”For mig er tøj dødt, indtil det kommer på en krop”
Danske Alectra Rothschild, 31, er blevet hyldet af internationale modemagasiner som Dazed and Confused og ID, og kunstnere som MØ, Jada og Arca iklæder sig hendes kreationer af overdraperede kjoler, korsetter, upcyclede materialer og sprængte kønsidentiteter. Vi har talt med designeren, der er udnævnt som New Talent af Copenhagen Fashion Week, hvor hun afholder sit første show, om hendes virke, hendes genfødsel og det dyrebare queerfællesskab, hun er en del af, og som er en evig inspirationskilde.
Midt i rummet på udstillingsstedet O–Overgaden hang for nylig en rød oversize trenchcoat og roterede langsomt og lidt alarmerende om sig selv.
Den lignede den trenchcoat med store flipper, som morderen har på i Brian De Palmas berømte film Dressed to Kill fra 1981. Og det er heller ikke tilfældigt.
Trenchcoaten var nemlig en del af kunstneren Cassie Augusta Jørgensens udstilling på O–Overgaden, som hun havde transformeret til en scene, hvor adskillige mord og filmsekvenser udspillede sig. Udstillingen havde til formål at gøre op med stigmatiserende misopfattelser af transkvinder, som bl.a. finder sted i film som 'Dressed to Kill', hvor de bliver beskrevet som vanvittige og mentalt forstyrrede. Og det er Alectra Rothschild, der har designet trenchcoaten.
“Jeg er virkelig glad for samarbejdet med Cassie,” siger Alectra Rothschild på en café på Jagtvej i København. Samarbejdet med Cassie Augusta Jørgensen er typisk for Alectra Rothschild, der ofte gør sig i kostumer og scenetøj til kunstnere, sangere og performere.
“For mig er tøj dødt, indtil det kommer på en krop. Jeg arbejder ikke med konventionelle modeller og har aldrig gjort det. Meget af mit design er lavet i tæt samarbejde med dem, der skal have dem på eller med personer fra mit community i baghovedet,” siger hun. Et community, der særligt består af queers, transpersoner, kunstnere, performere og dj’s, som står skarpt i nattelivet og ofte befinder sig i samfundets margin, og som Alectra Rothschild selv er en del af.
“Det er, når mit tøj bliver båret af dem, at jeg synes, det kan noget. Det er den energi og performativitet og det, vi kultiverer sammen, jeg har lyst til at hylde. Du siger, du ser en selvsikkerhed i mit tøj? Den, tror jeg, er der, fordi inspirationen kommer fra personlige erfaringer og historier. En levet erfaring. I guess, you can’t really fuck with that,” siger hun.
Design i modermælken
Det lå på en måde i kortene, at Alectra Rothschild skulle blive designer. Hun er vokset op i Faxe, København og en lille bjergby tæt på Torino i Italien, og som seks-syvårig trissede hun rundt i hælene på sin mor, der havde et strikfirma, og tilbragte timer i morens studie. I 8. klasse kom hun i praktik hos designeren Ivan Grundahl og fandt for alvor ud af, at design var en vej, hun selv skulle følge.
Efter folkeskolen startede hun på produktionsskolen AFUK, hvor hun begyndte at lave tøj, i starten mest til sig selv. Herefter startede hun på skrædderuddannelsen, hvor hun lærte at sy og kom i praktik hos det nu lukkede brand Spon Diogo og Iris van Herpen i Holland. Hun kom ind på Beckmans College of Design i Stockholm, som hendes oldemor Göta Trägårdh var med til at starte, og blev senere ansat som designer hos det danske mærke Anne Sofie Madsen, hvorefter hun tog en tur til Paris for at designe for Mugler.
I byernes by fandt hun ud af, at hun var kommet ind på master-programmet på den prestigefyldte designskole Central Saint Martins i London og pakkede derfor sine kufferter og flyttede til the Big Smoke.
“Tiden på Central Saint Martins var intens. Man skulle stå klar foran skolen klokken otte, når den åbnede, for at få en plads i værkstedet, og hver dag var der nogen, som sad og arbejdede ude på gangen. Der var kæmpe konkurrence,” siger hun.
“Vi danskere kommer fra en lille velfærdsstat, hvor alt ikke er knald eller fald. Det er det i langt større udstrækning i UK – og særligt inden for den her verden. Der er rift om alt.”
Annonse
Alectra Rothschild endte også med at tage tilbage til København for at færdiggøre sin master på Danmarks Designskole. En beslutning, der dog mest handlede om manglende legater til den dyre uddannelse – og coronaepidemien.
“Jeg blev aldrig klar på kulturen og konkurrencen på Central Saint Martins, men når jeg ser tilbage, var det klart der, jeg havde mest kærlighed til det, jeg lavede. Og der jeg for alvor lærte min praksis og mit udtryk at kende. Det var en fantastisk skole i den forstand, at den hjalp mig med at komme frem til, hvad jeg skal med mit design.
Når det er sagt, har min skolegang altid båret præg af, at jeg har gjort, hvad jeg ville uden at spørge om lov. Jeg har aldrig søgt mine læreres anerkendelse eller spurgt, hvad de syntes om det, jeg lavede. Den del af undervisningen var en pligt, og for det meste kunne de heller ikke lide mine ting. Men jeg var ligeglad,” forklarer hun.
Annonse
Genfødt i badetøj
Navnet på Alectra Rothschilds første officielle visning til den københavnske modeuge sidste år var RIP Masculina. En kollektion, der blev vist på galleriet inter.pblc, og som bl.a. bestod af en blanding af overdraperede kjoler, lingerilignende korsetter, læder og skinnende støvler med håndtag. Outfits, der ikke bare deltager i en fest, men starter den og udvider ideen om, hvordan tøj skal se ud.
Det meste blev båret af queers og transpersoner og folk fra Alectras Rothschilds egen kreds. Kollektionen fik også en del opmærksomhed fra udlandet, hvor ID Magazine skrev “en designer, der får os til at skrue forventningerne til den københavnske modeuge op” om hende, og Vogue, at hendes tøj oser af “dekadent glamour.” Ud over at kollektionen blev rost til skyerne, var den også meget personlig for Alectra Rothschild og markerede et endeligt farvel.
“RIP Masculina handlede om, hvordan det er som transperson, når man endelig beslutter sig for at transitionere. Når man mærker, at det er den eneste måde, man kan leve på, er der sider af en selv, man gladelig slår ihjel. I dag arbejder jeg på en ny kollektion, der repræsenterer min praksis’ genfødsel. We died to be alive!” siger hun.
Alectra Rothschild kan godt lide at være lidt camp i det, forklarer hun. Alt liv starter jo med vand, og derfor er den kommende kollektion en slags badetøjskollektion. Fyldt med udfordrende bikinier, hotpants og shutter shades.
“Det bliver rigtig åndsvagt. Jeg døde og vågnede op på en strand i Miami,” siger hun med et grin.
“Og så havde jeg lyst til at lave noget, der var virkelig slutty. Jeg har været i hormonbehandling i to år, og det stof, der hedder Androcur, har dræbt al min sexlyst. Derfor har jeg arbejdet mentalt på at få sex ind i mit liv igen, og det bruger jeg bl.a. denne kollektion til.”
Ud over badetøj kommer der også til at være store frottéjakker, regntøj og latex-garments. På den måde bliver det en sæsonløs kollektion, forklarer hun:
“Jeg tænker over, hvornår mine kollektiver bliver præsenteret, men jeg arbejder ikke fast ud fra det klassiske årshjul. Sæsoner eksisterer i mine kollektiver, men det gør alt andet også. Desuden bliver sexy swimwear ofte også clubwear.”
Du bruger heller ikke kønnede kategorier for dit tøj, men har kaldt det humanwear. Hvorfor bruger du den betegnelse?
“Jeg kalder det humanwear, fordi jeg vil væk fra ideen om den binære krop. Den måde at se kroppen på giver ikke mening for mig. Mange af de ting, jeg laver, er meget feminine, men kroppen, tøjet kommer på, er ikke nødvendigvis feminin. Den kan være nonbinær, trans eller cis. Det er underordnet for mig.”
Annonse
Et frirum og en hyldest
Tøj kommunikerer altid et personligt valg, påpeger Alectra Rothschild. Om du tager stiletter eller sneakers på, om du ifører dig en uniform i form af jeans og en T-shirt, et balskrud eller et korset. Apropos korsetter er det en beklædningsgenstand, der de seneste år også har fundet vej tilbage i garderoben.
I Alectra Rothschilds kollektioner, men også i mange andres som f.eks. KNWLS. Korsettet er en beklædningsgenstand, der historisk er blevet kædet sammen med kvindeundertrykkelse, men i Alectra Rothschilds virke får det en lidt anden historie.
“Korsetter er stadig en kontrollerende form for beklædning afhængig af, hvilket korset du har på. Men i dag vælger man selv at have det på. En tendens, som blandt andre designer Vivienne Westwood var fanebærer for. Korsettet gik fra at være en form for undertøj, der kontrollerede kroppen under tøjet, til i højere grad at være et statement. Noget der vises frem og kommunikerer, at man selv har valgt det. For mig kommunikerer det autonomi,” siger hun.
“Det er lidt som at tage et par stiletter på, som jo også er restriktive og har skabt en bestemt forventning til kvinders udseende. Men det, jeg godt kan lide, er det performative i at tage korset og hæle på. Du bliver mere bevidst, du bevæger dig anderledes og fører dig mere frem.”
Performativitet er generelt noget, der inspirerer og skinner igennem i Alectra Rothschilds tøj. Naturligvis når hun arbejder med kunstnere som Cassie Augusta Jørgensen, Proxy Server, DJ G2G, sangeren Arca, eller da hun lavede kostumer til MØ. Men det er også en energi, hun kultiverer med sine venner, og som får lov at sive ind i hendes kollektioner.
“Vi skaber en energi imellem os, når vi går i byen, når jeg har folk til fittings, eller når vi bare er hjemme. Vi kanaliserer transikoner som Amanda Lepore, Christina La Veneno Ortiz, Octavia St. Laurent, Anohni og Sophia Lamar. The list is endless! Det er også den energi, jeg bruger som pejlemærke i mit virke som designer. Det virker måske chokerende på nogen, men det kan jeg ikke tage mig af,” siger hun og fortsætter:
“Da jeg gik på Beckmans, pegede jeg fingre ad alle, for der er meget at pege fingre ad i denne verden. Men det er så udmattende og et begrænsende sted at arbejde fra. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke gad at fokusere på al den negativitet. Jeg ville give mig selv et frirum.
Jeg er træt af, at det, jeg laver, per automatik er politisk, bare fordi jeg har en specifik personlig historie. Det er unfair. Jeg er allerede marginaliseret som transperson, og min eksistens er politiseret, så skal mit tøj virkelig også være det?” spørger hun.
“Jeg besluttede at sige: “Fuck y’all.” Nu gør jeg mine ting med mit community. Min mission er at fokusere på, at disse mennesker er fantastiske. Det er dem, jeg hylder med mit design.”
