DIY: Her er 4 opskrifter på skønhedsprodukter, du selv kan lave

DIY: Her er 4 opskrifter på skønhedsprodukter, du selv kan lave

Du kan sagtens pleje kroppen med lækre og effektive produkter og samtidig tænke naturlige ingredienser, bæredygtighed og zero waste ind i din skønhedsrutine. Nemlig ved at lave produkterne selv. Her får du fire opskrifter fra bogen ”Naturlig beauty”.

Bodyscrub

scrub.jpg

Du kan på ingen tid blande en portion naturlig bodyscrub, som du kan bruge med det samme. Prøv denne opskrift – den kaster lidt selvforkælelse over en helt almindelig hverdagsmorgen.

Til 1 bad:

  • 1 spsk sukker
  • ½ spsk havremel
  • 1 tsk kaffegrums
  • 10 dråber tea tree-olie (kan erstattes med hvilken som helst æterisk olie)
  • sesamolie (tilfør olie, indtil blandingen har fået en pasta-agtig konsistens)

Grej:

  • måleske til at afmåle ingredienser
  • skål til at blande i
  • ske

Sådan gør du:

Bland alle ingredienserne sammen i en skål. Smør scrubben på kroppen og massér – gerne i retning mod hjertet. Lad scrubben sidde i 5 minutter, så de blødgørende olier får tid til at virke. Skyl den af.

Bodyoil

oil.jpg

En skøn bodyoil kan holde huden blød hele dagen. Her er opskriften på en nem en af slagsen, som både kan bruges på våd og tør hud.

Ingredienser:

  • 2 spsk sesamolie
  • 2 spsk avocadoolie
  • 2 spsk arganolie
  • 2 spsk jojobaolie
  • 10 dråber æterisk olie, f.eks. lavendelolie

Grej

  • måleske til at afmåle ingredienser
  • skål til at blande i
  • ske
  • lille flaske som beholder (f.eks. en glasflaske fra en købeolie)
  • eventuelt en tragt

Sådan gør du:

Bland alle olierne sammen i en skål. Når de er blandet godt sammen, putter du dem over i en beholder. De kan også hældes direkte ned i beholderen og blandes dér ved at ryste. Nu kan du tage en smule i hænderne og smøre på hele kroppen.

Tip:

Brug din bodyoil efter badet på våd hud. Dup bagefter kroppen med et håndklæde for at blive helt tør. Det efterlader huden blød og gennemfugtet, men ikke alt for fedtet. Det er dog en god idé lige at vente fem minutter med at tage tøj på.

Læs også: 3 smukke makeup-looks: Sådan skaber du dem selv

sæbebar.jpg

Sæbebar

Vil du lave din egen sæbebar, der effektivt og skånsomt fjerner fedt og snavs i både håret og på huden, så prøv at lave denne koldrørte sæbe. Processen er lidt omstændelig, men øvelse gør mester.

Til 12 sæbebarer:

  • 132 g vand
  • 60 g kaustisk soda
  • 210 g kokosolie (kokosolie giver en hård og rensende sæbebar)
  • 100 g olivenolie
  • 50 g shea butter
  • 20 g avocadoolie
  • 20 g castor-/ricinusolie
  • 10 ml lavendelolie (kan udelades)

Grej:

  • decilitermål og køkkenvægt til at afmåle ingredienser
  • sikkerhedsbriller
  • gummihandsker
  • 2 plastik- eller glasskåle til at blande
  • isstav
  • blender
  • træske
  • 12 muffinforme

Sådan gør du:

Første step er at iføre dige sikkerhedsbriller, gummihandsker (skal kunne tåle syre og base) og lange ærmer. Sørg desuden for, at du har ro omkring dig (væk med børn og dyr) og har mulighed for at ventilere eller åbne et vindue. Start med at hælde vand (koldt vand, minimum stuetemperatur) i en skål, og så tilsætter du kaustisk soda stille og roligt – og IKKE omvendt.

Det er meget vigtigt, da du kan risikere en lille eksplosion! Det er en stærk basisk blanding, som du bør undgå at få på huden (hvis du er i tvivl om hvorfor, så er der en smuk scene i filmen ”Fight Club”, som illustrerer det ganske fint!). OBS! Hav eddike i nærheden til at hælde på huden for at neutralisere kaustisk soda-blandingen, hvis uheldet skulle være ude.

Lad kaustisk soda-blandingen køle af i skålen i cirka 10 minutter. Blandingen skal ned omkring 40 grader. Du kan måle med et termometer eller mærke uden på skålen. Nu skal du blande olierne.

Smelt de hårde olier i enten et vandbad eller en gryde ved meget lavt blus. Bland alle olierne sammen i en større skål, og så er vi klar til næste step.

Nu skal kaustisk soda-blandingen ned i olieblandingen. Hæld den afkølede kaustisk soda-blanding gennem en si over dine blandede olier. Sien er til for at sikre, at der ikke er nogle klumper af ikke-opløst kaustisk soda.

Så skal der blendes! Du skal nu bruge din stavblender til at blande det hele sammen og lave sæbe. Bliv ved med at blende, indtil blandingen begynder at danne lidt ”gardiner” (kaldet trace på engelsk, hvis du googler) på kanten af skålen. Det kan tage alt fra 3-10 minutter afhængigt af mængden. Du vil opleve, at farven på blandingen går fra klar til mere cremet. Det er olierne, du putter i sammen med din kaustisk soda-blanding, som bliver saponificeret (forsæbet). Blandingsforholdet er vigtigt og afgørende for, hvordan din sæbe ender i forhold til pH-værdi og mildhed.

De næste ingredienser, der skal i nu, er dem, der gør sæben personlig. Det skal ske, når blandingen har ”gardiner”, og sæben er kølet af, men også inden den bliver for tyk. Alle ekstra ingredienser som æteriske olier og andre aktive ingredienser skal derfor stå afmålt og klar til at blive puttet i. Tilsæt en smule lavendel som aromaterapeutisk effekt, eller hold sæbebaren helt enkel. Du kan bare bruge en træske til denne del af processen. Prøv at undgå at få for mange luftbobler i din blanding.

Tip:

Temperaturen, du blander olier og kaustisk soda-blanding i, kan være afgørende for farven på din sæbe. Så begynder du at nørde farver, er det noget, du skal være opmærksom pa.̊

PH-værdi

Sæbe må gerne være lidt på den basiske side, men heller ikke for meget, da det så kan virke for skrapt på huden. Koldrørte sæber ligger typisk højere (imellem 9-10), men værdien kan falde, hvis de ligger lunt i nogle dage. Hvis din sæbe er for høj i pH-værdi, er det fordi, at der var for meget kaustisk soda-blanding til din olieblanding, eller at ikke al olien blev forsæbet i processen.

Test din sæbe med indikator-papir fra apoteket. Put vand på sæben, og få den til at skumme lidt op, du dupper indikatorpapiret med skummet fra dine fingre og aflæser farven. Dette giver ikke et fuldstændig præcist resultat, men er en indikator for, hvor sæben ligger. Milde sæber til børn og ansigt skal ligge nede på 7-8, almindelig sæbe ligger på 8-9, kommer vi over 9-10 stykker begynder det at blive det for skrapt til huden.

Psst! Hvis din sæbe af den ene eller anden grund ender med en for høj pH-værdi til kroppen, så behøver du ikke smide det hele ud: Du kan bruge det til rengøring. #zerowaste

Hæld nu sæben over i muffinformene, og lad dem ligge et tørt sted (stuetemperatur), til de er størknede. Det tager cirka 24 timer. Et til to døgn senere kan du tage sæbe- barerne ud af formerne. Læg dem samlet et tørt sted i mindst 4-6 uger. Først dér vil de være klar til brug, tilpas hårde og færdige med den egentlige forsæbnings-proces, hvor pH-værdien er dalet til et mere balanceret niveau, som er mildere for huden.

Læs også: De her skønhedsprodukter udgør det komplette toiletskab

Deodorant

Vil du gerne undgå parfume og andre stoffer fra købedeodoranter, kan du lave din egen og skræddersy den med de æteriske olier, du og din hud bedst kan lide.

Ingredienser:

  • 3 spsk sheasmør
  • 2 spsk kokosolie
  • 3 spsk natron
  • 2 ½ spsk arrowroot
  • 1 spsk hvidt kaolinler
  • 8 dråber æterisk olie (f.eks. lavendelolie og kamilleolie eller tea tree-olie og pebermynteolie)

Grej:

  • måleske til at afmåle ingredienser
  • varmt vandbad (eventuelt også et koldt vandbad med isterninger til nedkøling)
  • ske til at røre med
  • cremebeholder (genbrug eller fra ny)

Tip:

Deodoranten har en let, cremet konsistens, som dog kan variere lidt efter årstiden: I varmt vejr føles den mere fedtet, og i koldt vejr mere hård. Hvis det er meget koldt, skal du bare varme den lidt op med fingrene.

Om bogen:

naturlig_beauty.jpg

I ”Naturlig beauty” får du opskrifter på alt fra hjemmelavede dagcremer og fugtgivende masker til deodoranter og læbepomader. Dermed kan du lave dine egne produkter helt fra bunden ved at bruge naturlige ingredienser og indtænke bæredygtighed og zero waste, men uden at gå på kompromis med resultat, udseende og en travl hverdag. Bogen er skrevet af Cecilie Blaksted, der står bag bloguniverset Bestainable.nu og har udgivet flere bøger om bl.a. sundhed.

”Naturlig beauty”, Cecilie Blaksted, People’s Press, 200 kr.

Obs.

Denne artikel er et uddrag fra bogen "Naturlig Beauty". 

Sådan gør du:

Smelt sheasmør og kokosolie i et vandbad. Tag skålen af varmen, og tilsæt de øvrige ingredienser. Rør lidt, mens blandingen køler af, evt. i et koldt vandbad med isterninger. Det er vigtigt for konsistensen, at den bliver helt kold. Når blandingen begynder at blive mindre flydende i konsistensen, hælder du den over på din beholder og sætter den i køleskabet. Rør løbende, mens den er på køl, så natronen ikke falder til bunds. Nu er den klar til brug. Brug en mængde på størrelse med en negl, og varm den eventuelt op mellem fingrene, inden du påfører den.