Fup og fakta om det syndige brød

Min mand husker stadig første gang, da han i vores spæde ungdom så mig, sin ellers slanke kæreste, knappe bukserne op og jamre sig, mens noget, der mindede om stortrommen i Helsingør Pigegarde, pludselig havde sneget sig ind under mit maveskind. "Shit, hvad sker der? Vi skal på skadestuen lige nu," sagde han. Jeg vinkede afværgende med hænderne og kastede mig sidelæns ned på sofaen og jamrede videre. Same procedure as last week. Et dejligt asiatisk måltid proppet med hvidløg, forårsløg og en masse andre eksotiske grøntsager, som jeg end ikke kendte navnet på, havde endnu en gang fået mine tarme til at hæve op og få maveknebene på gled. Og dét i en grad, hvor selv joggingbukser føltes ubehageligt stramme. I løbet af mine 20'ere tog maveknebene og oppustetheden til, og jeg konsulterede praktiserende læger, alternative behandlere og opnåede endda æren af at få hældt blå kontrastvæske i tarmene, blive vendt på hovedet i en stor maskine og få en kikkert op gennem endetarmen på Riget. Efter diagnoser som stress, forstoppelse og candidasvamp blev den endelige dom: irritabel tyktarm.

Det lød både ulækkert og uhåndgribeligt. Kuren har siden været selv at finde ud af, hvad jeg skal undgå at proppe i munden, hvis jeg skal kunne spankulere af sted til fest iført et styks stram kjole og ikke skulle forlade arrangementet før tid for at skjule min tilsyneladende højgravide tilstand og forpinte grimasse. Jeg har lært at leve med mine letpåvirkelige tarme og har for længst indset, at det koster på smertekontoen, når jeg (og det gør jeg) spiser løg, kål, hvidløg, tyggegummi og snesevis af andre madvarer, som uden varsel kan sætte gang i ulidelige tarmspasmer.

Men, men, hvor ville det lyde mere funky at kunne sige, at jeg bøvlede med noget glutenallergi eller døjede med en laktoseintolerans. Utallige priktest, blodprøver og tarmskrab viser bare, at det ikke er tilfældet. Det er det tilsyneladende for rigtig mange af mine veninder, kolleger og bekendte, som ikke har drukket komælk i årevis eller sat tænderne i en bolle med almindelig krumme. Bare tanken om gluten, sukker og komælk kan give dem stive led, uren hud, hævede fingre og slim i halsen. De er godt nok ikke blevet testet positive – ja, endsige testet for deres påståede allergi eller intolerans, men når nu så mange andre har opnået gode resultater med at forsage den uhellige treenighed gluten, komælk og sukker, så gælder det nok også for dem. Eller hva'?

Ikke hvis du spørger en overvejende del af de faglige eksperter, der rent faktisk har undersøgelser, forskning og videnskaben bag sig, og som beskæftiger sig med allergi, kost og menneskets fysiologi hver dag. En af dem er overlæge og professor Carsten Bindslev-Jensen på Dermatologisk Afdeling og Allergicentret på Odense Universitetshospital. Han møder daglig patienter med alvorlig fødevareallergi, men han møder også alt for tit mennesker, der i årevis har bildt sig selv ind, at de ikke kunne tåle udvalgte fødevarer, og derfor har forsaget mad, som undersøgelser senere viste, at deres krop reelt intet problem har med at omsætte og fordøje.

"Den gruppe bliver større og større og er nu så stor, at vi læger her på Allergicentret bruger rigtig meget af vores tid på at lære folk at spise normalt igen."

Handler om identitet

Det store spørgsmål er så bare, hvorfor vi øjensynlig i samme tempo, som tøjmoden skifter, kaster os over nye diæter og spiseforskrifter, som fuldkommen afviger fra Sundhedsstyrelsens kostråd, og hævder, at vi ikke kan tåle det ene og det andet. Jeg nævner i flæng: blodtypediæten, raw food og stenalderkost. Og storhittene inden for de seneste år: forsagelse af gluten og komælk.

Ifølge Carsten Bindslev-Jensen handler det om, at vi sygeliggør os selv og sygeliggør mad for at få en identitet:

"Der er en tendens til, at smager noget godt, er det forbudt. Især kvinder flasher, hvis de spiser efter deres blodtype, er på stenalderkost, dyrker raw food eller forsager gluten og sukker. Men set med vidensøjne er alle de her diæter helt håbløse. De kvinder, der hævder, at de får det skidt af mælk, er gerne de samme first movers, som kaster sig over skyr og drikker sojamælk. Faktum er bare, at skyr er lavet af mælk, og soja er lige så slem som mælk til at fremkalde allergi. Og hvorfor i øvrigt spise som en stenaldermand, der i snit havde en levealder på 29 år?"

Den type historier er der bare ikke penge i at formidle, mener Carsten Bindslev-Jensen og forklarer fx det nuværende hysteri omkring gluten med, at der er en kommerciel interesse i at hype glutenfri produkter, så de flere glutenfri varer på supermarkedets hylder bliver solgt.

"Folk skal bare høre én personlig historie, om en kvinde, der slap af med sit udslæt, eller en dreng, der fik bugt med sin autisme ved at droppe hvedemel, og som lemminger følger alle andre efter. Det er nemmere at forholde sig til ammestuesnak, reklamer og sensationelle overskrifter end tørre, videnskabelige fakta," siger Carsten Bindslev-Jensen. Han understreger, at de flere glutenfri og laktosefri varer på hylderne ikke er udtryk for, at flere af os udvikler allergi og overfølsomhed:

"Vi er bare blevet bedre til at diagnosticere allergier. Men det er kun omkring 1 % af befolkningen, der har glutenallergi, ligesom mælkeallergi er uhyre sjælden, når du er over tre år. Til gengæld kommer der flere udlændinge til Danmark, og mange af dem har stor glæde af laktosefri produkter, da fx de fleste asiater og afrikanere rent genetisk ikke kan nedbryde laktose."

Camoufleret slankekur?

Hvis de fleste, der går i en stor bue uden om gluten og komælk, reelt tåler begge dele, hvad er så gevinsten?

"Den er at blive en del af et socialt fællesskab. En del af eliten, der har overskud til at gå op i sin sundhed på den virkelig gennemtænkte måde. Det er jo supersvært at udelukke gluten, sukker og mælk, så det kan give en social agtelse sådan at være i stand til at fuldføre så imponerende en askese," siger cand.scient. i human ernæring og underviser på At Work Skolen Per Brændgaard. Han tilføjer, at agtelsen kun gælder i visse sociale kredse med særlige normer:

"Jeg er ikke sikker på, at det giver specielt mange pluspoint at tale højt om glutenfri kost og komme med sine egne madbøtter til fest, når vi taler langt ude på landet i Jylland eller på Lolland-Falster."

En anden gevinst ved at påberåbe sig en allergi er, at det for omverdenen bliver netop mere accepteret, når du i sociale sammenhænge ikke spiser, hvad der bliver serveret, men insisterer på at medbringe din egen mad – ellers bliver du jo dårlig.

LÆS OGSÅ: 11 sunde blogs, der er værd at følge

"Jeg oplever, at en del kvinder bruger begreber som allergi og intolerans som camouflage for, at de reelt er på slankekur eller har en spiseforstyrrelse, hvor det handler om at have fuld kontrol over, hvad du putter i munden. Nogle vil ganske rigtig også tabe sig ved ikke at spise gluten, men det handler ikke om, at gluten feder. Det handler om, at man så spiser mindre brød og pasta end ellers og flere grøntsager, og det slanker," forklarer Per Brændgaard. Hans udsagn støttes af professor og overlæge på Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet Bente Klarlund, der heller ikke kan se nogen fidus i at hoppe med på den glutenfri bølge, hvis du reelt tåler gluten:

"Faktisk kan der sagtens være masser af fedt og sukker i en glutenfri diæt."

Er den leende ko go'?

Et helt kapitel for sig, når vi taler allergi og intolerans, er komælk. Sjældent har en fødevare affødt så meget debat og uenighed i medierne. Lige siden den kernesunde familie med bogen af næsten samme navn og deres followers i 2007 blacklistede mælk som stamfader til alt fra overvægt til slim og autisme, har især mange børneforældre kviet sig ved at hælde komælk i deres afkom. Jeg selv fik af min svigermor, der kan kalde sig uddannet homøopat, velmenende mails med links til artikler, der cementerede, at mælk er lig med alskens dårligdomme – ikke mindst mellemørebetændelse. Og at jeg nu måtte tage ansvar for mine børns helbred ved at nægte dem komælk. Samme børn, der havde fået dræn og sågar for sønnikes vedkommende fået indopereret kunstige trommehinder en håndfuld gange takket være kroniske flydeører. Jeg kom i tvivl. Var det min skyld, at betændelsen flød, og kirurgen flere gange og i timevis måtte skære løs i min narkosefyldte dreng? Den dårlige samvittighed voksede, og jeg holdt igen med mælken. Jeg fik også børnene testet for både mælkeallergi og laktoseintolerans (resultatet var negativt), og når jeg googlede komælk, var der argumenter for og imod af tilsyneladende videnskabelig karakter.

"Også kun tilsyneladende. For her er det vigtigt at være kildekritisk. Det er ren ammestuesnak og en myte, at komælk er farligt for både raske børn og voksne," siger Bente Klarlund.

Pyha, så ånder jeg lettet op, men tænker videre, at det da bare er sært, hvordan de her myter om mad kan opstå og bundfælde sig som sandheder i befolkningen.

"Det kan jeg ikke svare entydigt på, men som regel er der altid en god, videnskabelig forklaring på et fænomen. Måske er mælk blevet kædet sammen med fx mellemørebetændelse for nogle årtier siden, hvor vi gav børn sødmælk. En del børn drak sig mætte i den fede mælk og fik derfor ikke spist ordentligt. Det gav dem blodmangel og gjorde dem modtagelige over for infektioner som fx mellemørebetændelse. Det er altså ikke mælken, der er synderen, men reel fejlernæring," fortæller Carsten Bindslev-Jensen.

Dét med at undersøge overskrifter og myter er også en vigtig del af Per Brændgaards arbejde. Han har mange klienter, der takket være medierne anser al forarbejdet mad som første skridt på vejen til at udvikle allergi.

"Faktum er bare, at mange reagerer allergisk på rene basisvarer som fx nødder, frugt, grøntsager og skaldyr. Altså mad, som vi anser for at være sund. Her er det også vigtigt at understrege, at du simpelthen ikke kan reagere allergisk på sukker, for der er ikke protein i, og det skal der være i en fødevare, før den kan fremkalde allergi."

Skjulte allergier

Der var ikke tale om gruppepres. Men jeg blev klart presset af, at de andre på min arbejdsplads var myndeslanke, og når de fortalte, hvordan for længst gemte og glemte cowboybukser pludselig kunne komme på igen, efter at alt brød blev bandlyst, røg jeg med på vognen. Slut med bagerens dårlige øje, basser og boller. To uger gik der. Jeg tabte mig. Lige indtil turen gik til USA, hvor en stor laksefyldt bagel lokkede mig i uføre. Og ja, det var rigtigt nok. Min mave protesterede, antog igen tøndeform, og spejlet viste næste dag et par hævede øjenlåg og tykke pølsefingre. Havde jeg med min forsagelse af brød gjort mig selv akut overfølsom over for alt indholdet i en bagerbiks? Eller havde det noget at gøre med, at jeg havde læst mig frem til, at jeg ville hæve og få ondt i maven?

Stiller jeg spørgsmålet til Carsten Bindslev-Jensen, er svaret, at der ikke er grund til, at vi på egen hånd skal udelade bestemt mad fra vores kost, når nu vi kan få svar på en mistanke via test:

"Langt, langt, langt de fleste allergier kan påvises i lægelige test. Der findes selvfølgelig undtagelser. Jeg har fx en patient, der får nældefeber af antihistamin, men for hver undtagelse er der hundredvis af mennesker, som tror, de går rundt og er allergiske eller er overfølsomme over for en fødevare, hvor det slet ikke er tilfældet."

Både Carsten Bindslev-Jensen og Bente Klarlund mener, at al hypen omkring allergier i værste fald kan gå ud over de mennesker, som reelt har en allergi eller intolerans. For når de henvender sig til deres omgivelser eller til lægen med deres symptomer, kan det være, at der bare bliver trukket på skuldrene og tænkt: "Nå endnu en, der synes, det er smart."

"Og det er slet ikke smart, men kan være decideret farligt, hvis du vitterlig har en allergi. Jordnøddeallergi kan du faktisk dø af," siger Carsten Bindslev-Jensen.

Eksperternes råd

Hvad er det så, du skal gøre, hvis nu det snurrer i leddene og bobler i maven, når du drikker en latte eller takker ja til et stykke kringle? Altså, hvis svaret ikke er total undladelse af fx gluten, sukker og komælk i kosten. Her siger eksperterne også samstemmende og enkelt: Undlad at spise det, du får det skidt af.

"Spis det, du har det godt med, men lad være med at kalde det allergi eller overfølsomhed, hvis du bliver oppustet af brød, og gøre forsagelsen til en religion. Hvis jeg spiser røget ål, som jeg i øvrigt elsker, ved jeg, at det koster mig en uge med halsbrand. Det gør mig ikke allergisk over for ål. Bare påpasselig med ikke at spise for meget af det. Og jeg kunne aldrig drømme om at gøre det til en sygdom eller komplicere sociale sammenhænge ved at have mine egne ålefri bøtter med til fx en middag," siger Carsten Bindslev-Jensen.

Et andet råd er ikke at spise og fortolke din krops signaler undervejs gennem et forudindtaget filter.

Bente Klarlund tænker også på næste generation, som hun håber ikke bliver involveret i vores til tider skæve forhold til mad:

"Vi skal være opmærksomme på ikke at give vores madforskrækkelse og sygelige interesse for, hvad vi kan tåle, videre til vores børn. Vi lever i et velfærdssamfund, hvor vi har overskud af mad og overskud af tid til at gøre det til en religion. Det er bestemt ikke altid af det gode."

LÆS OGSÅ PÅ ALTFORDAMERNE.DK: Fødevarer din hjerne ikke kan lide