Catwalken har talt: Nu skal dit hår skilles på en ny måde
Den er mere elegant og sensuel, end sin skarpe og mere edgy søster. Sideskilningen er tilbage.
Om dit hår deles på midten af hovedet eller i siden er en individuel sag – og kan også have noget at gøre med, hvad der klæder din hovedform bedst. Alligevel er der for det meste altid én af de to versioner, som hitter mest. Det bølger frem og tilbage.
Den hæder er de seneste par år faldet til midterskilningens fordel. Præcis som den gjorde det i 00’erne, hvor blandt andre den canadiske sanger Avril Lavigne var med til at gøre den ekstrapopulær. Hun bragede frem på Boogielisten med megahittet Sk8ter Boi, og det samme gjorde midterskilningen og de glattede længder.
Nu lader meget dog til, at midterskilningens mere elegante søster for alvor gør kur til førertrøjen.
På catwalken under den københavnske modeuge aw23, som den seneste uge har rumsteret i hele København, har flere modeller nemlig haft sideskilning.
Hvor langt ovre i siden, du henter håret, er ligegyldigt. Det samme er længden på din frisure, for sideskilningen passer til det hele.
Skal den kombineres med én af tidens mest smarte hårtendenser, skal du vælge pagen, fortæller Salli Anderschou til alt.dk, for sammen giver de et mere blødt og sensuelt look.
For at lave sideskilningen er det lettest at bruge en kam til at dele håret med. Derefter friseres håret let på plads. Lad enten håret hænge løst, eller saml det i en knold eller hestehale. Anything goes.