Dette highstreet-mærke vandt den røde løber til Met Gala
Temaet til årets Met Gala var en hyldest af designeren Rei Kawakubo, der står bag det skøre modehus Comme Des Garcons. Det var dog ikke herfra, at de bedste kjoler kom.
En af New Yorks årligt tilbagevendende og mest interessante modebegivenheder: ’The Met Gala’ løb af stablen i går med toppen af modebranchen, de smarteste fra musikscenen og nutidens mest eftertragtede skuespillere.
Derfor er gæsternes valg af designere og stil endnu mere i fokus end normalt, og det afstedkommer også ofte nogle langt vildere modevalg, end man ser til eksempelvis Oscar-uddelingen.
Dette år var ingen undtagelse.
Temaet var ’avantgarde’ og en hyldest af kvinden, der står for alt, der er skørt, farverigt og kunstnerisk – Rei Kawakubo. Men det var ikke hendes modehus Comme Des Garcons , der stod for de bedste kjoler. Det gjorde H&M.
Det svenske highstreet-mærke havde specialsyet kjoler til både sangerinde Nicki Minaj og topmodellerne Ashley Graham, Jourdan Dunn og Stella Maxwell.
Nicki Minaj.
– At samarbejde med H&M har været en unik oplevelse. Jeg er rigtig glad for det look, vi har skabt sammen, og jeg ser frem til at dele øjeblikket med alle. Sammen med H&M’s designteam har vi skabt et look, der virkelig omfavner temaet: fra det dramatiske slæb til Kawakubos ansigt. Det er i sandhed inspirerende!, siger Nicki Minaj i en pressemeddelelse.