Lykke Lund

”Det kan være hårdt at uddanne sig inden for et kreativt fag”

Lykke Lund Rasmussen, 28, er designer for Day Birger et Mikkelsen. Når der er tid, arbejder hun også på sit eget design og tror som en del af den nye generation af designere på, at tøj, der kan få os til at føle noget, er en grundsten i den bæredygtige udvikling, modebranchen står over for.

Hvad er det vigtigste, du har lært på din uddannelse?

"At hvile i mig selv og det, jeg står for, både på et designmæssigt og personligt plan. Det kan være hårdt at uddanne dig inden for et kreativt fag, fordi der hele tiden bliver sat spørgsmål ved dine projekter og tanker, som jo bunder i noget ekstremt personligt, som du forsøger at skabe en plads til i verden. Men det er ret fantastisk, når du finder dig selv og skaber noget, som virkelig betyder noget."

Hvad er din største opgave som del af den nye generation af designere?

"Som nyuddannet designer er du meget oplyst om de store udfordringer, modebranchen står over for, så jeg tror, det er vigtigt, at du ikke føler, at du skal løse alle problemstillinger. Den største udfordring bliver nok at fastholde den tankegang og designproces, vi opbygger på studiet, hvor bæredygtighed naturligt er inkorporeret i den skabende proces. Det er altafgørende, at vi tænker bæredygtigt i forhold til fremtidens mode, men der er ikke kun én formel. Mit afgangsprojekt handlede om, hvordan personlige minder kan fortolkes og visualiseres gennem beklædning, så mode ikke kun indeholder en fysisk, men også en emotionel dimension. Som designer tror jeg på, at de genstande, som får os til at føle noget, og som vi har en tilknytning til, er dem, vi beholder og værner om. Det er min fortolkning af bæredygtighed."

Hvordan vil du beskrive din æstetik?

"Nostalgisk, feminin og poetisk."

Er der en oplevelse i din karriere, der har gjort et ekstra stort indtryk på dig?

"Det var nok at færdiggøre min afgangskollektion og se den på en krop for første gang. Det er altid overvældende at se dit design komme til live på en model og finde ud af, om det giver mening. Modellen kendte ikke til tankerne bag kollektionen, men kommenterede alligevel, hvordan en af kjolerne gav hende følelse, som hun havde svært ved at sætte ord på, og hvordan det fysiske rum mellem hende og kjolen satte gang i hendes tanker. Det gjorde, at jeg følte, at mit projekt var lykkedes."

Hvad bliver du inspireret af?

"Processen mellem objekt, form og krop, som i sidste ende skal smelte sammen til en helhed. Jeg er ofte inspireret af kontraster og har en meget personlig tilgang til min designproces. Det kan være en bestemt overflade eller tekstur, som skaber associationer til et emne eller følelse, og som sætter mine tanker i gang. Derfra arbejder jeg meget intuitivt i både to- og tredimensionelle processer."

Hvad er du mest stolt af at have lavet?

"Mit afgangsprojekt MEMORIA, som var en fortolkning af mine minder, var en kæmpe forløsning for mig. Kollektionen er resultatet af fem hårde og fantastiske år, og når jeg ser tilbage på den, er det uden tvivl det mest ærlige og vellykkede projekt, jeg har skabt. Hvis jeg skal trække en beklædningsdel ud fra kollektionen, må det være den røde silkekjole, der er bygget op af indsatte kobbertråde, som gør den til en formbar skulptur. Processen bag bygger på fysiske registreringer af minder, som jeg har forsøgt at bygge ind i kjolen."

Hvilken designer ville du gerne arbejde for?

"Jeg ville gerne have arbejdet for Cristóbal Balenciaga. Han forstod at gøre beklædning til et håndværk og tilførte en enorm detaljegrad til en ellers simpel beklædningsdel. Jeg beundrer den måde, han blandede draperede og konstruerede elementer og gjorde hver enkelt genstand til et kunsthåndværk. Det er en kunst, som næsten er umulig at efterleve, men som jeg bliver inspireret af i mit eget arbejde."

Hvis du skulle give dig selv et godt råd, inden du kastede dig ud i at blive designer?

"Stol på dig selv, og vær ikke bange for at fejle i processen, for det er fejlene, der er med til at forme dig som designer. Min mormor sagde altid, at 90 procent af de bekymringer, du har, aldrig bliver til noget, så det prøver jeg at huske mig selv på."