Da Nans farmor døde, gik én ting op for hende – nu vil hun åbne for samtalen, de fleste helst vil undgå

Hun går og er optaget af sin lydbog.

Mens siderne bladrer gennem syv generationer af bedemænd i den fabulerende slægtsroman "En lykkelig slutning", når fortællingen til det sted i 1800-tallet, hvor en kvinde sidder og syer ligklæder.

Og hvor Nan stopper op.

"Jeg kunne simpelthen ikke slippe det. Og jeg begyndte at tænke over, hvad man egentlig får på, når man dør."

Farmors skuffe

Nan tænkte også på sin farmor. Og på, at da hun døde for otte år siden, havde hun gjort alting klar.

I øverste natbordsskuffe lå hendes natkjole, hendes ønsker til salmer og hendes frisørslag.

"Hun havde fortalt os, at når hun en dag lukkede sine øjne for sidste gang, skulle vi bare åbne den skuffe. Og det føltes som den største kærlighedserklæring til os, at hun havde tænkt på det hele."

Læs også

Sanne Salomonsen: Gør dette hver dag, og du får det skidegodt

Nan tøver et øjeblik.

"Men jeg er ikke sikker på, jeg ville have givet hende den natkjole på. Jeg ville nok have valgt den plisserede nederdel, hendes håndsyede sko og den Georg Jensenmarguerit, jeg forbandt hende med."

"Så jeg begyndte at tænke over, hvad mine egne piger mon ville give mig på, når den dag kom. Om forhåbentligt mange år."

Nan griner.

" … for jeg må indrømme, at jeg har seks klædeskabe. Og i min generation er vi måske også lidt mere individuelle. Så jeg tænkte, at måske skulle jeg bare gøre min farmor kunsten efter."

Designere sagde nej

Så Nan fik ideen til at skabe Den sidste skjorte. Og mellem sine ture rundt i Europa som steward hos SAS talte hun med præster, bedemænd, krematorier og kommunen.

For at finde ud af, hvad der findes af ligklæder i dag. Og hvad behovet er.

Læs også

Det 10 år lange ægteskab var ved at briste, men så fandt Pernille Aalund nøglen til at bevare det

"Men der fandtes ikke rigtig noget alternativ, hvis folk af den ene eller anden grund ikke kunne få deres eget tøj på. Og jo mere jeg beskæftigede mig med det, jo mere syntes jeg også, vi manglede det. For vi har en dåbskjole, en konfirmationskjole, en bryllupskjole … hvorfor har vi ikke noget til afgangsritualet?"

Nan løfter de fint optegnede øjenbryn og lader spørgsmålet hænge i luften.

Hun begyndte at lave skitser, men fandt ud af, at hun måtte have professionel hjælp til designprocessen. Så hun ringede rundt. Mange ringede aldrig tilbage, da de hørte, hvad det drejede sig om.

Men én sagde ja. Og sidste forår stod Nan med den skjorte, som hun – i samarbejde med tidligere haute couture-designer Ann Wiberg – har skabt.

Helt enkel, i hvid økologisk hør, med bindebånd, så den kan lægges nænsomt og respektfuldt på den døde.

"I 1800-tallet havde mange faktisk linnedklæder stående i bunden af skabet, som de tog frem en gang om året og vaskede i taknemmelighed over, at de endnu ikke var blevet brugt. Jeg håber på en måde, at skjorten kan blive én, vi tager med os gennem livet, til vi forhåbentlig bliver 100 år."

Læs også

Min yngre kæreste opfører sig som et forkælet barn

Hilsen under armen

Men lige så vigtig som selve skjorten er de snakke, man får, når man fortæller sine nærmeste om den. Om, at man enten har anskaffet den eller bare overvejer det.

"Det er med at tage stilling, mens tid er. Mange svære spørgsmål skubber vi jo foran os. Med skjorten håber jeg, vi kan få gang i den samtale i livet. Gerne mens vi stadig har det godt."

Over hjertet sidder et foto af farmor. Med brungrå, bølget korthårsfrisure og et intenst blik. Sat fast med en gylden sikkerhedsnål. Under den ene arm står skrevet en hilsen fra en af hendes bedste venner.

Og overalt er ord i forskellige farver påført med tekstiltusch – og kærlighed.  Af de mennesker, Nan bærer i hjertet. For hun har naturligvis sin egen skjorte – som hun har bedt venner og familie om at skrive på.

"Der vil jo være nogle, der går før mig, men ved at få dem til at skrive på skjorten er jeg ikke uden dem, når jeg dør. Så kan de komme med mig, og jeg kan ligesom blive favnet af min historie."

Nan tænker et øjeblik.

"Mange af dem synes da, det er lidt underligt at blive bedt om. Min svigermor skulle lige overvinde sig selv, og det skulle min veninde også. Men så skrev hun en hilsen og sagde, at hun havde skrevet den under armen, fordi hun tænkte, at der ville være rart at ligge."

Datterens sidste vilje

Nans to voksne døtre har også skrevet på skjorten, som de syntes var “en skidegod ide”. Måske fordi Nan præsenterede den, mens ingen var syge, og der var en hverdagslethed over samtalen. Og måske fordi den samme stillingtagen tidligere har været nærværende i familien.

Blandt andet da de samledes om spisebordet for at hjælpe den ældste datter med at skrive "Min sidste vilje", da hun skulle udsendes som soldat.

Læs også

Tv-vært Mette Frisk fik et chok, da hun undersøgte indholdet i kopnudler...

"Det var meget specielt, men så fik vi en snak om, hvilke sange hun egentlig kunne lide og sådan, og det skulle jo gøres. Efter den omgang tror jeg, vi generelt er blevet bedre til at tale om døden."

For Nan giver det en særlig ro at vide, at hun har taget stilling. At hendes familie ved, at den grå æske står i bunden af skabet. Med skjorten, med et dåbsæggebæger i sølv og med hendes "Min sidste vilje."

Præcis som hendes farmor havde gjort.

"Nu er der skabt en ro for mine efterladte i den første tid, og jeg håber, at de vil se det som den samme kærlighedserklæring, som jeg føler, at min farmor gav os."

Men ud over roen har projektet også giver Nan noget andet.

"Mit nærvær er blevet så meget større. Hold kæft, hvor er livet blevet meget mere nærværende, og hver morgen og aften siger jeg tak. Før havde jeg langt mere fart på, men nu tager jeg mig tid til at nyde hvert eneste øjeblik."