coco o.

Copenhagen Fashion Week AW21: Tre af ugens højdepunkter

Endnu en modeuge er veloverstået, og som altid har vi samlet nogle af ugens højdepunkter til dig.

Flere internationale modeuger har valgt at aflyse denne sæson, da Covid-19 stadig raser verden over. Det var heldigvis ikke tilfældet for Copenhagen Fashion Week, der havde digitaliseret modeugen.

Vi sad med bag skærmen fra første til sidste show og giver dig her nogle af modeugens højdepunkter. 

Kunst og kreativitet

Digitaliseringen af modeugen tvang designerne til at tænke ud af boksen, og det gjorde de godt. Særligt brands som Stine Goya, Søren Le Schmidt, Henrik Vibskov og Ganni, havde ladet kreativiteten få frit spil og flyttet sig væk fra det traditionelle format for i stedet at fremvise alt lige fra poetiske kortfilm og digitale præsentationer med stærke budskaber til en livekoncert – og tøjet, ja, det blev sekundært.

Særligt Gannis livekoncert under navnet Love Forever gjorde indtryk. Her sang de tre kunstnere Zsela, Deb og Coco O., naturligvis iklædt tøj fra Gannis nye efterårskollektion, så hårene rejste sig, og øjnene blev våde.

Og Ganni gav os hermed troen på, at alt bliver okay igen. Og det var også præcis dét, den skulle.

”Vores AW21-kollektion handler om kærlighed. Kærlighed til livet, musikken og alle de ting, vi har taget for givet. Musik er min største inspirationskilde. Jeg savner dansegulvet og den energi, musikken giver mig.

Jeg kan ikke vente med at opleve de her super dygtige kunstnere og deres take på nogle af mine yndlingssange. En sang kan være en måde at indkapsle et øjeblik og give dig følelsen af håb i tider, der føles usikre. Og påminde en om, at uanset hvad man går i gennem, så bliver det okay igen,” sådan skriver Ditte Reffstrup, kreativ direktør i Ganni, i en pressemeddelelse.

Klassiske kollektioner

Det bliver et pænt efterår på tøjfronten. Vi har især kastet vores kærlighed på de klassiske styles fra Skall Studio, Lovechild 1979, Malene Birger og Mark Kenly Domino Tan, der alle indeholdte klassiske farver og elegante og klædelige silhuetter.

lovechild birger mark .jpg
Fra venstre Lovechild 1979, By Malene Birger og Mark Kenly Domino Tan.
gestuz.jpg
Gestuz.

Gestuz viste sig at være en af sæsonens overraskelser med deres cool kollektion i de smukkeste efterårsfarver. Derudover var de også seje til at repræsentere en bred skare af diversitet hos modellerne, der havde forskellige etniciteter, aldre og kropsstørrelser. Se hele kollektionen her.

Fashion Week for alle

Modeugerne verden over plejer at være en lukket og eksklusiv begivenhed for folk i modebranchen. Men digitaliseringen af denne modeuge har åbnet op for, at alle med interesse for mode har kunne se med via Copenhagen Fashion Weeks hjemmeside, uanset om de arbejder i branchen eller ej. Det er da demokratisk. Og ret sejt!