og krop

Chris Pedersen, der er tv-vært og tilrettelægger på DR K, har 10 års erfaring som journalist og redaktør i modebranchen og står bag programrækken Skønhedens magt, der blev vist på DR K i efteråret. Vi interviewede ham op til programmerne, der forholdt sig kritisk til tidens skønhedsideal, og har bedt ham gøre status.

Hvorfor skal man holde øje med Christine Sofie lige nu?

– Først og fremmest er Christine Sofie en af de mest klassiske modeller, jeg næsten kan forestille mig, forstået på den måde, at hun er så ren en blond skandinavisk type, med den lille krølle. Og så har hun en størrelse, som lidt flere kvinder kan spejle sig i. Derudover er hun eksponent for en ny type modeller, som også skal fungere som en slags ambassadører. I løbet af de seneste år har modellerne i langt højere grad fået lov til at være 'mennesker' frem for blot ansigter igen. De har politiske eller sociale mærkesager, og det kræver et intellekt, som Christine Sofie også har. Hun har personlighed og humor.

Er det nye differentierede skønhedsideal ikke bare endnu en flygtig tendens?

– Jeg tror bestemt ikke, at det er en døgnflue, at vi ønsker at se et mere differentieret skønhedsideal. Jeg tror faktisk, at vi som mennesker altid sætter pris på at blive repræsenteret og dermed føle os set og hørt. Men udviklingen sker ikke af sig selv. Differentieringen er resultatet af en større kulturel og social bevægelse, der har tvunget designere og mediefolk til i højere grad at tage ansvar og vise typer, som måske ikke er de største kommercielle successer, men som peger i en ny retning. Jeg tror, at vi vil opleve, at udviklingen går i stå eller rulles tilbage, hvis ikke forbrugere holder markedskræfterne i ørerne. Det er det samme med race, køn og ligestilling, hvor vi desværre også oplever, at rettighederne rulles tilbage, når vi hviler på laurbærrene.

Hvorfor er tiden moden til nye karakteristika på catwalken og i modemagasinerne?

– Jeg tror, at det har en hel del med Instagram at gøre. Den sociale platform har gjort det muligt for forbrugerne at råbe op, når virksomheder overser eller ignorerer forskellige målgrupper, og alle virksomheder er hysterisk bange for at ende i en shitstorm. I gamle dage var moden styret oppefra af etablerede modemedier og modehuse. De kan ikke længere styre kommunikationen, men bliver nødt til at gå i dialog. Og forbrugerne er klogere nu, vi kræver mere. Mere kvalitet, mere ansvar, mere social bevidsthed. Og det bliver virksomhederne nødt til at adlyde. Nu taler vi meget om bæredygtighed og CSR, men det kom sgu ikke fra de store virksomheder. Det kom, fordi kritiske journalister begyndte at afdække produktionen, og forbrugerne begyndte at følge deres politiske og etiske overbevisninger. Forbrugerne har magten til at forandre verden.

LÆS OGSÅ: Kendt designer til kvinde: ”Skat, vil du hellere være fed og fuld af kolesterol???”

Hvad var det vigtigste, du lærte om skønhedsidealer, da du lavede Skønhedens magt?

– Jeg har arbejdet med mode, siden jeg var i starten af 20'erne og har aldrig for alvor gidet at forholde mig til forholdet mellem mediernes glansbilleder og modtagernes selvværd. Det fortryder jeg nu, for i arbejdet med Skønhedens magt blev det så åbenlyst, hvor stor betydning mode og medier har for fx en overvægtig ung kvinde, det transkønnede community eller etniciteter, som ikke ser sig selv i medierne. Når du ikke føler dig set, bliver du usynlig, og der har vi medier et kæmpe ansvar, som vi i mange år ikke har levet op til. Både konkret i forhold til spiseforstyrrelser og forvrængede kropsidealer, men også så alle føler sig som en del af det store fællesskab, som forbrugerkulturen er på både godt og ondt.