Få omdannet dine gamle sweatpants til eksklusive vandrestøvler
Det er tid til at hoppe ud af dine sweatpants og i et par lækre vandrestøvler. Det mener designeren bag det islandske mærke Another Creation, der i en ny pop up-butik i Reykjavik omdanner dine gamle sweatpants til et par limited edition vandrestøvler – helt gratis.
De har muligvis været den mest brugte genstand i vores garderobe det seneste halvandet år, men nu skal det være slut med at leve i de bløde sweatpants.
For verden er begyndt at åbne op, og vi kan endelig komme ud og rejse igen. Derfor vil den islandske designer og grundlægger af mærket Another Creation, Ýr Þrastardóttir, have dig ud af dine joggingbukser og over i et par lækre vandrestøvler, der skal få dig væk hjemmefra og ud på eventyr.
Med andre ord: Hvis du er så heldig, at turen går til magiske Island i sommerferien, skal du medbringe dine sweatpants og tage forbi pop up-butikken The Sweatpant Boots på Rainbow Road i Reyklavik, der slog dørene op den 1. juli.
Her kan du helt gratis få forvandlet dine gamle sweatpants til at par eksklusive designervandrestøvler. Støvlerne er lavet i samarbejde med det veganske støvlemærke Will’s Vegan, og designet står den islandske designer Ýr Þrastardóttir bag.
Alt du skal gøre er at medbringe dine gamle sweatpants samt en gyldig flybillet, der viser, at du er ankommet til Island fra den 24. juni og frem.
Når du forlader fra butikken igen, er det uden dine sweatpants, men med et par lækre vandrestøvler og en tilhørende taske, der er lavet af det overskydende stof, så du har noget at bære støvlerne hjem i.
Rejs virtuelt rundt på Island
Er du ikke helt klar til at give afkald på dine elskede sweatpants, eller er Island ganske enkelt bare ikke din sommerferiedestination denne sommer, så kan du i stedet hoppe over på sitet Looks like you need an adventure, hvor du kan rejse virtuelt rundt på Island.
Sitet er skræddersyet, så du kan hoppe i et par virtuelle Sweatpant Boots og tage på eventyr i Islands syv regioner, der byder på et unikt landskab med naturskønne områder og kulturelle oplevelser.
Læs meget mere om, hvordan du får fat i et par lækre vandrestøvler eller kommer på en virtuel tur til Island lige her.