DIY: 14 halloween-kostumer, som du kan lave selv
Den årlige halloweenfest står for døren, og du er i syv sind over, hvad du skal have på? Tag det roligt, hjælpen er på vej!
Da I først beslutter jer for at holde en halloweenfest for alle vennerne, begynder du straks at lægge planer for, hvordan dit kostume skal se ud. Men den ene dag tager den anden, og både studiet eller arbejdet byder på langt senere dage, end du havde forventet. Nu er der få timer til halloweenfesten, og du har intet kostume... Ingen grund til panik!
Vi har samlet inspiration, billeder og en indkøbsliste.
Du finder her lav selv-kostumer til både den kreative, den praktiske og den nemme løsning. Du bestemmer, hvor enkelt eller vildt udtrykket skal være.
Se 14 sjove, alternative og nemme lav selv-kostumer til Halloween:
1) Klæd dig ud som et SoMe-opslag
Du skal som minimum bruge: Pap og farver - eller en printer og lim. Hvis du mangler stort nok pap, så find fx en gammel flyttekasse. Print enten teksten ud og lim på pappet, ellers kan du farvelægge selv pappet og skriv/male i hånden. Skær et stort hul, så du selv bliver det smukke motiv!
2) Kostume til Frida Kahlo
Du skal som minimum bruge: En eyeliner til at tegne monobryn, en rød læbestift, en sort paryk (hvis du ikke er mørkhåret) - og et par blomster at sætte i håret. Her er det igen makeuppen, der er det mest centrale, men du kan supplere med et stort, blomstret sjal og en løs kjole for at fuldende looket inspireret af den ikoniske kunstner.
3) Lav selv kostume fra Grease
Du skal som minimum bruge: Grease. Klassikeren, som aldrig går af mode! Du skal finde sorte, stramme bukser, sort top/trøje, læderjakke, rød læbestift og krøllejern. Tilføj gerne et par høje sko, bælte, mørk øjenmakeup og røde negle. En blond, krøllet paryk kan købes i udklædningsbutikker.
4) Klæd dig ud som Beyoncé
Du skal som minimum bruge: Man skal være sig selv i alle livets faser, men hvis man nu ikke kan være det, så vær... Beyoncé! Ja tak! Vi har her valgt at gå med Beyoncé i "Lemonade Edition". Her skal du bruge en løs gul kjole, et baseballbat og et krølle- eller bølgejern, så du kan lave smukke krøller a la Queen B, hvis du ikke er velsignet med sådan nogle i forvejen.
5) Kostume som Sally Skellington
Du skal som minimum bruge: Til en ægte Sally Skellington fra filmen The Nightmare Before Christmas skal du finde en rød paryk, rød læbestift, hvid ansigtsmaling og blå øjenskygge. Her kan du vælge lige det tøj, du vil, for det er makeuppen, der er selve kostumet. Du kan finde forskellige makeup-guides her.
6) Kostume som vindrueklase
Du skal som minimum bruge: Balloner i grøn eller lilla, hvid trøje (eller den farve dine balloner har), samt nål og tråd eller en klipsemaskine. Du kan enten sy knuden på ballonen fast til trøjen eller klipse den på. Lav eventuelt en "grøn top" ved at klippe blade ud af grønt og brunt pap eller flit og sæt dem fast på en grøn kastet eller en hårbøjle.
7) Kostume som mimer
Du skal som minimum bruge: Tro os; et overraskende uhyggeligt OG sjovt kostume er faktisk at klæde sig ud som mimer. Og det er ret let! Find en sort- og hvidstribet trøje, sorte bukser, sort eyeliner og rød læbestift. Du kan eventuelt købe en sort hat til og hvide handsker.
8) Kostume som en ananas
Du skal som minimum bruge: Dette fine og simple kostume vil helt sikkert bringe et smil på læberne hos de fleste! Du skal bruge gult tøj (fx en gul top og en gul nederdel), et pandebånd, en tom toiletrulle, saks, tape, lim og grønt pap. Du kan finde en ultranem guide til, hvordan du laver ananas-pandebåndet her.
9) Vampyr-kostume
Du skal som minimum bruge: Hugtænder, mørk makeup, hvid teatermaling og teaterblod. Her er det igen fantasien, der sætter grænser. Du kan vælge det tøj, du ønsker og eventuelt være en vampyrkarakter.
10) Banksy street art-kostume
Du skal som minimum bruge: En cap, en sort hættetrøje, et par mørke, løse bukser, noget hvid maling og en buket blomster. Gerne også lidt hvidt pudder eller ansigtsmaling til ansigtet.
11) Gatsby-inspiration til 1920'erne-kostumer
Du skal som minimum bruge: Hårbånd, stropkjole, læbestift, perlekæder og strømpebukser. Du kan med fordel tilføje en sjov pels, handsker, falske øjenvipper, høje sko og en cigaretholder (kan købes i udklædningsbutikker).
12) Glowstick-woman/man-kostume
Du skal som minimum bruge: Sort tøj, en masse tape (helst det brede) og glowsticks. Brug med fordel en hættetrøje - så er det nemmere at lave hovedformen. Du kan finde glowsticks i nogle supermarkeder og ellers i udklædningsbutikker. Søg mere inspiration på fx Instagram under #glowstickman.
13) Lav selv kostume som heks
Du skal som minimum bruge: Find en sort kjole og lange, sorte støvler. Lav en kappe af et sort lagn eller ditto håndklæde. Du kan lave en heksehat ud af pap (se her) eller ud af sort filt (se her). Derfra er det kun fantasien, der sætter grænser. Du kan for eksempel også købe en paryk, gammeldags kost og rød læbestift.
Er det dårligt at være en heks? Det mener klummeskribent Marie-Louise Bregendahl bestemt ikke, at det er. Læs hendes budskab her.
Vil du have mere inspiration, så læs om Louise og Maria, der sætter fokus på et af vores lands mørke kapitler: "Vi vil bringe heksene til live igen"
14) Lav selv Zombie-kostume
Du skal som minimum bruge: Slå dig løs med makeup, teaterblod, hvid ansigtsmaling og eventuelt kunstige sår. De kan fås i udklædningsbutikker eller Fætter BR. Tøj og tema er op til dig. Du kan være zombiebrud, cheerleader, businessdame eller noget helt fjerde.
Denne artikel er oprindeligt fra 2017 og opdateret i 2022.