Skumsprøjt, klipper og fiskerkoner: Stine bringer Bornholm ind i sin strik

Hver aften går Stine Godt, hendes mand og deres tre børn om bag deres lyserøde bindingsværkshus fra 1700-tallet og finder den lille asfalterede sti ned til Østersøen ud for Svaneke. Her bader de fra en lille stige, som nogen i sin tid har sat ud for klipperne, blandt grønne siv og under en ofte blå himmel.

Det er blandt andet på disse aftenture, Stine ser de farver og får de ideer, hun bruger i produktionen af tekstiler og strik til sin egen forretning. Oprindelig er Stine skrædder og har arbejdet i Københavns tøjbranche, men i 2017 rejste hun, manden og børnene til Bornholm for at starte et nyt liv i et lavere tempo.

"Jeg har altid været meget mere fascineret af historie end af hurtig mode," fortæller Stine, som med det samme faldt for olmerduge, fiskertrøjer og vævning, som hun fandt på Bornholm.

Hun dykkede ned i Bornholms tekstilhistorie og derfra videre ind i selve kulturhistorien.

"Bornholm har en fantastisk historie, og indimellem faldt jeg for et billede af en trøje eller en stemning knyttet hertil," siger hun og viser et sort/hvidt billede af en gammel bødker, som sidder foran de smørtønder, han levede af at producere.

Ud under det ene ærme stikker en langærmet, stribet, ulden undertrøje frem, og den satte Stine sig for at redesigne og strikke.

I dag kan hun fremvise en af de undertrøjer i sin butik, der også fungerer som værksted og ligger i forbindelse med familiens hjem.

Genfødt fiskertrøje

Stine gik på jagt efter historiske billeder i Bornholms Ø-arkiv samt i de mange små lokalhistoriske arkiver, som har endnu flere gamle billeder af hårdføre fiskere i grov strik og af deres slidte koner iført adskillige lag af uld som værn mod vinden fra Østersøen.

På billederne kunne hun se, hvordan de gamle fiskeres klassiske trøjer var strikket flade på maven, hvor de høje fiskerbukser gik op, mens de havde mere fylde på brystet, som et skjold mod vejr og vind. Trøjerne var desuden strikket med ærmer, som kunne tages af og repareres, fordi de nemt blev slidt.

En moderne version af fiskertrøjen med alle klassikerens karakteristika blev endnu et af Stines bornholmskfødte design.

"På brystet brugte jeg strikmønsteret bikuber, som er inspireret af smukke gamle bornholmske fiskenet, som jeg stadig ser rundt omkring på øen," fortæller hun.

Kort efter at den første trøje var færdigstrikket, fandt Stine en fåreavler på Bornholms vestkyst, hvis 20 merinofår bor med havudsigt på Hasles grønne enge, og nu leverer garnet til fiskertrøjerne.

"Det er jo uldens svar på silke," siger hun drømmende.

På jagt i de gamle gårde

Under arbejdet med den stribede undertrøje og den klassiske fiskertrøje gik det op for Stine, at der faktisk tidligere har været en blomstrende tekstilindustri på Bornholm. Blandt andet eksporterede bornholmerne i sin tid bolster-tekstil til Magasin i København, og klippeøen havde også sin egen strikvarefabrik i gamle dage.

Stine lagde ud med primært at være interesseret i strikken, men i dag ser hun faktisk et større potentiale i det, hun kan frembringe på den store gulvvæv i sin stue. Hun er dybt fascineret af at fremstille sine egne møbelstoffer, og her har hun stor glæde af den sparring, hun får fra de gamle vævere. Øen har nemlig hele syv væverlaug.

"Jeg elsker farverne og mønstrene, man kan få frem på en væv, siger hun og viser, hvordan hun er i gang med at væve et møbelstof i lysegrøn og rosa."

Ulden på væven er hårdtspundet møbelgarn, som hun får fra den sidste danske vævefabrik, der til hendes ærgrelse dog ikke ligger på Bornholm. Til gengæld har hun været på jagt efter gamle bornholmske møbler.

"Jeg annoncerede faktisk efter møbler, og på den måde kom jeg rundt på alle de små snoede veje, hvor folk bor nede for enden, og mødte en masse bornholmere," fortæller hun.

På den måde skaffede Stine taburetter, fodskamler, klaverbænke og andre møbler med historie og patina, som havde stået gemt væk på bornholmske gårde.

"Jeg kontaktede lokale møbelpolstrere for at få dem til at ompolstre de gamle møbler med mine vævede tekstiler. De er lidt dyrere, men jeg vil gerne støtte de små håndværkere som mig selv," siger hun og fremviser en klaverbænk, hun har fundet i Nexø.

Den har hun ladet stå umalet og polstret den med stof, der leder tankerne hen på tangenter. Farven er den samme som mos på en bornholmsk klippe og en blå stribe vand.

Mos, skum og spændende revner

Stines møbelstoffer og mønstre er ikke nødvendigvis – ligesom strikken – af bornholmsk oprindelse, men hun har gjort dem lokale ved at indarbejde øens farver i sine tekstiler.

"Jeg bruger Bornholms natur, og jeg har altid mit kamera under armen. Hvis jeg for eksempel ser en klippe med lidt mos på eller en spændende revne ind i klippen, tager jeg lige et detaljebillede. Jeg går virkelig meget ved skoven og ved vandet. Her er natur, som du ikke finder andre steder, og det var jo det, jeg kom herover for," siger hun.

Stines seneste kreation hedder Balka Havskum og er et hvidt strikket halstørklæde opkaldt efter Bornholms sydøstlige sandstrand, hvor havet på en særligt vindblæst dag bliver skummende hvidt.

Hun finder også et koralfarvet bindesjal frem, som hun har strikket efter et billede af en gammel bornholmsk fiskerkone. Da det var et sort/hvidt foto, måtte Stine selv finde på den farve, det skulle have, og selvom den måske umiddelbart er svær at genkende som noget fra naturen, kræver det kun en kort gåtur ved klipperne, før den røde farve pludselig træder frem i granitten.

"Når jeg går ture, kan jeg ikke lade være med at komme hjem med noget i lommen. Det kan være sten eller fuglefjer," fortæller hun og peger på et krus i vindueskarmen, hvor en håndfuld fuglefjer pynter.

Selvom det er Bornholms natur og historie der fascinerer Stine og er udgangspunktet for hendes produktion, leder hun i dag efter samarbejdspartnere, der kan gøre det muligt for hende, at flytte produktionen af fiskertrøjer og møbelstoffer fra hendes egen matrikel. Og fra udelukkende at være håndgjort med hende selv ved strikkepinde og væv. De arbejdsmetoder betyder nemlig priser, hvor for få kunder kan være med.

"Trøjerne skal blive til på en god fabrik et sted i Østersøområdet, så uld og trøjer ikke skal transporteres frem og tilbage i verden. Jeg vil også holde fast i at arbejde med de nordiske materialer som uld og hør – og lidt bomuld kommer man jo ikke udenom," smiler hun og fortsætter:

"Jeg kan heller ikke leve af at sidde og væve, og det er også hårdt for ryggen, så fremover vil jeg udvikle mine design på væven og få det produceret af olmerdug på en historisk fabrik i Sverige, som jeg har kontakt til."

Stine forsikrer dog, at ideerne til design og farver, dem vil hun blive ved med at få på klippeøen i Østersøen.