Denne afdøde danske kvinde er inspiration for Chanels S/S 21-kollektion

Frankrig har haft mange ikoner og muser – men kun en la nouvelle vague, betegnelsen for nybruddet i fransk film i slutningen af 50’erne, og kun en dansk kvinde som koryfæ. Anna Karina, der døde for et år siden i en alder af 79 år, blev ansigtet på det særligt franske og ubestemmelige je ne sais quoi, og selv om det var mænd, som filmskaberen Jean-Luc Godard og musikeren Serge Gainsbourg, der tog æren for, at hun blev opdaget, var hun helt sin egen. Hun medvirkede i mere end 80 film, en musical og to film, som hun selv skrev og instruerede, var forfatter til en række fabelagtige noveller – og senest inspiration for Chanels S/S 21-kollektion side om side med kollegerne Romy Schneider og Jeanne Moreau.

Fra Frederiksberg til Saint-Germain-des-Prés

Som kun 17-årig forlod Hanne Karin Blarke Bayer, som hun oprindelig hed, hjemmet på Frederiksberg og sine jobs som cabaretsangerinde og kortfilmsskuespillerinde for at søge lykken i Paris. Her blev hun hurtigt opdaget, på ægte parisisk maner, da hun frekventerede den legendariske café i Saint-Germain-des-Prés, Les Deux Magots, hvor reklamekvinden Catherine Harlé tilbød hende et job som model. 

Modellivet interesserede ikke Hanne Karin Blarke Bayer, men hun havde brug for pengene. Og snart fik hun også den opmærksomhed, hun ønskede sig. For tidens største instruktør og hovedeksponenten for fransk films nybølge, Jean-Luc Godard, så Hanne i en Palmolive-reklame og var betaget. Det var den franske modeskaber Coco Chanel også. Hun rådede Hanne til at tage det franskklingende kunstnernavn, Anna Karina, mens Godard tilbød hende en rolle i filmklassikeren Åndeløs fra 1960. Hun afviste tilbuddet, men ikke manden. 

For Anna Karina ville ikke tage sit tøj af foran kameraet, men hun ville gerne optræde i de filmroller, han siden tilbød hende og vigtigst af alt indtage hovedrollen i hans liv. Parret blev gift i 1961 og nåede at lave syv film sammen, som blev hovedværkerne i deres respektive karrierer. Og selv om hun efterfølgende nåede at have betydningsfulde roller i film af Luchino Visconti, Tony Richardson og Jacques Rivette og være gift med tre andre mænd, var forholdet til Godard – on/off camera – det, hun huskede med størst veneration ved udgangen af sit liv. “Det var en vidunderlig kærlighedshistorie, men også et meget trættende forhold for en ung pige, fordi han var meget væk,” fortalte Anna Karina som 75-årig i et interview med Vogue. Jean-Luc Godard var nemlig ikke bare kreativ, han var også flyvsk, og han gik aldrig på gaden uden at have sit pas med i lommen, hvis han skulle få lyst til at rejse til New York og besøge den amerikanske forfatter William Faulkner eller til Italien og besøge sin italienske kollega Roberto Rossellini. “Han kunne finde på at sige, at han lige skulle købe nogle cigaretter, og så kom han først tilbage tre uger senere.”

Og så ventede hun på ham. For Anna Karina ville først være myndig, når hun fyldte 21 år og var kun lige fyldt 19, da de blev gift. Hun kunne ikke arbejde uden, han skrev under på hendes kontrakter og hjalp hende med at få roller. 

Den enigmatiske elegance

Den manglede kontrol over eget liv og skæbne forhindrede hende dog ikke i at sætte sig igennem på det store lærred. 

Spørger man filmekspert og lektor emeritus ved Københavns Universitet, Peter Schepelern, hvad der gjorde Anna Karina så exceptionel, er han ikke i tvivl. 

“Anna Karina var i en klasse for sig. Hun gjorde indtryk, fordi hun ikke var som de andre kvinder, der fyldte i filmverdenen på den tid. Hun var ikke som Brigitte Bardot, der var denne her supersexede godte, eller Catherine Deneuve, der var en kølig skønhed,” siger han.

“Hun var umiddelbar og uforstilt, men også ophøjet. Hun var ikke en teknisk skuespillerinde, men hun havde noget særligt over sig, der gjorde, at hun kunne fastholde vores blik. Visse kvinder har en fysiognomi, der er så interessant, at man bare vil kigge på dem. Det gælder for en type som Greta Garbo, og det gælder for Anna Karina. Vores blik søger deres ansigt.”

Fascinationen af Anna Karinas udtryk ses ikke bare i Godards film, men også i flere af hendes andre roller, og det gør hende til et oplagt ikon for nutidens modehuse.

“Anna Karina ligner en kvinde, der ikke er af denne verden. Hun er fjern og uopnåelig, og hendes skønhed var fascinerende, fordi hendes ansigt fremstod så nøgent og sårbart. Hun gav den ikke som forhærdet luder i hovedværket Vivre sa vie (Livet skal leves, red.) fra 1962. Hun var derimod den intellektuelle prostituerede, der går i biografen og ser Carl Th. Dreyers Jeanne d’Arcs Lidelse og Død – og græder, så man tror på hende,” siger Peter Schepelern. 

Musen der kunne selv

Anna Karina vendte aldrig tilbage til Danmark og døde i Paris 14. december sidste år. Hun blev skilt fra Jean-Luc Godard i 1967, og det blev slutningen på deres samarbejde og starten på et nyt liv, hvor Anna Karina blev mere fransk end selv sine parisiske medsøstre, ligesom Jane Birkin, der også regnes for indbegrebet af fransk chik til trods for sine britiske rødder. Kvinderne kom da også i de samme kredse, hvorfor hun nåede at indspille flere sange med Serge Gainsbourg og indtage hovedrollen i hans musical, Anna. 

Paradoksalt nok blev Anna Karina stadig mere glemt af sine landsmænd, jo mere international succes hun nød. Var den danske Jantelov på spil? 

“Dansk film var slet ikke klædt på til en stjerne som hende. Der var ganske enkelt ikke plads til en kvinde af hendes kaliber. Det er først inden for de seneste 20 år, at vi har fået et dansk filmmiljø, der skaber den type superstjerner, som Mads Mikkelsen og Sidse Babett Knudsen nu er,” siger Peter Scheperlern. 

“Og så har hun har nok heller ikke følt sig komfortabel ved at være dansker efter så mange år i Paris. Det er ikke så let pludselig at stige ned i vores andedam igen. Hun havde jo særligt travlt, da hun var ung, men senere i livet var der ikke så mange mor- og bedstemorroller til hende. Der var hendes storhedstid forbi. Hun var med i Ole Roos’ film Manden der ville være skyldig fra 1990, men det var ikke en særligt vigtig film eller en nævneværdig præstation. Hvis der er en ting, Anna Karinas eksempel kan lære eftertidens skuespillerinder, så er det: Medvirk i udødelige film, så bliver du husket længere! Og hendes udødelige film var dem, hun indspillede med Godard.”

Både mens hun levede og efter sin død, er Anna Karina – fejlagtigt – blev omtalt som Jean-Luc Godards muse. Som var hun et passivt medie for den store filmskabers vision. Intet kunne være længere fra virkeligheden. For selv om hendes bedste film muligvis var dem, hun lavede med ham , var hun også med til at cementere hans karrieremæssige højdepunkt. Det er bl.a. det, Chanel ærer med deres S/S 21-kollektion.