Det tager Caroline Plummer med på festival

"Det er fedt at dresse lidt up på festivaler"

Sommer og festival har de sidste 8 år hængt uløseligt sammen for 24-årige Caroline Plummer, som blogger på Rainbowdash.dk og er engelskstuderende og studentermedhjælper hos Very.Udover den faste tur til Roskilde, har hun besøgt festivaler som Sónar i Barcelona, Way Out West i Göteborg, Distortion og Musik i Lejet. Her er hendes bedste festivaltips.

Hvad er det vigtigste på en festival?

Det vigtigste på en festival er den rigtige indstilling. Du får 100 procent spildt øl på dig, dit tøj bliver beskidt og du kan risikere at ende på toppen af en menneskepyramide til en koncert, men hvis man er glad og tager det hele med et smil så er det skidesjovt. Desinficerende håndgel er også virkelig vigtigt.

Hvad har du i tasken, hvordan ser en god festivalmakeup ud?

Når det kommer til makeuppen så gælder det om at holde det så simpelt som muligt – specielt fordi makeuppen tit skal holde til en hel dag, aften og nat. En god dagcreme med solfaktor 30 i er et must – jeg kan bedst lide Avénes da de giver masser af fugt uden at fedte.

Derudover er jeg stor fan af solpudder, øjenbrynsgel så brynene sidder som de skal og en smule brun mascara – men kun på de øverste vipper, det åbner øjnene og man undgår at blive sort under øjnene. Solcreme på hele kroppen er også et must! Jeg har altid en mindre taske med når jeg er på festival. Heri har jeg desinficerende gel, en tyk læbepomade som også kan duppes på kindbene og en parfume i mini-størrelse. Jeg kan bedst lide de små udgaver fra Montale, og gerne i duften "White Musk". Det er også altid smart at have en solstift med solfaktor 50 med rundt til kinderne og næsen. Så undgår man at blive forbrændt, og det er vigtigt. Avéne laver en perfekt solstift som passer i tasken.

LÆS OGSÅ: 19 festival fejl, du gerne må begå fordi det er festival og alle er fulde!


Hvad har du på?

Sidste år var jeg glad for at mixe klassiske striber med farverige blomstrede pieces. Jeg synes det er ret fedt at dresse lidt up på festivaler og for eksempel smække en blomstret silkekimono over et par vintage Levi's shorts og en top. Jeg er også ret vild med bandana og solbriller. Ingen festival uden solbriller!

Hvad pakker du?

Jeg starter altid med at pakke de vigtigste essentielle basis-ting: Denim eller silke-shorts, a-formede nederdele, silketoppe med tynde stropper, lette sommerkjoler osv. Derefter pakker jeg de lidt sjovere ting som en blomstret silkekimono, min sorte Acne læderjakke, min armygrønne Rains regnjakke, forskellige smykker – specielt billige bling-øreringe som ser dyre ud, bandanaer og silketørklæder i forskellige farver og mønstre og mindst to par gode sneakers. Det er også virkelig vigtigt at huske et par gode sweatre for der bliver altså sindssygt koldt om aftenen på en ødemark, eller ved stranden. Jeg foretrækker cashmere sweatre da de ikke kradser og ser pæne ud – og så er de pæne at binde rundt om taljen om dagen.


Hvad er din bedste festivaloplevelse?

Min bedste festivaloplevelse må være Roskilde Festival 2009. Jeg var lige blevet student, alle mine venner og veninder (billedet, red.) var der, og vi havde følelsen af, at verden lå for vores fødder. Der blev festet igennem til den lyse morgen og taget meget få bade.

LÆS OGSÅ: Livslektier jeg har lært af tv-serier

LÆS OGSÅ: Postkort fra Coachella-festivalen: "Alle gik amok, da Madonna kyssede Drake på munden"

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival Survival Guide