Mona har stiftet modelbureauet Fiiri Agency: ”Det handler om inklusion”
Som sort kvinde og muslimsk flygtning ved Mona Mohammed Ali, 32, hvordan det er at føle sig alene og frarøvet sit talent som model. Derfor stiftede hun modelbureauet Fiiri, som udelukkende har BIPOC-modeller og -kreative ansat. Hun vil øge repræsentationen af BIPOC-personer og skabe sammenhold. Men det kræver, at flere åbner døren for dem.
Hvorfor grundlagde du Fiiri i 2019?
“Der var så mange oversete talenter, som jeg gerne ville hjælpe frem i verden, men der var ikke nogen i Skandinavien, der tog sig specifikt af BIPOC-modeller og -kreative (Black, Indigenous, and People of Color, red.). Så da jeg flyttede tilbage til Stockholm efter 11 år i London og ikke kunne finde det rigtige job, måtte jeg jo selv skabe det.”
Hvad er Fiiri?
“Det er et model- og talent bureau for BIPOC-personer, hvor vi skaber vores egen succes og repræsenterer vores talenter steder, hvor de ikke tidligere er blevet eksponeret. Det, der i særdeleshed gør os anderledes, er, at der også arbejder BIPOC’s på bureauet. Det giver en god atmosfære for både kunden og modellen. Vi hjælper med at uddanne vores kunder med information og viden, når det handler om inklusion, som hvad du bør overveje, når du booker en model og den slags.”
Hvilke Fiiri -projekter vil du fremhæve?
“Vi lavede en fotoskydning med Nataal Magazine (globalt medie om afrikansk musik, kunst og kultur, red.), hvor temaet var sammenhold, og hvor vi havde ni modeller med forskellige baggrunde og et mangfoldigt kreativt team. Det var SÅ sjovt. Men denne skydning med Eurowoman er også fantastisk, fordi vi viser et stærkt hold og bryder nogle grænser i Skandinavien. Hvornår har du sidst set ni BIPOC-modeller i en modeserie? Vi vil altid gerne vise fællesskabet i det arbejde, vi laver. Vores modeller hepper på hinanden, og det gør mig glad.”
Hvad er Fiiris vigtigste opgave?
“Vi ser flere og flere forskellige typer modeller i modebranchen, men vi ser ikke nok BIPOC-talenter på settet. Vi vil gerne opfordre modebrandsene til virkelig at tænke over, hvilke talenter de booker. Vi vil have dem til at booke BIPOC-fotografer, -makeupartister og -hårstylister. Hvis dørene bliver ved med at være lukkede, vil vi ikke kunne finde den rette person til den rette opgave. Den eneste måde vi kan ændre tingenes tilstand, er ved at åbne dørene og invitere nye talenter ind.”
Fortæl om din egen modelkarriere?
“Jeg begyndte at arbejde lidt som model som 16-årig i Norge, hvor jeg boede på det tidspunkt. Da jeg var 19, flyttede jeg til London, hvor jeg tog en bachelor i Fashion Design og Marketing på Regent’s University. Det var først, da jeg var 23, at jeg lavede kampagner for skønhedsmærker og fotoskydninger. Da jeg var omkring 30, ville jeg gerne have en modelkontrakt, men jeg blev afvist. “Du er køn, men hvor høj er du?”, “Nå, du er 30! Det er lidt gammelt…”, og “Hvis du havde flere følgere på Instagram, ville vi måske overveje det.” Jeg følte, at de tog mit talent fra mig og ville ikke have, at andre skulle have det på samme måde. Derfor diskriminerer vi ikke nogen i Fiiri. Så længe du er god til dit arbejde som model, og vi ser et potentiale i dig, får du en chance.”
Hvordan har din baggrund påvirket din beslutning om at skabe Fiiri Agency?
“At vokse op i Sverige som sort kvinde og muslimsk flygtning fra Somalia har givet mig en smagsprøve på alle mulige slags kampe. Da jeg kom til Sverige i 1995, boede jeg med min tante og 11 andre børn i et hus, og der gik 10 år, før jeg så mine forældre igen. Da de langt om længe ankom til Europa, fik de lov til at bo i Norge, så jeg flyttede fra Sverige til Norge som 14-årig. Jeg føIte aldrig, at jeg hørte til nogen steder eller sammen med nogen i min barndom og ungdom."
“Jeg var supernørdet, bar hijab og gik i gammelt tøj. Jeg blev mobbet, men jeg var overbevist om, at det ikke ville vare ved. Jeg ville ikke acceptere, at det skulle blive min skæbne. Selvfølgelig havde jeg indimellem ondt af mig selv, men det fik mig også til at arbejde hårdere for at bevise, at jeg ikke ville ende som det, samfundet ville have mig til at være. At skabe Fiiri i det land, hvor folk som mig ikke var repræsenteret og kunne hjælpe andre i min situation, er præcis den payback, jeg altid har drømt om. Når du er blevet fortalt, at du ikke bør drømme om at gøre præcis det, jeg laver nu, føles det altså virkelig godt.”
Har du haft flere oplevelser i din modelkarriere, som overbeviste dig?
“Stort set alt det, jeg har oplevet som model, har været med til at overbevise mig: At jeg var den eneste, der så sådan ud på settet. At der aldrig var hårstylister, der kendte til min hårtype, fordi kunderne bookede den forkerte til jobbet. At få lagt makeup, der ikke passede til mig og endda låne min egen makeup ud til makeupartisten. Det er aldrig sket for en hvid model på en fotoskydning. Den følelse af svigt er grunden til, at Fiiri findes.”
Hvad er dine tanker om de seneste års udvikling i modebranchen?
“Vi har set mere inklusion, når det kommer til størrelse og race. Men vi mangler stadig en masse repræsentation, når det kommer til LGBTQ+ og behind the scenes med hele crewet. Vi ser flere størrelser og farver på catwalken, men der er stadig lang vej igen, når vi taler kampagner. Der er brug for, at firmaer hyrer et mere diverst team både foran og bag kameraet. Og at mærker laver flere størrelser i deres prøveudvalg.”