Emma Leth: ”Jeg havde det ret stramt med at blive mor”

Alt har været kaos, siden Emma Leth mødte Tal R for to år siden og fik tatoveret "Chaos Reigns" på sin venstre arm. Nærmest som en profeti. For siden de blev kærester, og hun flyttede ind i hans lejlighed og blev del af en moderne familie med hans tre børn, deres fælles søn Abel, de sammenbragte hunde Makker og Fanny, og ikke mindst sammenbragte temperamenter, er hendes verdensorden blevet forstyrret. Han er tyr, hun er løve, og de skændes som hund og kat.

Eurowoman besøgte hende dagen inden, familien skulle "et par måneder" til Tisvilde i sommerhuset, som de malede lyserødt sidste sommer.

– Mig og Tal gør rimelig meget alting sammen. Vi kom hjem fra Berlin i aftes, og nu skal vi på landet. Vi har mange venner, der kommer derop, og Tal har også et atelier deroppe.

Der er også nogen, der har været i gang med den brede lyserøde pensel i den gamle herskabslejlighed på Østerbro, hvor flere af væggene, skabene og gulvene har fået samme farve, og hvor billederne til modeserien på disse sider er skudt.

– Det er Tals yndlingsfarve, siger hun og viser rundt i hjemmet, hvor der er mere svung end lige linjer, højt til loftet og god plads. Til vildskab, galskab, selskab.

– Vi har lavet hele lejligheden om og har fået nyt køkken, ny stue og nyt badeværelse. Vi ville gerne have sådan et russerbadeværelse, siger hun om rummet, der er beklædt i grønt marmor fra Italien fra gulv til loft og udstyret med messinghaner. Soveværelset har sortmalede gulve, høje træpaneler og pink vægge, som har gjort det ud for lærred med figurative og nonfigurative motiver i alle regnbuens farver. Et isbjerg, en drage, en cirkushest. I stuen er væggen tapetseret med malerier, signeret af kunstnere som Olivia Holm-Møller, Albert Mertz, Poul Gernes, Agnete Therkildsen og Else Fischer-Hansen, og i den ovale spisestue er de høje paneler røde, og væggene er malet sorte og dekoreret med lilla, røde, lyserøde, gule, grønne og blå blomster malet af Tal R, der vel kan siges at være en slags huskunstner.

Man ville ikke fortrække en mine, hvis der gik en enhjørning gennem stuen, og flere steder er der plastikspejle i loftet af den slags, som forvrænger, så spejlbilledet flyder let ud. Ikke helt ulig dem, du kan finde i et hurlumhejhus i Tivoli.

– Og så er der Abels soveværelse, siger hun, da vi går ind i børneværelset, der også fungerer som hendes påklædningsværelse med skabsvæg fra gulv til loft. Igen. Alt er lyserødt.

Vi sætter os ved bordet i køkkenet i den fjerneste ende af lejligheden. Det er tid til en status.

Sidst du blev interviewet til Eurowoman, i aprilnummeret 2016, vidste du ikke rigtig, hvad du ville med dit liv. Nu er du flyttet sammen med din kæreste og hans børn, er blevet mor og Balenciaga-model. Og så har vi hørt rygter om, at du har søgt ind på Filmskolen?

– Ja. Jeg kom til den sidste prøve, men kom ikke ind. Desværre.

Hvad skal der så ske?

– Det er sjovt med det der modelarbejde, for det er ligesom i Godfather, hvor han siger: "Just when I thought I was out, they pull me back in." Jeg gider faktisk ikke mere, men der er altid et eller andet, der trækker mig tilbage. Da Abel var tre måneder, blev jeg spurgt, om jeg ville komme til casting på et Balenciaga-show. Men jeg gad ikke tage til en eller anden casting. Jeg havde mælk i brysterne, sad med et lille barn og skulle vænne mig til tanken om at være mor. Så spurgte de, om jeg ville gå showet uden at komme til casting, og jeg accepterede på den betingelse, at jeg skulle være der i mindre end 24 timer. Det var ikke første gang, jeg var væk fra Abel, for han er blevet passet meget tidligt, men jeg var stadig en mælkekarton og skulle pumpe ud. Da jeg skulle prøve tøjet i Balenciagas hovedsæde i Paris inden showet, takkede de mig, fordi jeg kom. Jeg sagde: "Det er fint. Det er bare fordi, jeg har en lille baby. Men nu får jeg da sovet i nat." Og så råbte Demna (Gvasalia, red.), designeren: "Oh my God, she just had a baby!" Meget excentrisk. Men det er et sejt mærke, og sådan noget siger man jo ikke nej til. Det er sjovt at gå show, og det varede kun 15 minutter, så var jeg ude igen. Senere tog jeg derned igen i fem-seks dage for at lave kampagnen. Det er et stort cirkus, men gode penge, og så slap jeg lidt væk fra at være mor.

Hvorfor havde du brug for at komme væk?

– Jeg har været vant til at være mega egoistisk og gøre lige, hvad der passede mig og har altid rejst meget. Jeg har en hund, og det har ligesom været mit eneste ansvar. Jeg har aldrig tænkt på at få børn eller haft en forestilling om, hvordan det ville være. Så det var hårdt at blive mor. Jeg havde det ret stramt med det.

Var det planlagt?

– Nej, det var det ikke. Og hvad gør du, hvis du ikke kan være den slags mor, som normen foreskriver? Det gider jeg slet ikke. Det synes jeg slet ikke er sjovt og interessant. Altså det er ulækkert at have mælk i brysterne. Det er fint, at der er nogen, der har det på en anden måde, men sådan havde jeg det. Og hvis du finder ud af, at du vil være mor på en anden måde, kræver det dobbelt så meget af dig, fordi du selv skal definere, hvordan du så skal gøre, og hvad dine behov er. Og det er fucking hårdt altså. Det er vigtigt for mig at være alene og gå fra mit barn. Jeg keder mig simpelthen, hvis jeg skal sidde og kigge på ham en hel dag, og det gik op for mig, at hov, det er jo sådan, det er at være mor.

Følte du dig som en dårlig mor?

– Jeg har aldrig været sådan en, der ikke kunne lide børn, så kærligheden til Abel kom meget let. Det var mere følelsen af ikke at være fri. Der kom en sundhedsplejerske hos os i starten, som skulle lave en fødselsdepressionstest, hvor hun spurgte, om jeg var bange for at komme til at forvolde skade på mit barn, om jeg var bange for at gå udenfor med ham og sådan nogle ting. Og jeg havde det bare sådan: "Jeg har haft det fucking svært, men der er intet af det, der passer på mig. Hvordan kan du stille mig 25 spørgsmål, og der er ikke ét af dem, der rammer rigtigt?" Så stillede hun nogle nye spørgsmål, som ramte mig. Det var sådan noget med, om jeg havde følt mig aggressiv, om jeg havde følt mig magtesløs, og om jeg havde haft lyst til at gå fra det hele. Det viste sig at være dem, man stiller faren. Men hvorfor skal det være kønsopdelt? Hvorfor antager man, at kvinder er indadreagerende, og mænd er udadreagerende? Det er jo noget lort. Men det var sådan, jeg havde det. Jeg følte mig ikke fri mere og kunne ikke længere gøre, hvad der passede mig. Det kom, lige da vi fik ham. Jeg kunne slet ikke overskue at være alene med ham i starten. Men det kom jo. Og det var jo ikke fordi, jeg havde en fødselsdepression. Det var bare svært. Jeg tror også, det er derfor, jeg helt instinktivt har valgt at få barn med en, der havde børn i forvejen. Jeg ville ikke kunne overskue det med en, der heller ikke havde prøvet det før. Bare tanken giver mig klaustrofobi. 

Synes du, at du skal forsvare din måde at være mor på?

– Ja, og jeg synes faktisk, at kvinder er de værste. Når jeg får ham passet, eller vi tager ud og rejser, og han bliver hjemme, bliver jeg spurgt: "Kan du det?" "Ja, det kan jeg! Det SKAL jeg. Det er livsnødvendigt for, at han og jeg kan have et godt forhold. Hvis jeg tilsidesætter mig selv for ham, ender jeg med at sidde med ham og have det forfærdeligt. Det går bare ikke. Jeg stoppede med at amme, da han var fire måneder. Så gad jeg ikke mere. Han gad heller ikke mere. Lige pludselig var der bare ikke mere mælk i mine bryster. Hvorfor mon? Efter det begyndte han at få modermælkserstatning, og så var han bare en helt anden. Så blev han også gladere. Jo mere, jeg har fundet frem til, hvad der fungerer for mig, jo bedre har han også fået det. Det positive er, at jeg virkelig har givet mig selv et spark i røven. Alt det der med ikke rigtig at vide, hvad jeg vil... Jeg er blevet nødt til at finde ud af, hvad jeg vil bruge den tid, jeg ikke bruger sammen med Abel, på. Jeg vil jo gerne bruge den på noget fornuftigt. Og det kan sagtens være at gå ud og drikke mig stiv med mine venner eller arbejde.

Så kvinde er virkelig kvinde værst?

– Kort efter Abel blev født, skulle vi til New York, og fordi han har Tals efternavn (Rosenzweig, red.) og vi ikke er gift, skulle det godkendes af myndighederne. Jeg fik en eller anden kælling i røret, som spurgte: "Hvorfor skal du have dit barn med til New York, når han kun er tre uger gammel?" Så lagde jeg på og sagde til Tal: "Det er dit efternavn, du ringer!" Han ringede derind, og så syntes de selvfølgelig, at det var sødt, at en far ringede på vegne af sit barn. "Det ordner vi med det samme." Argh!

Hvordan er det at bo her?

– Det er rigtig dejligt. Jeg er rigtig glad for Tals familie. Yunus er her meget. Han er teenager og bestemmer selv. Og Dora, som er 10, er her fem dage og ni dage hos sin mor. Det er jo ikke sådan, at jeg er flyttet ind i en familie, vi har skabt en ny familie. Så det handler om at finde ud af, hvordan vi gerne vil have, at vores familie skal være. Og det er vi stadig ved at finde ud af. Vi er på landet, når vi kan det, og så rejser vi rigtig meget. Når vi er hjemme, er jeg meget inde på Tals atelier, hvor jeg også sidder og arbejder. Abel er også derinde og bliver passet i løbet af ugen af en pædagogstuderende, og da vi var i Berlin, havde min mors mand ham i to dage. Men han er også et nemt barn og overhovedet ikke morsyg. Vi joker med, at han tror, at alle mørkhårede kvinder er hans mor, fordi han smiler, hver gang han ser en mørkhåret kvinde. Helt glad.

Det må være en ret stor omvæltning at skulle forholde sig til så mange mennesker?

– Det er det også, men jeg er vokset op med en kæmpe familie og folk, der kommer og går. Jeg har også boet med kærester, så jeg er ikke enspænder. Jeg er ego, men ikke enspænder. Jeg har altid været sammen med mennesker. Det er mest, fordi det er kommet samtidig med, at jeg er blevet mor og lige pludselig har ansvaret for et andet menneske og skal få det hele til at gå op. Jeg gik virkelig ned, da jeg fik Abel og tænkte: "Fuck. Nu skal jeg bare det her. Det magter jeg simpelthen ikke." Og så er du jo nødt til at sige til dig selv: "Nå, men hvad vil du så?"

Men hvad vil du så?

– Det vigtigste for mig i alt det her har været at finde ud af, at jeg vil lave film. Når du bliver kæreste med én, hvis arbejde fylder så meget, er det nemt at blive den, der passer barnet. Jeg blev nødt til at kæmpe for mig selv og sige: "Det er fint, at du er et ego. Men det er jeg også." Og lige så snart du finder ud af, hvad du vil, begynder du også at tænke i det. Du ser tingene på en anden måde. En dag kom jeg gående langs Søerne og så en mand i et vindue. Han havde sådan noget langt gråt hår, som han stod og redte og havde sat en lampe op, så han stod i et spotlight. Det var simpelthen så rørende. Jeg løb hjem og hentede mit kamera, fordi jeg ville filme det, men da jeg kom tilbage, var han væk. Jeg har ikke set ham siden. Og det er lige præcis det, film kan: fange øjeblikket. Det var en af de oplevelser, der gjorde, at jeg besluttede mig for at gå filmvejen. Det var ikke en åbenbaring. Men jeg tænkte: "Nu er det det, jeg gør. Jeg skal lave film." Jeg vil lave film om virkeligheden, for den overgår fantasien. Det gør den jo.

Så du vil lave dokumentar? Hvad er det for nogle historier, du gerne vil fortælle?

– Jeg vil rigtig gerne lave en film om bordeller til kvinder. Det er jeg meget fascineret af. Sex er ofte rettet mod mænd, men hvordan ville det perfekte bordel for kvinder se ud, hvis det handlede om deres tilfredsstillelse? Hvad for nogle mandlige arketyper ville kvinder vælge, hvordan skulle det indrettes, hvad skulle mændene gøre ved kvinder? Hvad er det, kvinder gerne vil have? Hvad er det, vi tænder på? Kvinder har en meget mere raffineret seksualitet end mænd. Mænds er faktisk ret kedelig. Du skal findes som kvinde. Det er ret nemt at få en mand til at komme, men det er ikke særlig nemt at få en kvinde til at komme. Du skal ligesom finde det punkt. Det er der sikkert nogen, der bliver sure over, at jeg siger, men sådan tror jeg, det er.

Hvad har du ellers gang i?

– Jeg har haft en filmklub i Husets Biograf i seks år og er i gang med at lave en ny filmklub med kunstneren Albert Grøndahl. Det bliver en tilbagevendende udstilling hver tredje måned, hvor vi inviterer fire kunstnere og giver dem et Super 8-kamera og otte filmruller, og så laver de en film, der bliver vist i råfilm. Helt old school. Jeg er selv begyndt at filme med Super 8-kamera, og der er noget fint ved den ensomhed, der er omkring fremkaldeprocessen. Det har jeg brug for i alt det her. Lige for tiden er jeg meget i mørkekammer og lukker totalt ned. Jeg er helt alene i mørket og står og ser på noget blive til. Det er virkelig meditativt og tilfredsstillende.

Har du fået mere brug for at være alene?

– Jeg har brug for, at det er mere koncentreret. Jeg har altid været omgivet af mennesker, men nu har jeg brug for at trække mig tilbage, og det havde jeg ikke før. Jeg kan ikke gå rundt med min baby hele tiden og sige "Nårh, hvor er du sød." Jeg elsker ham af hele mit hjerte, men jeg keder mig og har brug for at komme væk. Men hvis jeg går ind i Tals atelier, i mørkekammeret eller ud og filmer, er jeg der også, når jeg kommer tilbage. Jeg kommer højst sandsynligt til at være mindre tilstede i hans liv. Men når jeg er der, er jeg der også. Det er sådan, jeg vil gøre det. På mange punkter kommer det bag på mig, at jeg er sammen med Tal, haha, men det giver også god mening, for jeg har aldrig været så bevidst om, hvad jeg vil. Han er dobbelt så gammel som mig og har brugt den tid på at finde ud af, hvad han vil. Den tid har jeg ikke haft. Men hvis jeg skal tage plads, skal jeg vide, hvad jeg vil. Ellers skal jeg gå og passe et barn, og det gider jeg ikke. Så ser jeg en mand i et vindue og bruger alle mine modelpenge på et kamera, film og fremkaldelser. Det havde da været fedt at komme ind på Filmskolen, men det her er bare en anden vej. Det kan være, jeg søger ind igen, men det kan også være, at jeg ikke gør.

Hvad med kærligheden?

– Jeg har altid været i forhold og har altid sagt til mine kærester: "Vi to skal ikke være sammen for evigt", for det er noget lort. Lige så snart du siger det, mister du kampgejsten. Du skal tro på det og ikke være på vej videre. Men det er det største turn off at sige "Os to for evigt." Tal og jeg er begge egotrippere. Jeg har aldrig skændtes så meget med nogen, som jeg har med ham. Men det er totalt godt for mig. Jeg vælger noget, der er meget besværligt for mig, men det er det, der fungerer. Hver gang, jeg har fået en kæreste, har mine venner været overraskede. Jeg har aldrig haft en kæreste, hvor de har tænkt: "Nå ja, selvfølgelig!" Sådan har det også været med Tal. Hvis jeg ikke får modspil, løber jeg et andet sted hen. Og det er der virkelig her.

Så meget, at du har lyst til at løbe skrigende bort?

– Nej. Ironisk nok, for der er mange af mine venner, der spørger, om jeg kan klare det. Men jeg tror faktisk, at det holder mig i skak. For mig er det psyko lang tid at have været sammen med Tal i to år. Normalt er det der, jeg begynder at trippe. Og sådan har jeg det slet ikke nu.

Hvad skændes I om?

– Alt muligt. Det er ikke tilbagevendende konflikter, vi har bare temperament. Tal er tyr, og jeg er løve. Det er det dårligste match, du overhovedet kan have! Min mor er også tyr, og jeg har altid skændtes med hende. Jeg er virkelig løve, og han er virkelig tyr. Han gør sådan her, siger hun og lader, som om hun stikker hornene frem, og jeg gør sådan her: "Grrghh"", hun brøler som en løvinde. Jeg er virkelig stolt og vil altid skændes. Det er sindssygt trættende, men sådan er jeg. Jeg er ikke nogen dramaqueen, men jeg kan blive virkelig vred, og Tal kan blive fucking vred på mig. Vi råber og skriger af hinanden, og det er perfekt for mig. En af mine venner fortalte sin mor, at vi skal giftes, og hun sagde: "Emma skal da også have sådan en alfahan." "Men Tal er da så rolig og blid," sagde han. Og så sagde jeg bare: "Er du dum? Det er han da ikke!" Men sådan virker Tal. Han er så god til at spille skuespil, at han narrer sig selv. Der er mange, der tror, at han er mild og blid, men det er han slet ikke. Han er en ulv i fåreklæder, hehe.

I skal giftes?

– Ja. Næste sommer, tror jeg.

Hvordan føles det, når du har det svært med for evigt?

– Det bliver en god fest, siger hun og holder en pause. Et barn er for evigt, og det har jeg haft svært ved at forene mig med. Det der med at blive mor fra den ene dag til den anden, det er der nogen, der gør, men det gjorde jeg ikke. Når han er fem år, kan det være, at jeg er mor.

Skal I have flere børn?

– Nej, jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke have et enebarn, og det er han heller ikke. Han har tre dejlige søskende, som jeg holder meget af. De er totalt gode søskende og har været bedre til at tage imod Abel, end jeg har. Vi havde en periode, hvor han var mega syg og indlagt på intensiv på Riget i 10 dage. Han havde fået en virus, tabte sig to kilo og var dehydreret. Jeg var i gang med nogle optagelser, og Tal var ved at stille op på Louisiana. De sidste to år har været sådan. Kaos. Der har aldrig været så meget kaos, som der er nu, og det trives jeg i. Jeg har ikke sagt det før, men kan høre, at det er rigtigt, når jeg siger det. Det er helt, som det skal være.