For mange kvinder udgør lakerede
negle the final touch til det samlede look – og det forstår vi
udmærket.
Indenfor negleverdenen er
det kun fantasien, der sætter grænser, og ved hjælp af alverdens farver og
forskellige teknikker kan du sørge for, at dine negle bliver det ultimative
statement-tilbehør til din personlige stil.
Spørgsmålet er bare: Hvad
bliver de allersejeste trends indenfor negle i 2025? Det har negleekspert
Marina Paneva nogle klare bud på.
”Flere trends fra 2024
vil fortsætte, men oftest med små opdateringer. Vi vil se en balance mellem
klassiske looks som “Clean Girl Nails” og futuristiske ideer som krom og
3D-designs, som vi også så sidste år. Kreativitet og personlig stil vil spille
en endnu større rolle i år, hvilket giver plads til, at folk kan skræddersy
deres neglelooks,” fortæller Marina Paneva.
Selvom hun mener, at vi
absolut ikke skal afskrive sidste års trends fuldstændig, så har hun her givet
os fem bud på, hvilke negletrends vi kommer til at se endnu mere af i år.
Glazed donut negle
”Soap Nails”, ”Glazed
Donut Nails” og ”Milk Bath Nails” – kært barn har mange navne. Vi kender efterhånden
alle sammen denne trend, for da Hailey Biebers perlemor-manicure i 2023 gik
viralt som indbegrebet af det populære ”clean girl aesthetic”,
var det pludselig den manicure, alle skulle have.
”Denne trend signalerer sundhed og velvære, ligesom et
spa-besøg. Mange skønhedsinfluencers er allerede begyndt at promovere dette
“rene look”, som en del af deres selvplejerutiner. I 2024 så vi stjerner som
Jennifer Lopez og Margot Robbie vælge neutrale og mælkeagtige nuancer på deres
negle på den røde løber, hvilket baner vejen for mere afdæmpede trends,” siger
Marina Paneva og fortsætter:
”Minimalismen er altså i
fokus med denne negletrend, og den udstråler både renlighed, friskhed og ’quiet
luxery’,” fortæller Marina Paneva, som også mener, at denne trend er kommet for at
blive langt ind i 2025 som en klassiker, man altid kan vende tilbage til.
Modige franske tipper
Vi bliver aldrig trætte
af en klassisk fransk tip. Men Marina Paneva fastslår, at vi i 2025 kommer til
at se en mere larmende og modig udgave af klassikeren.
Det gør vi blandt andet
ved at inkludere modige farver og mønstre på tippen eller specielle designs. Det kan være,
at du vil lege med forskellige linjers placering eller tilføje den farve, du er
helt vild med for tiden.
Marina har også
forskellige bud på, hvilke farver vi kommer til at se på tipperne:
“Farvetrends for negle i
2025 afspejler en blanding af naturlighed, futurisme og legesyge. Jeg tror, at
de mest fremtrædende farver, vi kommer til at se, er perlemor og pasteller,
dybere vinrøde og mørkegrønne farver og forskellige jordtoner som brun og
mosgrøn,” siger Marina Paneva.
Den franske tip har altså
bevæget sig væk fra den klassiske, hvide tip til vildere farver, kreative
designs og forskellige teksturer.
Krom og metal negle
Man kan vist roligt sige
at krom og metal har været den helt store trend overalt i 2024, både i
boligindretning, i modeverdenen og nu også på neglene.
”Spejlglatte kromnegle og
metalliske finishes i sølv, guld og holografiske farver er perfekte til
futuristiske og iøjnefaldende designs,” siger Marina Paneva, som også mener, at
det fortsætter som en trend ind i 2025.
Hun satser dog på, at trenden
i år gør indtog i mere legende kombinationer, specielt som magnetiske
krom-effekter og gradient- eller ombré-effekter, hvor flere farver får flydende
overgange.
Ovale- og mandelformede negle
Der er heller ingen tvivl
om, at de mest populære forme bliver ovale- og mandelformede negle. Det er
allerede en favorit for mange, og eksperter siger, at det er de mest
flatterende negleforme, du kan prøve – med plads til de fleste designs også.
“Disse elegante og
alsidige former er populære valg, der passer til forskellige designs og farver.
De er begge populære blandt mine kunder i salonen – ligesom korte, naturlige
negle også har vundet frem,” fortæller Marina Paneva.
Vilde teksturer og personlighed
Som Marina Paneva
startede med at sige, vil personlighed, kreativitet og vilde designs også finde
sin plads på trend-listen i 2025.
Forskellige teksturer og
elementer giver nemlig en hel verden af muligheder indenfor kreative neglestyles.
“Især negle med 3D
elementer tror jeg, vi kommer til at se meget til. Tredimensionelle dekorationer
som perler, sten og små charms vil blive brugt til at skabe kunstneriske og
iøjnefaldende looks, hvori man også kan få mere
personlighed med i sine designs,” fortæller Marina Paneva.
Hun nævner også, at hvis
man er til mere subtile designs, kan man prøve det af ved at tilføje en enkelt
sten eller perle til et ellers klassisk design.
Nu er der altså ikke
andet for end at prøve nogle af buddene af - og vi er sikre på, at der i hvert
fald er én af disse fem trends, du vil elske at pynte dine negle med!
Om eksperten
Marina Paneva er
indehaver af neglesalonen Rinna Studio i København. Hun har over 20 års erfaring og
har taget mere end 26 master classes og kurser i forskellige teknikker.
Hun er født og opvokset i
Bulgarien, men bor i Danmark med sin søn.