"Hvis personligheden sidder i håret, er min leverpostejsfarvet og spinkel"
Hår har rod i følelserne, og hårtab er tabu. Det ved håreksperten, der påstår, at han kan få håret til at gro igen, og mener, at vores hår er med til at definere os, om vi vil det eller ej.
Hvis personligheden sidder i håret, er min leverpostejsfarvet og spinkel. Min kollega, hvis hårtop jeg i skrivende stund har udsigt til over computerskærmen, har, i så fald, en blank og flad personlighed. Og min mands er ikke-eksisterende. Det er jo løgn. Mit hår er “fint, ikke tyndt,” som jeg har fået at vide af en stor andel af de frisører, jeg har sat mig i stolen hos. Jeg ved ikke, om det er, fordi de har valgt en positiv tilgang til mit hår, for ikke at tale det og mit spejlbillede ned, eller om det rent faktisk er sandheden. Hvis der findes en sandhed om mit hår? Det ændrer ikke på, hvordan det rent faktisk ser ud, og med tiden har jeg også fået det sådan, at det helst bare skal virke. Ikke klaske for meget og op i en knold de dage, hvor cyklen virker ekstra tung i røven.
Men så bliver jeg inviteret til at besøge Hårklinikken og tale med grundlægger og indehaver Lars Skjøth, som en del af min research på hårfronten, vi kan også kalde det sund nysgerrighed. Han fortæller mig, at Hårklinikken hjælper mennesker med at give dem mere hår. Det lyder akkurat lige så vanvittigt som, at Jesus kan forvandle vand til vin, eller at en anti-age-creme kan få samtlige linjer i ansigtet til at opløse sig.
Lars, come on?
“Det er altså rigtigt. Vi kan trykke på en knap og vende mange menneskers situation, så de får 30-40 procent mere hår. Mange af vores kunder får 60-80 procent mere hår. Så bliver vi så begejstrede, at vi løber rundt mellem lokalerne herinde,” siger Lars Skjøth, der har en baggrund i ernæringsvidenskab og biokemi, og som startede Hårklinikken for 28 år siden, i 1992. Han har, foruden klinikken i Amaliegade i København, åbnet klinikker i bl.a. New York, Reykjavik og Aarhus og har pt. 60.000 klienter.
Når Lars Skjøth siger, at de på Hårklinikken kan “trykke på en knap,” mener han, at de laver en analyse af hovedbunden og håret, og ud fra den blander de en individuel ekstrakt, baseret på komælk og planteekstrakter, som skal masseres i håret to gange hver aften med minimum en halv times mellemrum. En flaske ekstrakt varer en måned og koster 598 kroner. Klienten kommer til konsultation tre-fire gange årligt for at skrue på ingredienserne til den næste flaske ekstrakt. Efter tre måneder skulle der gerne være et synligt resultat. Lars viser mig før-billeder af kvinder med vigende tindinger, brede skilninger og hår, der minder om trevlede sytråde. Og efter-billederne, hvor det pibler frem med masser af tykke og glansfulde babyhår.
Jeg overvejer kort, om Lars er god til at photoshoppe. Men hans nordjyske dialekt og talestrøm om årelang forskning og resultater fortæller mig, at den må være god nok. Han undersøger min hovedbund med en kam og en lup. Han er overbevist om, at han kan forbedre kvaliteten af mit hår, hvis jeg er frisk på at give det et skud. Aftale.
Sidder personligheden i håret?
“Håret definerer os, om vi vil det eller ej. For nogle sidder al personlighed i håret, og når håret tynder ud og forsvinder, oplever de det som et alvorligt angreb mod dem selv, mod den måde, de tager sig bedst ud på. Jeg ved det, for jeg taler med dem dagligt. I går havde jeg besøg af en klient, og hun kunne slet ikke overskue, at hun ikke længere havde den rødblonde løvemanke, hun havde haft, da hun var ung,” siger Lars Skjøth.
Det er måske ligesom med tøjet og musikken. Teorien om, at man holder fast i det tøj, man gik i, og den musik, man hørte, da livet peakede. Da det endnu var sprødt og sindet åbent. Måske er det derfor, at min ven med porøst jordbærblondt hår, har fået så langt hår, at han har samlet det i en sparsom hestehale i nakken. Sådan én, dog i en noget kraftigere udgave, havde han nemlig også, da han var ung og spillede i metalband. Nu er han 44 og lige blevet far for tredje gang. Den ældste er for længst flyttet hjemmefra. Han har nok brug for at holde fast i sin hestehale og sin ungdom. Mit hår har stort set altid set ud, som det gør i dag plus-minus fem centimeter.
Der var en årrække omkring gymnasietiden med skarpt pandehår og en irriterende hvirvel i højre side, der altid fik det til at stritte, og som jeg til sidst konsekvent klippede af. Det virkede. Og, nå ja, gryden, jeg fik på autentisk vis hos Esbjergs måske ældste frisør, som havde klippet den, da den havde været moderne i første omgang i 70’erne. Jeg prøvede at understøtte frisuren med mine lavtaljede Miss Sixty-jeans med svaj. Men nogle gange er den sværeste at overbevise dig selv og det med god grund. Derfor har mit hår lige siden været skulderlangt med en forfærdelig kedelig midterskilning.
Så det er nemt at grine af gamle frisuregryder og en nisset hestehale. Håret er der i det mindste, og det kan klippes og arrangeres. Så er der andre, der har haft hår, men imod deres vilje ikke har det længere. Eller dem, som er blevet gråhåret i en relativt tidlig alder.
Charlotte Torpegaard kender til fascinationen af hår. Hun er grundlægger af skønhedsuniverset I Love Beauty, en hjemmeside og en lille skønhedspavillon i Kongens Have. De seneste par år har hun også indsamlet research til en bog om hår og dets historie og betydning.
“Da jeg startede i skønhedsbranchen for snart 30 år siden, var der ingen kvinder, der talte om hårtab. Det var kun mænd. Men da jeg for en del år siden begyndte at tale om ammehår, fik jeg meget feedback. Kvinders forhold til deres hår er virkelig stærkt, ofte langt stærkere end det forhold, de har til deres hud. Jeg får det bekræftet hver dag. Der er så mange, der gerne vil skjule, at de mister håret,” siger hun.
Charlotte Torpegaard er gråhåret. Hun vender næsen mod cafébordet, hvor kaffen og laptop’en står, så jeg kan få det fulde perspektiv af hendes hår og hovedbund. Det er i sandhed gråt. Hvidt faktisk. Hun fandt sine første grå hår, da hun var 28.
“Jeg sad i bilen og holdt i krydset ved Glyptoteket på H. C. Andersens Boulevard og kiggede mig i bakspejlet. Og så så jeg dem og glemte alt om trafikken! Alle dyttede. Jeg startede med at hive de grå hår ud, så jeg måtte stoppe, inden jeg blev pletskaldet. Det holdt jo ikke. Så måtte jeg gå med det, og jeg har aldrig fået så mange komplimenter, som efter det blev gråt. Pludselig blev det mit kendetegn,” siger Charlotte Torpegaard.
Ligesom huden mister også håret sin vitalitet og spændstighed med alderen. Og glans og fylde er for øjet lig med sundhed.
“Hvis håret er smukt, kan du komme til fest i jeans og T-shirt,” siger Charlotte Torpegaard.
Sidder personligheden i håret?
“Jeg ved ikke, hvad det er, der sidder der, men der sidder noget med betydning for, hvordan vi har det med os selv, og håret sladrer mere, end vi tror. Hvis jeg har arbejdet hårdt i lang tid, kan jeg se det på håret, før jeg kan se det på huden. Mit hår er et stærkt barometer for mit velvære.”
Lad os vende blikket mod min hovedbund igen. Jeg har masseret ekstrakten ind i den hver aften i nu syv uger. Jeg besøger endnu en gang Lars Skjøth på Hårklinikken. Han finder før-billeder af min hovedbund på sin telefon og kam og forstørrelsesspejl frem.
“De meget udtyndede områder vokser mere og mere til. Det vildeste er din skilning. Den er meget mere lukket til, end da du kom.”
Jeg kan godt se det. Som en motorvej, der er blevet til en lille sti.
“Og tro mig, den kommer til at lukke helt til. Der var mange små hår, og de er allerede blevet kraftigere. Men altså, festen er jo kun lige begyndt,” siger Lars Skjøth, der, ikke overraskende, opfordrer mig til at fortsætte hårekstrakt-påføringen hver aften. Det tror jeg, at jeg vil. For man går jo hen og bliver grådig, selv om det ikke er klædeligt.