Brug for lidt kulør? Her er tre farver fra modeugen i København
Modeugen i København er netop overstået, og hvis du spørger de danske designere, er der især tre farver, som du skal gå efter næste efterår.
Er du fx ikke til denne sæsons modefarver, som den noget iøjnefaldende matchagrønne, kan du godt glæde dig.
Neddæmpede og klassiske farver som brun, burgundy og gråt var nemlig at finde på catwalken hos flere designere som Gestuz, Herskind, Birrot og Won Hundred. Og du skal endda style farverne tone-i-tone og lag på lag - så bliver det ikke nemmere.
Ifølge ALT for damernes moderedaktør Sara Lauridsen er farverne nemme at afkode, og tendensen er bæredygtig.
”Det er farver, som aldrig går af mode, så mange af os allerede har i klædeskabet, fordi de også er dominerende i denne sæson. Du kan fx allerede nu finde mange styles i farven burgundy, som du kan bruge igen og igen de kommende sæsoner,” siger hun til alt.dk.
Tone i tone-grebet er en stilsikker og nem genvej til at skabe en rød tråd i dit outfit, og så vil de tre farver matche hos de fleste – selv den farveforskrækkede, der gerne vil tilføje kulør til garderoben.
Find inspiration til looket herunder: