Essay: ”Jeg er fra en tid, hvor kvinder barberede ben, og hårløse var mine ben den sommer på Enø i 2014”

Der er noget, der sker for mig hver sommer, og så er der noget, der sker for mig under en sjælden blå måne. Lad mig starte med det hyppigt tilbagevendende: Mine ben bliver nogenlunde brune. Langsomt, men sikkert, skifter de tone, og jeg priser ritualet, der ligger bag.

Det hele begynder omkring 1. maj en dag, hvor lyset er skarpt. Her går jeg på mine bare fødder ud på altanen og kigger ned. Jeg betragter mine fødder, ikke ubarmhjertigt bare nøgternt, de er blege af vinter og tørre fra det indadvendte liv. Huden på hælene er hård, gudskelov uden sprækker, neglene er fri for lak, de har forsøgt at ånde det sidste halve år og har næsten sluppet det gullige skær fra alt det røde sidste sommer. Jeg tager mig tid til at vurdere opgavens volumen, og så går jeg i gang.

Jeg ordner mine fødder, jeg filer, bader, napper det hvide krimskrams i neglens sider med en særlig saks. Jeg olierer, balsamerer og lakerer. Så flytter jeg blikket op, bare en anelse, til mine skinneben. Jeg er fra en tid, hvor kvinder barberede ben. Eller også: Jeg er fra en provins/en type/en overbevisning, hvor vi barberede ben. Jeg har bemærket, at mange af mine holdninger flytter sig over tid, ikke nødvendigvis i stik modsat retning, men de bevæger sig da og får nye vinkler at støtte sig til. Men sådan noget som hår på benene, her står jeg åbenbart fast og lader millennials om at tage den videre. Jeg har ikke mange hår på benene, og de er lyse, nogen vil sige, jeg er heldig, i hvert fald er det hurtigt overstået at få dem af. Det er på dette ferske lærred, at bruneringen begynder der først i maj. På altanen, på min solseng, når vejret tillader det. Jeg smører jævnligt mine ben i en faktor 30, omend jeg på utålmodige dage smuler dem ned i en faktor 15 sololie fra Piz Buin (har tænkt, at olie og faktor vel modarbejder hinandens ærinde, men altså).

Olien er udelukkende gæst på benene, jeg er jo ikke gal. På min øvrige hud fraviger jeg ikke den høje faktor. Slet ikke i ansigtet, åh, ansigtet med sin tynde hud omkring øjnene, nu skal jeg ikke komme for godt i gang, for benene, med fødderne som kroner, ejer deres helt egen fortælling, og det er klargøringen af disse specifikke legemsdele, der indleder mine somre. Så vidt det faste ritual.

Den 14. juli 2014 stod jeg på Karrebæksminde havn og så mig omkring. Der var intet i luften, der afslørede, at dagen bar på noget afgørende. Humøret var sådan lidt comme ci comme ça. Havde fået en lil’ frokost i familiens sommerhus, dagen kunne gå begge veje. Min mor havde nævnt den årlige kapsejlads som noget, man lige kunne slå vejen forbi, så her stod vi 10 mand høj, en af os i en paraplyklapvogn. De Glade Sømænd spillede viser på en gammel kutter, som lå fortøjet i vandet foran Enøs ægte røgeri, Martens. Lokale drak øl i solen, campister, turister, unge og gamle, alle drak øl, ikke specialøl, bare øl. Jeg tog mig selv i at vippe foden i takt til de muntre rytmer, renset for krukkeri. Det var på dette tidspunkt, jeg skænkede mine nogenlunde brune ben en tanke. Jeg havde stukket dem i et par slidte cowboystøvler i brunt læder, og så havde jeg den marineblå kjole med små hvide prikker på. Røde læber og knold, vil jeg tro, her er jeg lidt usikker. Kimen er, at jeg stod og fik trang til at høre ad i baren, om man dog ikke kunne få sig et ærligt glas hvid. Min familie ville hjem og have kaffen, jeg ville blive. Min svoger pegede ud i vandet på en lille grøn jolle. Han sagde: “Tag en tur med drengene i jollen, de er hyggelige.”

Jeg havde mødt et par af dem før, drengene, som altså var voksne mænd med familier og stabile jobs som dyrlæge og byggeleder, og jeg gik ombord i jollen, og disse mænd var ligetil og langt fra kedelige, og jeg vidste sådan set også godt, at de var venner med ham med det lange, bølgede hår og ryg som et V, som jeg havde mødt sommeren forinden. Mødt og glemt igen, for, jamen, han boede på Enø, og hans brud var alt for friskt og ubearbejdet, så selvfølgelig havde jeg glemt ham.

I jollen huskede jeg på ham igen, og jeg smed ham en sms: “Hey, kommer du ikke til kapsejlads og siger hej?” Det gjorde han, vi købte øl og ciders, og jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, men jeg kan huske, at han lige havde været i bad og duftede af supermarkedsshampoo, El Vital eller noget, i min bog en dejlig duft, og så duftede hans hud også godt i sig selv, og han havde brune ben i et par surfershorts og klipklappere. Vi tog hjem til hans hus, da duggen og temperaturen faldt. Vi satte musik på hans Sonos-system, han hørte rock, det gjorde jeg ikke. Vi stod og hang i køkkenet, hvor han havde væltet en væg, så den havde fået barhøjde. Det fungerede. Jeg kan huske myggene i hundredevis, som satte sig på den store hvide lampe, der lyste køkkenet op. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænkte meget over, om de mon efterlod sig spor på den faktisk smukke lampe, og hvor ville de egentlig søge hen, når vi slukkede lyset. For på et tidspunkt slukkede vi lyset og kyssede. Jeg har fået mange forskellige kys. Nogle meget våde, andre henad en tunge, der giver den som cementblander på ’max dybde’-indstillingen (jeg sagde aldrig fra), og så har jeg fået kys, som sendte brusende beskeder ud i alle kroppens medianbaner og efterlod mig svimmel.

Aftenens kys var helt sine egne med små indlagte øer af pauser. De bar på noget, men gav ikke ved dørene. Og jeg husker det, som om jeg besluttede at gøre noget andet, end jeg plejede. Jeg sagde, at “nu ville jeg tage hjem, og så ville jeg håbe, at han inviterede mig på en rigtig date, for jeg ville gerne se ham igen.” Jeg turde melde så klart ud, fordi han udstrålede en ro i og omkring sig, jeg ikke havde mødt før, noget genuint og uimponeret, som jeg åbenbart længtes efter.

Og han inviterede mig på denne ordentlige date, i en anden grøn jolle med ciders i kistebænken og harpun til at fange fisk med. Daten var god, der kom flere. Det er ikke desto mindre vigtigt for mig at præcisere, at intet var hugget i sten fra første færd. I guder, hvor var vi ikke skåret over den samme form. Vi kan stadig se på hinanden med dyb undren, vi vil sjældent se den samme film, og indimellem taler vi ud fra to så væsensforskellige punkter, at det gnaver og gnaver hårdt, men så er der også havet. Det hav, han har vist mig helt konkret, og så havet af vilje, der bliver ved med at være mellem os; vi vil så gerne hinanden.

Så jeg ser tilbage på sommeren 2014, som jeg ser på klinten lige omkring Skippers hus, når den står badet i sol og uden pardon markerer, at her stopper noget, så noget andet kan tage over. Jeg så havet for alvor den sommer og ikke mindst muligheden for at kombinere lys, magi, ro og sandhed og acceptere, at det er kærlighed.

Sandelig skriver jeg dette en sommerdag i 2020 fra min sofa med et par nogenlunde brune ben over kors, godt cremet ind, på vej til havet.