Yvonne Koné: "Hvis det meste indhold er sponsoreret eller købt, hvad er så virkeligheden?"
Designeren Yvonne Koné er kendt for et sit stilistiske univers af sko, tasker og tørklæder i underspillet luksus. Samme sans for subtil æstetik går gennem hendes digitale platforme, og det har skabt en stor, loyal fanskare. Hun har i dag næsten 50.000 følgere på Instagram
– Da jeg for mange år siden gik på Designskolen, havde jeg en interesse for æstetik, linjer, materialer, farver og proportioner, men ikke for moden isoleret. Derfor gjorde jeg ret tidligt op med mig selv, at hvis jeg skulle være designer, blev det nødt til at være på min egen måde. For mig har mode og modens omskiftelighed altid været fascinerende, men det har samtidig været et område, jeg ikke har villet involvere mig for dybt i. Jeg har søgt noget, der var så langtidsholdbart som muligt, noget, der som udgangspunkt var et smukt og enkelt produkt, hvor personen, der bar produktet, kunne få plads til at tilføre sin egen stil og fortolke det, som det passer bedst til hendes personlighed. Så eftersom jeg tidligt har besluttet, at jeg ville skabe design snarere end mode, har det været helt afgørende for mig at holde fast i og dygtiggøre mig i den retning. Og så har jeg været meget bevidst om, at det ville blive en lang og besværlig, til tider næsten umulig vej.
– Det kan lyde lidt fortærsket, men meget omkring os er så omskifteligt, at jeg tror, det giver en tryghed at mærke, at der ligger noget så fundamentalt som et godt og grundigt håndværk bag et produkt. Jeg føler mig meget ydmyg, når jeg har været et par dage på fabrikkerne i Italien og set, hvor stor passion og grundighed der lægges i hvert eneste produkt. Hvor håndholdt det hele er, og hvor meget hvert eneste led tæller. En af de vigtigste missioner i forhold til mit produkt er blevet at vise menneskene bag, og det glæder jeg mig til at fortælle meget mere om i fremtiden. De har sådan en stolthed og glæde ved produktet og er på den måde meget knyttet til vores kunder. Nok meget mere end kunderne ved.
– På Instagram viser vi næsten udelukkende vores produkter, der er ikke en decideret opskrift, ud over at jeg tror på, at uanset hvad du laver, så kan modtageren mærke, om det er noget, der virkelig betyder noget for dig eller det modsatte. For mig har Instagram altid været den vigtigste kommunikationsplatform, da en stor del af vores følgere også er vores kunder, og derfor er det vigtigt, at vi kommunikerer så ærligt og intuitivt som muligt. Efter nogle år, hvor det stort set er mig selv personligt, der har kommunikeret via Instagram, har jeg dog haft behov for noget sparring i forhold til, hvad vi skal med det vindue i fremtiden. Derfor har vi gennem flere måneder udviklet en strategi for at blive bedre til at få de vigtigste budskaber ud, og til mit fantastiske artdirector-team har jeg lavet en lille bog, som skal minde om alle de ting, vi gerne vil fortælle, og det glæder jeg mig meget til at implementere over det næste års tid.
LÆS OGSÅ: ”Jeg forsøger at holde begge ben på jorden, men det føles uvirkeligt, og jeg er ufatteligt beæret”
– Jeg tror meget på oprigtighed og ærlighed i alle former for medier og kommunikation. Jeg tror, at modtageren er kritisk og intelligent. De har brug for at blive inspirerede og mærke, at der er rigtige mennesker på den anden side. De vil samtidig gerne stimuleres både intellektuelt og æstetisk, og jeg tror, de kan gennemskue, hvis indholdet primært er betalt. Jeg synes, det er fantastisk, at der er kommet helt nye muligheder for at skabe kreativitet og karriere ad alternative veje, men jeg tror meget på, at alle budskaber skal komme fra hjertet. Hvis det meste indhold er sponsoreret eller købt, hvad er så virkeligheden? Det er vigtigt for mig, at det, jeg ser, er autentisk, og at der er omtanke og refleksion bag. Og så må man gerne tage en chance ved at vise noget, der ikke nødvendigvis er det mest "likede" opslag. For hvem ved – måske sætter det nogle tanker i gang hos modtageren?