De 5 vigtigste modehuse fra Milano
Der var knald på farver og print, da disse fem ikoniske italienske modehuse viste deres kollektioner frem.
Gucci
More is more. Der er ikke sparet på diskoreferencerne eller effekterne hos Gucci
Show
Det er aldrig kedeligt hos Gucci, efter chefdesigner Alessandro Michele er kommet til. Catwalken lignede en natklub i 70'erne med velourgulvtæppe i skrigpink og hvid tåge i luften. Sporty leggings med Gucci-striber er sat sammen med 80'er-inspirerede flæsekjoler, skjorter med 70'er-flipper, brokadejakker, krystalbesatte mormorsolbriller og renæssancekjoler i en skønsom blanding.
Look
En eklektisk blanding af stilarter, i et mash up af lilla, gul, koboltblå, lyserød og glimmer, pailletter og nitter.
Keyitem
Plateausko med similisten.
LÆS OGSÅ: De 3 mest ikoniske mode-amerikanere
Max Mara
Show
Palmeprint, eksotiske dyremotiver og grønt græs på catwalken slår tonen an for Max Maras S/S 17-kollektion med junglestemning og safarivibe. Looket er sporty, men sofistikeret og med klare referencer til 80'ernes powerdressing med brede skuldre, høje taljer, leggings og oversize overtøj.
Look
Lette og sporty kvaliteter, blød uld og transparent silke og eksotiske print i naturlige farver som grøn, lime og army over for elektriske nuancer af blå, orange, lyserød og gul.
Keyitem
Solskærm.
Wellcome to the jungle. 80'er-vibes med solskærm, kantede solbriller og palmeprint
Prada
Show
Forventningerne er altid skruet lidt ekstra op hos Prada, og heldigvis skuffer designer Miuccia Prada aldrig. Heller ikke denne sæson, hvor der ikke er sparet på pynten. Der er 70'er-inspirerede blomster, ternede pencilskirts, kjoler dekoreret med påfuglefjer og badetøfler med plastikblomster.
Look
Silke, køkkentern, påfuglefjer og plastikkrystaller møder lyseblå, mintgrøn, gul og orange. Det bliver
et eventyrligt forår.
Keyitem
En køkkenternet blazer bliver ikke til at komme uden om.
LÆS OGSÅ: De vigtigste key items fra Paris modeuge
Sportmax
Show
Der er maritim inspiration og lidt fisketur hos Sportmax, hvor voluminøse ballonnederdele, elastikdetaljer og sæsonens allestedsnærværende flæser er parret med printede kjoler, smykker med fiskemotiv, bucketbags og en chik stråhat på toppen.
Look
Skinnende materialer møder strik og sporty nylon i sort, hvid, blå og rød.
Keyitem
Sæsonens sejeste stråhat.
Pump up the volume. Ballonnederdelen er tilbage!
Bottega Veneta
Show
Bottega Venetas 50-årsjubilæumsshow blev afholdt på kunstakademiet i Milano med en kollektion, der byder på farverige læderkjoler, strikkede poloer, 50'er-inspirerede sommerkjoler og buksedragter. Og ikke mindst skuespillerinden Lauren Hutton, der genoplivede sin ikoniske karakter fra American Gigolo på catwalken og sluttelig, til øredøvende klapsalver, gik en æresrunde arm i arm med modellen Gigi Hadid.
Look
Brune og grønlige nuancer blev brudt af stærk lyserød, gul og orange på alt fra tunge læderkjoler til Gigi Hadids smukke lyserøde sæt i silketaft.
Keyitem
Clutchen The Lauren 1980, der oprindelig blev båret af Lauren Hutton i filmen American Gigolo og blev præsenteret på catwalken i en opdateret version.
LÆS OGSÅ: Crocs, flæser og sjove detaljer: London har det sjovt
LÆS OGSÅ: Her er der ingen regler: Sådan sætter du dit hår på Ganni-manér
LÆS OGSÅ: Stilredaktør Bea Fagerholt: "Det ryger på, lige så snart jeg er kommet hjem”