H&M lancerer ny denimkollektion
Den svenske highstreet-kæde lancerer en ny denim kollektion, som bliver en del af deres Conscious-kollektion. Den miljøvenlige kollektion, der byder på denim i klassiske og moderne fortolkninger, kommer i butikkerne og online fra den 2. oktober.
Nu skal vi ikke alene vente på Alexander Wangs hypede kollektion for H&M den 6. november, for nu lancerer den svenske highstreetdarling endnu en banebrydende kollektion: et tillæg til deres faste Conscious Collection, der denne gang udelukkende er dedikeret til denim. Denimkollektionen kommer til at spænde bredt fra overalls i dybe indigotoner til basic skjorter og boyfriend jeans, skriver fransk Vogue på deres hjemmeside.
Den miljøvenlige kollektion bliver produceret, så den mindsker både produktionen af vand og energiforbruget, ligesom noget af tøjet vil blive produceret i det miljøvenlige, bomuldslignende materiale Tencel.
- Vi er så begejstrede for Conscious Collection Denim hos H&M. Vi har arbejdet hårdt for at mindske miljøbelastningen fra vaskeprocesser sideløbende med at anvende materialer, der er mere bæredygtige, siger Helena Helmersson, chef for H&M Consciousness.
Kollektionen kommer ikke kun til kvinder, men vil også bestå af et udvalg af denim til mænd og børn. Du kan købe Conscious Collection Denim i butikkerne eller online fra den 2. oktober 2014.
LÆS OGSÅ: Jason Wus show for Hugo Boss gav gåsehud!